Werge om monopolbrud: Vi skal arbejde med børnesygdomme

Monopolet på efteruddannelse er brudt, men de nye spillere har svært ved at klare sig. »Det er klart, at der vil være nogle børnesygdomme,« siger DJ-næstformand Lars Werge

Mediernes Efteruddannelse hedder den nye portal for kurser til mediearbejdere, som Pressens Uddannelsesfond (PU) lancerede i november.

Hensigten er at bryde det monopol på PU-støttet efteruddannelse, DMJX tidligere har haft, men flere af nye kursusudbydere kæmper med at tage kampen op mod den gamle gigant.

Ifølge Lars Werge, næstformand i DJ, er startvanskelighederne dog at forvente. Han afviser, at det ønskede brud på monopolet er i fare:

»Jeg synes, det er gået godt indtil videre. Vi har brudt monopolet og fået 20 udbydere med i første runde. Det er klart, at der vil være nogle børnesygdomme, som vi ikke på forhånd har haft vaccinen imod, men de kommer forhåbentlig kun én gang,« siger han.

Lars Werge leder – sammen med Ebbe Dal fra Danske Medier – fondens administration.

For tidligt at drage konklusioner

SDU og mediekursus.dk er to nye udbydere, der har forklaret til Journalisten, at de kæmper med at få solgt billetter til deres kurser. Især halter det med ressourcer til at tage markedsføringen op mod den gamle mastodont DMJX.

Det er dog kun naturligt, mener Lars Werge:

»Det er ikke så overraskende. Medlemmerne har været vant til monopolet, og nu skal de orientere sig i en ny struktur. Det er omkostningen ved at starte noget nyt op.«

Han er endnu ikke urolig for, at de nye udbydere får så svært ved at slå igennem på markedet, at der til sidst kun vil være et par stykker tilbage, som direktøren bag mediekursus.dk, Janne Aagaard, har forudsagt.

»Målet med at bryde monopolet er ikke, at der opstår en ny situation, hvor kun to eller tre udbydere er tilbage på markedet. Vi har haft et ønske om at bringe flere små udbydere i spil ud fra en tanke om, at de kan bidrage med en særlig viden på områder, de er eksperter på. Men jeg understreger, at det er forventeligt, at der opstår en række effekter ved at lave noget om, som man ikke kan forudsige – men som vi må agere på, hvis det viser sig, at det er en reel trussel.«

Monopolbrud vigtigt for PU

Næstformanden garanterer, at PU vil evaluere grundigt på processen – når der er et grundlag at vurdere på.

Første halvår af 2015 er første sæson, hvor de nye udbydere er på banen med deres kursustilbud. Lige nu er en proces i gang, hvor udbyderne til efterårets kursussæson skal findes.

»PU har ingen interesse i, at der ikke er søgning på efteruddannelseskurserne, så kan vi gøre noget anderledes for at fremme søgningen, vil vi regulere. Men vi skal igennem nogle forløb, før vi har draget de erfaringer, og når vi har været det, kan vi foretage en evaluering,« siger Lars Werge – og forsikrer om, at PU har opmærksomheden rettet mod projektets succes:

»Det her er så stort for PU, at vi diskuterer det hver eneste gang, vi mødes.«

0 Kommentarer