Tidligere i dag kom det frem, at DJ’s direktør gennem 15 år, Linda Garlov, stopper på posten. Afskeden med DJ beskriver hun selv som vemodig.
”Men på et tidspunkt må man gøre status i livet og se på, om der skal ske noget andet. Og med den nye struktur på plads føler jeg, at DJ er inde i en god gænge, hvor jeg kan tillade mig at fokusere på noget nyt,” siger Linda Garlov til Journalisten.
Det er en situation med forventet underskud på driften frem til 2020, hvor medlemsvæksten er stilnet af, og der er vedtaget spareplan og et ansættelsesstop. Synes du, du forlader et stærkt DJ?
”Det synes jeg bestemt, jeg gør. DJ har en meget stærk økonomi. Men udfordringen er at sikre, at driften hænger sammen. Når den ikke gør det, er det på baggrund af, at vi har besluttet ikke at hæve kontingentet. Vi har kørt med uændret kontingent i 16 år, og flere har fået nedsat kontingent. Det presser driftsøkonomien, og derfor har vi lavet et sparekatalog,” siger Linda Garlov.
Et presset arbejdsmarked
Den afgående direktør peger selv på, at DJ i dag er en helt anden organisation, end da hun satte sig i direktørstolen for 15 år siden.
”Vi er vokset kolossalt, og vi har hele tiden skullet tilrette organisationen til flere og flere medlemmer inden for flere forskellige fag. Arbejdsmarkedet er turbulent, og desværre er der jo i dag langt færre ansat på overenskomst og langt flere freelancere. Det betyder, at vi skal agere anderledes som fagforening,” siger hun.
Hun er særligt glad for, at det er lykkedes at udvide tilbuddene til medlemmerne i takt med, at medlemsskaren er blevet større og mindre homogen.
Hvad skulle være gået bedre?
”Jeg ville da ønske, at vi ikke havde så store udfordringer, som vi har i medieverdenen i dag. Det er jo en ekstremt presset verden, og det kunne være fantastisk, hvis vi havde været bedre til at forebygge det pres og stress, mange af vores medlemmer oplever derude,” siger Linda Garlov.
Hvad kunne DJ have gjort bedre for at forebygge det?
”Hvis jeg vidste, hvad vi kunne have gjort bedre, så havde vi gjort det,” siger hun.
A-kasse-verdenen giver mening
Fra 1. marts skal Linda Garlov i stedet være direktør for a-kassen AJKS.
”Hovedopgaven i a-kasse-verdenen er jo at hjælpe folk videre i arbejdslivet, hvis de mister fodfæstet et øjeblik. Og den opgave giver rigtig meget mening for mig,” forklarer Linda Garlov.
Indtil januar sidste år var du både direktør for både DJ og AJKS. Så besluttede hovedbestyrelsen, at du skulle fokusere på DJ, og nu stopper du så i DJ for at blive direktør for AJKS. Er det ikke et lidt mærkeligt forløb?
”Det var jo ikke et valg, jeg selv traf dengang. Jeg var rigtig glad for at være direktør både for DJ og a-kassen. Men jeg bakkede op om beslutningen på den måde, at det var en meget stor post, jeg havde, så det var rigtigt set af HB,” siger hun.
Efter et år i direktørstolen for AJKS vil Linda Garlov gerne måles på, at der fortsat er medlemsvækst, medlemstilfredshed og god trivsel blandt a-kassens medarbejdere.
”Og så har vi planer om, at jeg skal udarbejde en ny strategi. Når den er besluttet i bestyrelsen, er det klart, at man også skal måle mig på, om den er eksekveret,” siger Linda Garlov.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.