Årets Sportsjournalist: »Når vi skyder, skal vi ramme«

I går blev Årets Sportsjournalist 2013 kåret. Troels Henriksen fra JP løb med titlen. »Det er helt vildt og enormt mærkeligt, fordi jeg stadig er en ret ny sportsjournalist,« siger vinderen, der blev uddannet i 2008. Det er 3. gang på fem år, Jyllands-Posten vinder

Prisen for Årets Sportsjournalist 2013 blev i går overrakt til sportsjournalist fra Jyllands-Posten Troels Henriksen på Danske Sportsjournalisters generalforsamling.

Han får prisen for en række kritiske og afslørende artikler om Danske Spil i forbindelse med en udbudssag og en tilsvarende kritisk afdækning af Danske Spils og Dansk Boldspil-Unions ageren i forbindelse med den meget omtalte sag om fodboldspilleren Kristoffer Wichmanns involvering i matchfixing.

Danske Sportsjournalister har uddelt prisen hvert år siden 1962, og for den nuværende formand, Andreas Kraul, er vinderen i år et bevis på, at basale journalistiske arbejdsmetoder virker – også inden for sportsjournalistik.

»Troels har lavet et rigtig godt stykke journalistisk håndværk. Årets sportsjournalist dækker egentlig alle genrer og medier, men Troels har vist, at de basale journalistiske ting som vedholdenhed og insisteren på at vende nogle sten i en sag, hvor der ikke er mange, der har lyst til, at de sten skal vendes, virker.«

Andreas Kraul understreger, at der i sportsjournalistikkens verden er mange gode og vedkommende historier.

»Nogle gange kan der godt blive rynket lidt på næsen af sportsjournalister i forhold til ”almindelige journalister”, men der er meget politik og økonomi i sportens verden, så det er vigtigt at holde fast i den grundlæggende journalistiske opgave. Det har Troels vist og afdækket med sine artikler i Jyllands-Posten, så denne her pris er en anerkendelse af det,« siger Andreas Kraul.

Helt vildt at vinde

For vinderen selv er det surrealistisk at stå med en pris, som idoler og forbilleder tidligere har vundet.

»Det er helt vildt og enormt mærkeligt, fordi jeg stadig er en ret ny sportsjournalist. Jeg blev færdig fra RUC i 2008. Foreningen Danske Sportsjournalister er en meget traditionsbåret organisation med mange medlemmer, som jeg har haft som idoler som dreng, for eksempel Gunnar Nu Hansen, Flemming Toft og Olav Skaaning,« fortæller Troels Henriksen.

Han synes også, det er vildt, at journalister fra Jyllands-Posten har vundet prisen tre gange inden for de seneste fem år.

»Det siger noget om, hvad det er for en type journalistik, vi vægter tungt på Jyllands-Posten. Det er den seriøse og væsentlige sportsjournalistik, som både er undersøgende og tematisk, for eksempel da Thomas Møller Kristensen vandt i 2010. Men jeg føler mig bestemt ikke højere på strå, fordi jeg har lavet undersøgende journalistik,« understreger han.

Thomas Møller Kristensen vandt prisen for en artikelserie op til VM i Sydafrika 2010. Thomas Møller Kristensen rejste gennem Afrika og skrev en artikelserie med fokus på fodboldens betydning sat ind i en social, politisk og kulturel sammenhæng.

»Når vi skyder, skal vi ramme«

Troels Henriksen begyndte at arbejde på de første artikler om en udbudssag i Danske Spil i december 2012. De blev udgivet i februar 2013. Artiklerne om Danske Spils og Dansk Boldspil-Unions ageren i forbindelse med fodboldspilleren Kristoffer Wichmanns involvering i matchfixing var et halvt år undervejs, fra Troels Henriksen fandt ud af, at der var noget at undersøge, til de blev udgivet.

Ifølge Troels Henriksen var begge artikelserier især vanskelige af to grunde:

»Presset var svært. Både fra dem, der bliver kritiseret, men også indefra på JP, hvor mine chefer bruger meget tid på at kvalitetssikre. Når vi skyder, skal vi ramme. Jeg blev mødt af en masse spørgsmål, som jeg skulle kunne svare på. Når man står der og mødes af spørgsmål fra alle sider, kan man tit føle sig lidt alene.«

Han tilføjer, at forløbet desuden har været sund for selvindsigten.

»Det har lært mig en masse om at tro på en historie, men samtidig have nok selvindsigt til at erkende, hvis den ikke rækker så langt, som man troede, den gjorde. Acceptere, at man nogle gange bliver skuffet. Og så har jeg lært, at man skal være helt sikker i denne her type historier.«

Trods presset og følelsen af at være alene vil Troels Henriksen gerne lave den samme form for journalistik igen.

»Men jeg ville nok gøre det sammen med en anden journalist. For at have en, der er sidestillet med en selv hele tiden.«

Står godt til i branchen

Troels Henriksen understreger, at det ikke havde været muligt at skrive artiklerne uden hans kolleger på Jyllands-Posten.

»I forløbet med artiklerne har det været fantastisk at se, hvordan mine kolleger accepterede, at jeg var væk fra den daglige produktion i lang tid, og at de bare tog over. Det vidner om rigtig godt sammenhold på vores lille, men gode redaktion.«

Andreas Kraul er som formand glad for alle de sportsjournalister, der var indstillet til prisen.

»Det står meget godt til i branchen. Vi har gode kandidater at vælge imellem. De to andre nominerede er også med til at vise de meget forskellige genrer, der er inden for sportsjournalistikken.«

Ud over Troels Henriksen var Dan Philipsen fra Jyllands-Posten nomineret for sin serie om den kræftramte håndboldspiller Daniel Svensson, mens BT's journalister Michael Qureshi og Søren Sorgenfri var nominerede for en række klassiske nyhedsartikler om fodboldspilleres klubskifte.

0 Kommentarer