Som en galionsfigur med blikket rettet mod horisonten er Geeti Amiri fanget i fotografiet. Hun har perleøreringe og en pastelblå bluse på. Baggrunden er lyse lilla. Hun er smuk.

Men hendes blik er tungt, sårbart og indadvendt, som om hun oplever en trist scene udspille sig i sit indre. Alligevel indgyder hun håb og fremdrift, for hendes holdning er rank. Og modvinden, der røbes i håret og i kraven på blusen, får hende til at ligne en, der er på vej fremad. Videre.

Jeg er i Dannerhuset, et krisecenter for kvinder, der har oplevet vold i nære relationer.

Ved siden af mig står fotojournalist Marie Hald og fortæller mig om sin portrætudstilling, “Livet efter volden”. En udstilling bestående af 14 portrætter af ialt 15 kvinder, otte kendte og syv anonyme. Men alle har de det tilfælles, at de har oplevet vold tæt på. Jeg vil gerne høre Marie Hald, hvordan hun har arbejdet som fotograf med at indkapsle vold i sine billeder.

Få volden frem i blikket

Marie Halds fotografier er hverken grove, hårde eller voldsomme.

”Mit håb var, at jeg kunne få volden frem i stemningen, via udtrykket i blikkene,” siger Marie Hald.

Vi bevæger os fra indgangen og rundt i Dannerhuset, som kan huse 18 kvinder og børn. Udstillingen var kun åbent to aftener, fordi kvinderne, der bor i huset, har brug for ro.

Vi er nået et par trappeafsatser op og står foran et billede af en af de anonyme kvinder. Hendes skjorte er i let silkelignende stof. Hun har lange guldøreringe i ørerne, men bag brillerne er øjnene lukkede i et forpint og sårbart udtryk.

Hvordan får du de følelser frem i kvindernes blikke?

”Folk har mange gange været forundrede  over, hvor tæt jeg kan komme på mennesker, både fysisk og psykisk. Engang var der en, der sagde, at det måtte være fordi, folk stolede på mig. Det tror jeg egentligt er rigtigt, for det kræver tillid i den her konstellation,” siger Marie Hald.

Stærkt at være sårbar

Hun talte med alle kvinderne inden fotograferingen og fik deres historie ind under huden.

”På en eller anden måde blev vi i den tunge sindsstemning, da vi skulle tage billederne.”

“Jeg tror, det handler om at turde at bede om noget,” siger Marie Hald.

Farverne i fotografierne bevæger sig i nuancer af pastel og får kvinderne til at fremstå meget yndefulde.

Marie Hald er klar over, at udtrykket ved første øjekast ikke ligner et klassisk forsøg på at fotografere vold.

”Det første, der sprang frem i mit hoved, da jeg fik opgaven, var sort/hvid og meget alvorlige billeder. Det ville nok være en klassisk måde at gribe det an på. Men jeg fik en anden idé. Jeg ville gerne lave billederne i bløde pastelfarver.”

”Selvom jeg var i tvivl om, om det ville blive for feminint og romantiserende, bestemte jeg mig for at gøre det. Det blev en reclaming af det feminine, og et forsøg på at vise, at det godt kan være stærkt at være kvindelig og sårbar,” siger hun.

Alle kan ende i et volddigt forhold

Dannerhusets mondæne bygning har stået på Nansensgade, siden Grevinde Danner fik det opført med hjælp af en arv fra sin afdøde mand, Kong Frederik d. 7, i 1875. Dengang blev huset opført for at hjælpe fattige enker, ugifte kvinder og deres børn – men i dag er Dannerhuset åbent for alle slags kvinder, som bliver udsat for vold. Ifølge Dannerhuset bliver 38.000 kvinder hvert år udsat for fysisk vold og 70.000 for psykisk vold.

”Jeg snakkede engang med en kvinde, der sagde: Det er jo ikke vold, for jeg er jo ikke sådan en, der bliver udsat for vold,” siger Marie Hald.

For hende er det en vigtig pointe, at alle – også stærke, veluddannede og smukke kvinder som de der er på hendes portrætter – kan blive ramt af vold.

For kvinderne, der bor i Dannerhuset nu, er fotografierne med til at skabe håb og en tro på fremtiden.

”En af de kvinder, der bor her nu, har sagt til en medarbejder, at det betyder meget for dem at se, at der er et liv efter,” siger Marie Hald og tilføjer:

”At have en rollemodel, der er længere fremme, det tror jeg gør en masse. Sådan tror jeg, det er for kvinderne herinde med billederne.”