search

Vi lægger bånd på os selv

Jeg ville ønske, vi kunne spole tiden tilbage til dengang, hvor vi stort set altid kunne beskrive verden inden for de opstillede juridiske og presseetiske regler. Men det er for sent. Vores ytringsfrihed er begrænset. Lad os tale om det

Dansk presse er ikke sig selv. Hvis vi spoler tiden 10 år tilbage, havde ingen forudset, hvor vi står i dag.

Hvor vi engang primært lod os begrænse af lovens rammer, almindelig bornerthed og et ekstra skvat omtanke, når det gik højt, så er der i dag idéer, vi ikke får – fordi det ikke går.

Jeg husker især en ting fra dengang, det hele begyndte. Hvordan DR2's 'Deadline' aften efter aften fik tiden til at gå med dette ene emne: Raseriet mod Danmark.

Jeg husker en begejstret journalist, der berettede, at det var så meget nemmere at planlægge dagens dækning. For det hele handlede jo om de tegninger og konsekvenserne af dem.

Siden blev det sværere. Vi opdagede, at verden er forandret. At de ytringer, vi finder naturlige i vores kultur, kan – bruges til at – vække anstød andre steder.

For er det ikke læren: Tegningerne er blevet brugt. Det kan godt være, at det var en provokerende kontekst, men nogen bragte budskabet videre og brugte det i en kulturel, religiøs og politisk kamp.

Og måske var det der, den egentlige naivitet udspillede sig: Verden består ikke længere af isolerede øer. Den globalisering, vi taler om, har en konsekvens.

Vi ser ind i hinandens liv, hen over landegrænser, via medier og ikke mindst via Internettet. Det, vi siger og gør, rammer nogle andre end os selv. Sådan var det slet ikke i samme omfang for 20 år siden.

Dengang tog det tid, før en provokation nåede frem. Og ofte blev den redigeret fra, for den var ikke interessant i en anden kontekst.

Muhammedtegningerne kunne være gledet ind i glemslen – men blev tværtimod trukket frem.

Det er det vigtigste, jeg har lært af forløbet. At alt, hvad vi gør, skriver og viser i danske medier – også her i Journalisten – meget hurtigt kan spredes, deles og misbruges. Det kan vække vrede i et omfang, ingen havde forestillet sig.

Før kunne satire bruges til at grine ret uskyldigt af de andre. I dag hører og ser vi uden filter, at de andre griner af os.

Dermed er vores fag blevet vigtigere. Og den vigtighed var vi dybest set helst foruden, for vi vil jo bare beskrive verden, ikke være den aktive katalysator i den. Men det blev vi med Muhammed-tegningerne og måden, de blev brugt på.

Jeg har hørt en vurdering om, at det samlet vil tage 30 år, før tegningernes kraft er raset ud. Der skal vokse en generation op, der ikke husker dem. Der er 20 år endnu. Vi er en tredjedel inde i processen. Om fem år er vi halvvejs. Måske det så langsomt tager af. Måske.

Men det er meget sandsynligt, at andre cases vil opstå – og at vi igen vil blive ramt af, at det, vi skriver og viser, bliver forstået og brugt i sammenhænge, vi ikke havde tænkt på. Det stopper næppe med de 12 tegninger.

Jeg synes, det er trist. Og jeg ville ønske, vi kunne spole tiden tilbage til dengang, hvor vi stort set altid kunne vælge at beskrive verden inden for de opstillede juridiske og presseetiske regler.

Men det er for sent. Verden er forandret.

Derfor må vi ærligt konstatere, at intet er som før. Vi er begrænset i vores ytringer. Vi gør ikke det samme. Måske er vi endda holdt op med at tale om, at vi ikke gør det samme. Selvcensuren er så ubehagelig at erkende, at vi fortrænger den. Tilstanden normaliseres.

Det vil være slemt. Så lad os tale om det!

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen