Det virker så indlysende. Aviserne laver en fælles tjeneste, hvor alle deres artikler er tilgængelige for en fast, lav månedlig abonnementsbetaling. Præcis som Spotify, WIMP, TDC Play m.fl. har gjort det for musiknumre.
Ideen virker tilsyneladende for musik. Og tanken om at kunne betale måske 100 eller 200 kroner månedligt for at få adgang til samtlige artikler fra alle danske aviser online er bestemt tillokkende.
I debatten – blandt andet på Facebook – har jeg da også flere gange oplevet, at folk er sure over, at aviserne ikke kan se lyset, når lanternen nu dingler i en snor få centimeter fra deres næsetip.
Gid det var så let. Det er det ikke: Dagblade lever ikke af artikler alene. Eller omformuleret: Summen af værdien af de enkeltstående artikler er langtfra tilstrækkelig til at understøtte driften af et dagblad.
Et dagblad er en brandet pakke, som består af indhold bundet sammen af værdier, kultur, design, tradition og personlighed.
De enkelte indholdselementer har meget svingende værdi isoleret set – og en stor del af indholdet giver udelukkende forretningsmæssig mening, når det ses som en del af det klister, der binder pakken sammen. Faktisk er det tvivlsomt, om én eneste artikel fra et dagblad ville kunne “tjene sig selv hjem” på et helt atomiseret marked – og det ville med sikkerhed være en undtagelse.
Artikler har meget lav gemmeværdi. Selv en flittig kunstner producerer sjældent mere end 15-20 musiknumre på et år. Til gengæld har hvert nummer en levetid, der svinger fra uger til år. Et populært musiknummer bliver hørt og genhørt utallige gange.
Sådan forholder det sig ikke med artikler. Hvert dagblad producerer mange artikler hver eneste dag. Og en bruger genlæser sjældent eller aldrig en artikel. Artikler er ikke tilstrækkeligt distinkte til, at de isoleret set brander en avis.
Hver eneste tone, Marie Key synger via Spotify, er umiskendeligt Marie Key og hjælper med til at øge hendes brandværdi. Det kan potentielt øge hendes salg via andre kanaler (iTunes, CD’er og ikke mindst koncerter).
Derfor kan hun leve med, at indtægten fra Spotify alene ikke dækker huslejen og revisorregningen.
Men artikler – bortset fra en forsvindende lille del som for eksempel Nils Thorsens interviews i Politiken – er isoleret set slet ikke på samme måde i stand til at løfte et brand.
Redaktionel udvælgelse og prioritering er et dagblads kerneydelse – og kan ikke adskilles fra artiklerne, uden at værdien af begge dele daler.
Hvis man forestiller sig en model, hvor artikler på samme måde som musiknumre hos Spotify lever deres eget isolerede liv og prioriteres, dels på baggrund af algoritmer baseret på brugerpræferencer, dels på baggrund af popularitet – ja, så har man skåret en meget stor del af værdien af dagbladspakken bort. Laveste fællesnævner vil vinde.
Hvis Spotify-modellen fordeler indtægterne efter, hvor meget de enkelte artikler bliver læst, vil vi i højere grad end i dag se, at dagbladene drages mod laveste fællesnævner. En stor del af dagbladenes indhold er dyrt at producere, uden at det isoleret set har høj værdi for enkeltpersoner/læsere på kort sigt.
På lang sigt har det til gengæld høj samfundsmæssig værdi, at vi alle bliver informeret om for eksempel politiske rævekager, magtmisbrug m.m.
Og sagen er, at dækningen også har samfundsmæssig værdi, selv om ingen eller ganske få skulle læse artiklerne. Alene det at magthavere – hvad enten det er politikere eller erhvervsfolk – ved, at journalisterne holder øje med dem, har en præventiv effekt.
Spotify-modellen understøtter kun i begrænset omfang mediernes rolle som samfundets vagthund. Brandværdi kan ikke omsættes direkte til Spotify-indtjening.
Jyllands-Posten er større end Information, og pakken Jyllands-Posten har langt større værdi på markedet end pakken Information. Det kan Jyllands-Posten i dag udnytte på mange forskellige måder. Men i en Spotify-model udjævnes spillefladen, og pludselig er det værdien af de enkelte artikler, der får betydning. Indholdet af den enkelte rubrik trækker langt mere end bylinen og mediet. Information vil kunne tjene lige så meget på en artikel som JP. Måske fair set fra et brugerperspektiv – men for JP vil det være et gigantisk skridt tilbage.
Ovenstående er bare et mindre udpluk af de besværligheder, en Spotify-model vil løbe på. Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre at finde en samlende model, hvor ét abonnement giver adgang til flere dagblades indhold.
Men det er svært at tro på en model, hvor brugerne tilgår indholdet fra en central tjeneste, hvor de enkelte artikler konkurrerer om klik på lige fod, og hvor dagbladenes måske vigtigste rolle – den udvælgende – er sat ud af kraft.
Ole Nørskov er uddannet journalist med efteruddannelse i usability og webprogrammering. Han ejer Noerskov.com, der rådgiver om webprojekter.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tre kommentarer presser sig på:
1) For mediernes rolle som vagthund, se venligst relevant artikel herom andetsteds på Journalisten.dk
2) Næste gang man laver en analyse om potentialet for en Spotify-model for medierne, så kan det anbefales, at træde i brugernes sted fremfor avisernes
3) Hvis medierne ikke selv evner at omstille sig til den digitale virkelighed, sp overlader de initiativet og valget af platform til brugerne - verden forandrer sig; vil du med, så hæng på!
Jeg undrer mig over din analyse, Ole Nørskov.
For Spotify for aviser findes allerede, lever i bedste velgående og kom til Danmark længe før både Spotify, Netflix og alle de andre all you can-eat tjenester.
Den har tilmed været et medlemstilbud for alle DJ-medlemmer i to år via min hjemmeside Outside24.dk, og den er bl.a. tilgængelig på de fleste folkebiblioteker og højere læreanstalter
Som DJ- medlem får man for 199 kr md via http://journalistforbundet.dk/Medlemskab/Medlemsfordele/hjemmesiden fri adgang til pt. 2340 internationale aviser som The Guardian, International New York Times, Le Monde, The Wall Street Journal i den trykte version. Og via app'en PressReader kan aviserne tilgås på iPad og alle tablets og mobiltelefoner. Man kan fritekstsøge på tværs af aviserne, få dem oversat og læst op.
På verdensplan har tjenesten et to-cifret million antal brugere, og den er i stærk vækst bl.a. på hoteller, hos flyselskaber og i private virksomheder.
Af danske aviser er Berlingske, BT, Nordjyske og Aarhus Stiftstidende med, men de er efter udgivernes ønske ikke tilgængelige fra Danmark.
Vi tilbyder aviser fra 100 lande, og blandt dem går Danmark enegang. I alle andre lande kan man læse mindst en af de nationale aviser.
Det kan undre, at Danmark skulle være så særlig, at det lige præcis hér ikke lader sig gøre at tage del i all you can-eat modellen.
Måske skal idéen bare modnes?