Færre billeder, bedre billeder og dyrere billeder. Sådan lyder konceptet kort fortalt bag et helt nyt billedbureau á la Scanpix og Polfoto, som om cirka to måneder ser dagens lys.
Bureauet har fået navnet ’100HEADS’ og stiftes af freelancefotograf Thomas Nielsen og hans partner Jesper Goos. Meningen er, at det nye billedbureau hele tiden kan præsentere sine kunder for de 100 bedste fotografer inden for dokumentarfotografi i verden lige nu, baseret på et screening- og ratingsystem. Deraf navnet ’100HEADS’.
»I dag handler alt på det her marked om at have så mange billeder som muligt og om at være så billig som overhovedet muligt. Men vores interesse ligger i den helt modsatte skala. Vores vigtigste fokus er kvalitet – derfor skal vi gøre os attraktive over for de fotografer, der laver de allerbedste fotos,« siger Thomas Nielsen.
Det skal blandt andet ske ved, at ’100HEADS’ sælger fotografernes arkivbilleder til en pris, der ligger væsentligt højere end hos de andre bureauer.
»Vi vil gerne have en balance mellem omkostningerne ved at lave kvalitetsfotojournalistik og mulighederne for indtjening for fotograferne. Derfor satser vi på at være meget dyrere end alle de andre billedbureauer,« forklarer Thomas Nielsen.
Minimal administration giver flere penge til fotograferne
Konkret vil standardprisen for et billede hos ’100HEADS’ komme til at ligge på 199 euro – svarende til knap 1.500 danske kroner – før moms. Til sammenligning er det mere end tre gange så dyrt, som når Journalisten køber arkivbilleder hos Scanpix – de koster typisk mellem 400 og 450 kroner før moms.
Dertil kommer, at fotograferne vil få en større del af kagen, når deres billeder bliver solgt via ’100HEADS’. Både Scanpix og Polfoto bekræfter over for Journalisten, at branchen plejer at ligge på en fordeling på 50 procent til fotografen og 50 procent til bureauet, men hos ’100HEADS’ vil fordelingen være 80/20 til fotografen.
»Idéen har fra start været at designe et system, så fotografen ud af 100 kroners salg vil få de 80 kroner selv. Derfor har vi fået programmeret et system, hvor alle vores processer er automatiserede. Det betyder, at vi kun har meget lidt administration – og på den måde bliver der flere penge til fotograferne,« siger Thomas Nielsen.
Hans partner Jesper Goos er programmør og webudvikler og har stået for teknikken.
De eksisterende bureauer er ikke attraktive nok
Redaktionschef hos Scanpix Heine Pedersen forklarer i en mail, at de cirka 50 procent af prisen for et billede, som Scanpix får, ud over fortjeneste går til løn, markedsføring, husleje og it.
”Jeg vil ikke udelukke, at der kan eksistere andre fordelingssatser, men 50/50 er det mest normale. Det er en standard, der har været gældende i mange år – også internationalt,” skriver han.
Og netop priserne og forholdene på det eksisterende marked for salg af billeder for freelancefotografer, har været en afgørende årsag til, at Thomas Nielsen har givet sig i kast med at starte sit eget bureau.
»Vi ville udvikle et system, som behandler freelancefotograferne bedre, end de eksisterende systemer gør. Jeg er selv tilknyttet Polfoto som freelancefotograf, men jeg har ikke uploadet et billede i tre år. Simpelthen fordi det er blevet for uattraktivt. Priserne er raslet ned, og der er næsten ikke noget incitament tilbage til at uploade sine billeder i de her databaser,« siger Thomas Nielsen.
Heine Pedersen fra Scanpix afviser ikke, at markedet er præget af faldende priser:
”Det er en branche, hvor der er blevet mindre arbejde og lavere priser gennem de sidste år. Billedbureauer – og fotografer – er lukket på stribe. Jeg forstår godt, at fotografer kan blive frustrerede over, at et solgt billede til et netsite for eksempel koster måske 250 kroner og således kun giver 125 kroner i kassen. Det er ikke motiverende,” medgiver han.
Om fem år vil der være et marked
Som udgangspunkt sigter ’100HEADS’ mod at blive et supplement snarere end et egentligt alternativ til de eksisterende bureauer.
»Når du som medie eller virksomhed kun har login til ét bureau, er det lidt som at se flow-tv – du er tvunget til at se det, der er. Vi vil gerne give folk mulighed for at plukke mere,« siger Thomas Nielsen.
Man hvad skulle argumentet for os som medie være for at købe billeder hos jer, når I er SÅ meget dyrere end de andre?
»At du gerne vil lave en skarpere prioritering og differentiering på kvalitet i din udgivelse. Dér kan vi være dem, der kommer ind og sætter et aftryk. I billeddatabaserne i dag er både gode og dårlige billeder kastet ned i samme spand og smidt ind i én stor pærevælling. Du kan sagtens finde noget godt – men du skal også bladre igennem meget lort. På sigt vil vi gerne støvsuge det dårligere ud og kun præsentere høj kvalitet.«
Er der et marked for det?
»Vi kan selvfølgelig ikke ændre ved, at medievirksomhederne i dag er pressede og ikke har budget til at prioritere det visuelle. Men vi tror på, at medieudviklingen gør, at det om fem år ser anderledes ud. I dag er markedet fuldstændigt overmættet med kvantitet,« siger Thomas Nielsen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Til Scanpix og Polfoto ... Hvis det bare var 250kr i solgte vores billeder for ville det kunne retfærdiggøres til et mindre bladt/Avis/net media... Men virkligheden er Jo at I sælger helt ned til 5-6kr pr billede gang på gang .. Og når i så en gang imellem modtager et virkelig godt sæt som de royale / verdens stjerne .. Fucker i salget op ... Ser frem til nye kræfter på dette marked pol og Scanpix i har spildt jeres chance for og mistede alle de bedste fotografer pga inkompetance