Årets fortæller: ”En del af den gode fortælling er at holde sin kæft”

Du skal udtrykke din begejstring. Og så skal du kunne holde din kæft. Sådan lyder opskriften fra fodboldkommentator Peter Piil, der er kåret som årets fortæller af Danske Sportsjournalister. Han sender her en hilsen til sin læremester

Peter Piil, fodboldkommentator på Eurosport, er kåret som vinder af prisen som årets fortæller. Prisen blev uddelt ved Sportsjournalisternes Dag hos foreningen Danske Sportsjournalister i fredags.

”Der er nogen, der et eller andet sted synes, at det arbejde, jeg render rundt og laver, er OK,” siger han.

Peter Piil var oppe imod navne som Andreas Kraul fra DR Sporten og Stine Bjerre fra TV 2 Sport.

Betyder noget for hjerte og ego

Peter Piil er stolt over prisen.

”Jeg blev enormt overrasket og også overraskende glad. Jeg har lavet det her i rigtig mange år, og jeg ved, hvad jeg kan. Men det er altid fedt med anerkendelse, især fra egne rækker,” siger han.

Netop det skarpe felt af konkurrenter fra egne rækker vækker ekstra stolthed hos prisvinderen.

”Jeg kiggede ud over forsamlingen, da jeg stod og modtog prisen. Og så sidder der 100 mennesker, rigtig dygtige sportsjournalister, som på hver deres måde er gode fortællere. Så på den måde betyder det noget for mit hjerte og mit ego,” siger årets fortæller.

Stemmen fra VM-kvalifikationen

Peter Piil har gennem flere år kommenteret fodboldkampe på 6’eren fra den spanske La Liga og den engelske Premier League.

Desuden har han lagt stemme til det danske herrelandsholds kampe i den seneste VM-kvalifikation, der blev vist på Kanal 5.

”Der var jo fokus på fodboldlandsholdet i efteråret, da de vandt i Irland og kvalificerede sig til VM i Rusland. Den bevågenhed kan jo godt være det, som lige tippede over til, at det så blev mig, der vandt,” siger han.

En hilsen til sin læremester

Peter Piil har været sportsjournalist i cirka 25 år. Og han sendte i sin takketale en hilsen til sin læremester, nu afdøde sportsjournalist og fodboldkommentator Jens Jørgen Brinch, som han arbejdede sammen med på Radiosporten på DR.

”Han lærte mig mange ting. Blandt andet at det vigtigste er, at du skal kunne sætte begivenheden i centrum og ikke dig selv.”

Der er særligt én læresætning fra Jens Jørgen Brinch, Peter Piil har taget med sig.

”Noget af det, han også lærte mig, var, at en del af den gode fortælling er at holde sin kæft og lade kulissen fortælle historien,” siger han og fortsætter:

”Det virker jo enormt stærkt, hvis der lige pludselig er fuldstændigt stille. Så det der med at kunne holde sine pauser og tie helt stille er jo rent faktisk en del af det at være en god fortæller. Det er egentlig meget sjovt at tænke på.”

0 Kommentarer