search

Foto: Christian Als

i

Engang jagtede Christian Als krig og konflikt – nu fotograferer han smuk natur

”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i,” siger Christian Als. Han var en af sin generations bedste fotojournalister – profileret, prisvindende og med sort bælte i krig og katastrofe. Indtil han kom desillusioneret hjem fra Haiti med ligrester under skoene og indså, at han havde mistet eventyret i sin jagt på det grimme og grufulde

Det var først på hans andet hike ud til fyrtårnet på den færøske ø Kalsoys nordligste spids, at det helt rigtige øjeblik opstod. De få minutter eller sekunder, hvor vejr og vind, teknik og timing falder helt i hak og skaber magi i kameraet.

Lige inden havde Christian Als ellers været på nippet til at pakke sit udstyr sammen og begynde de to timers hike tilbage til teltet. Det havde regnet det meste af dagen, mens han klatrede rundt med sit kamera og udforskede klipperne omkring fyrtårnet. Og selv om han nu stod klar på det perfekte spot i minutterne omkring solnedgang, var det rigtige lys der bare ikke. Skydækket var for tæt, lyset for fladt.

Men så lige pludselig – fra det ene øjeblik til det andet – åbnede skyerne sig. Solens sidste stråler farvede himlen over de græsklædte bakker og de skarpe klippevægge lilla, og lige som han ikke troede, det kunne blive vildere, begyndte lavthængende skyer at drive ind fra dalen og indhylle fyrtårnet i en spøgelseståge.

”Der stod jeg seriøst bare og råbte og skreg: Sker det her fucking foran mig lige nu?!” husker Christian Als.

<span class="rodt">Christian Als: </span>”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i” 17

Christian Als mærker bedst sig selv i den rå natur – som her på hans første tur til Færøerne i 2018. Foto: Christian Als.

 

Han havde kameraet på stativ og lavede en lang eksponering på 10 sekunder. Men det var først, da han prøvede at køre lukketiden helt op på 30 sekunder, at det stak helt af.

”Det blev fuldstændigt guddommeligt for mig, helt magisk. Den er ikke længere – det var ren magi, simpelthen. Det er oplevelser og billeder som dét, jeg altid søger, når jeg rejser ud i verden.”

Ekstremernes mand

Christian Als bor på Rolighedsvej, men uanset hvor længe man leder i Kraks Vejviser, finder man næppe et gadenavn, der matcher ham dårligere. For Christian Als er alt andet end rolig.

Han er en mand, der lever i ekstremerne. Når han går ind i noget, går han all in. Midtimellem eksisterer ikke for ham – alt er enten sort eller hvidt, helt fantastisk eller det værste lort – og han mærker bedst sig selv på toppen af de højeste bjerge efter mange timers fysisk anstrengelse og to timers søvn i et iskoldt telt.

Og så vil han være den bedste. Altid.

Sådan var det, da han som barn ville være den næste Peter Schmeichel i målet til fodbold. Da han begyndte at bestige bjerge og hurtigt sigtede mod Everest, da han samlede et kamera op og ville lave billeder som dem i National Geographic, og da han som ung fotojournalist drømte om at blive den nye Jan Grarup.

I flere år levede Christian Als drømmen som rejsende reportagefotograf med fastansættelse på Berlingske og sort bælte i krig og katastrofe. Slum i Kenya, krig i Gaza, flygtningelejre i Sydsudan og jordskælv på Haiti. Han var profileret og prisvindende – og så sagde han pludselig op.

<span class="rodt">Christian Als: </span>”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i” 15

<span class="rodt">Christian Als: </span>”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i” 12

Letland 2007 og Gaza 2009. Foto: Christian Als.

 

”Det var et kæmpe chok for mange,” husker Politiken-fotograf Mads Nissen, der dengang i 2012 var kollega med Christian Als på Berlingske.

”På papiret var alt jo rigtigt; han var et af de største talenter fra sin generation, og han gjorde det virkelig godt. Vi kørte totalt parløb i de år og dækkede væbnede konflikter og humanitære katastrofer parallelt. Men så fik han bare nok.”

”Jeg har på den ene side stor respekt for, at han følger sin mave­fornemmelse så dedikeret og bare giver 100 procent los. Men jeg er også forundret.”

Mads Nissen, fotograf og tidligere kollega

Christian Als fik så meget nok af nyhedsfotografiet, at han i dag er penduleret over i noget, der kan virke som dets diametrale modsætning. Hvor han før pegede sit kamera mod verdens grimmeste krige, konflikter og katastrofer, peger han det i dag mod klodens smukkeste natur som travel- og adventurefotograf med Youtube-kanal, knap 40.000 følgere på Instagram og et feed af storslåede landskaber, solnedgangslys og personlige posts og selfies med Instagram-filtre.

Mads Nissen følger med i sin gamle ven og kollegas nye eventyr med lige dele beundring og forundring.

”Jeg har på den ene side stor respekt for, at han følger sin mavefornemmelse så dedikeret og bare giver 100 procent los. Men jeg er også forundret. Det er jo et syret univers, og jeg har rejst nok i verden – også de smukke steder – til at vide, at de billeder jo er en illusion, en drøm,” siger han.

Men efter at have tænkt sig lidt om tilføjer han så:

”Men lige så meget som verden har brug for at kigge på det allersværeste og allergrimmeste, har mennesket også brug for indimellem at rette øjnene mod stjernerne og drømme sig væk. Og hvis man kender Christian, så giver det faktisk mening.”

<span class="rodt">Christian Als: </span>”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i” 10

Sydsudan 2012. En kvinde græder ved liget af sin dræbte mand, fotograferet på en reportagerejse til flygtningelejren Doro hærget af stammekonflikter. Foto: Christian Als.

 

Er gået full circle

Spørger man Christian Als selv, hvordan han som fotojournalist er endt med at rejse verden rundt og skyde drømmeagtigt smukke landskabsbilleder, er svaret kort: Han har ganske enkelt fundet hjem. Er gået full circle.

”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i. Men i virkeligheden toner jeg bare rent flag,” fortæller Christian Als fra sit køkken på Rolighedsvej på Frederiksberg i København.

Han er iført hvid T-shirt med teksten ”I promise”, har halvlangt surferhår og tatoverede arme. Ved hans håndled står der ”why not”, på hans venstre overarm hyler en ulv mod bjergene og nattehimlen, og fra højtalerne i stuen strømmer Taylor Swifts folk-pop.

”Jeg har egentlig aldrig været fascineret af at fotografere grimme ting. Jeg har et lyst sind og elsker og hylder det smukke og det lækre over det grimme.”

Christian Als, fotograf

”Jeg har egentlig aldrig været fascineret af at fotografere grimme ting. Jeg har et lyst sind og elsker og hylder det smukke og det lækre over det grimme. Men pludselig rakkede jeg rundt i verden og jagtede netop det,” forklarer Christian Als, da vi tager hul på snakken om hans fotografiske rejse.

For at forstå den må man forstå, hvor han kommer fra. Det var nemlig bjergene, naturen og eventyret, der i sin tid fik ham til at begynde at fotografere.

”Det var rejsen og eventyret først – og så kom fotografiet,” forklarer han.

Kameraet ændrede ham

Christian Als er født i ’74 og voksede op i et parcelhuskvarter uden for Køge. Det var en tryg og fri barndom med dåseskjul på asfalt, der duftede, når det regnede om sommeren. Men det var også en barndom med mange aftener alene hjemme med frysepizza.

Hans far ejede en bådbutik på Østerbro i København og var væk syv dage om ugen fra tidlig morgen til sen aften. Op igennem 80’erne tog forretningen fart, og hans mor blev ansat som bogholder i butikken og var også meget væk. Christian Als tror selv, at det var i de år, hans trang til at tage på eventyr blev grundlagt.

”Der gik det op for mig, at jeg kunne klare mig selv. I weekender og ferier kørte jeg med ind til butikken, og så løb jeg alene rundt på havnen og Østerbro og samlede flasker og købte slik for pengene eller satte min jolle i vandet og sejlede ud på Øresund. Det med at tage alene ud i naturen blev nok skabt der,” siger han.

Kameraet kom først ind i billedet, da han i 20’erne begyndte at tage på månedlange rygsækrejser. Særligt på en rejse rundt i Sydøstasien i 1996-1997 og på en solo-rejse til Filippinerne året efter opdagede han, at det at fotografere gjorde noget ved ham. At det ændrede ham.

”I skolen kunne jeg aldrig sidde stille – jeg havde for meget rastløshed og ubehandlet ADHD. Men med kameraet fandt jeg for første gang i mit liv noget, hvor jeg ikke var rastløs. Jeg var parat til at være evigt tålmodig. Til bare at sidde samme sted i timevis og vente på, at det rigtige skete,” husker Christian Als.

”Lige pludselig følte jeg, at jeg kunne gå ind alle steder. Verden åbnede sig. Jeg opdagede landskabet som fotografisk objekt, pludselig så jeg rismarker som skulpturer, og når jeg approachede mennesker med mit kamera, viste jeg sider af mig selv, jeg ellers ikke ville vise. Det ændrede mig som person, og det var en kæmpe oplevelse,” fortæller han.

Sideløbende med rygsækrejserne begyndte Christian Als at dyrke outdoorsport. Det eskalerede hurtigt fra korte kanoture og klatrekurser på Kullen til vandreture i Lapland og en sæson som skibums. Han blev butikschef i en Friluftsland og var omkring årtusindskiftet på sine første bjergbestigningsekspeditioner.

Hver gang havde han kameraet med i tasken, tit også en håndfuld udgaver af National Geographic. Billederne i bladet stod for ham som det ypperste – det var den slags, han selv ville lave. Og da han i 2001 kom hjem fra en ekspedition, googlede han ’fotograf’ og ’uddannelse’.

”Før det anede jeg ikke, at der var noget, som hed journalisthøjskolen. Jeg troede, man blev fotograf ved at gå i lære på et atelier. Men da jeg læste om fotouddannelsen, tænkte jeg bare: Yes, det er dét der, jeg skal!”

Karrieren tager fart

På journalisthøjskolen blev Christian Als bekræftet i, at han kunne noget. Han var ekstremt motiveret og ambitiøs – han ville ”ruskes og flækkes midtover” i undervisningen – og selv om han fagligt var grøn, opdagede han hurtigt, at hans rejseerfaring var en kæmpe fordel.

”Jeg kunne ikke være mere i mit es, end når jeg rejste alene ud i verden for at lave en historie, og det hele var lidt usikkert. Det var lige så nemt som at smøre en leverpostejsmad for mig, og jeg elskede den der lonely rider-ting. Jeg kunne lægge 100 timer på en uge uden at føle, det var arbejde,” fortæller han.

Netop den energi husker Berlingskes fotochef, Søren Lorenzen, tydeligt. Det var ham, som i 2003 ansatte Christian Als som praktikant og senere fastansatte ham på avisen.

”Det er den praktikantansættelse nogensinde, som jeg har været allermest sikker på. Jeg kan tydeligt huske, hvordan han sad helt ude på kanten af stolen og udstrålede så meget energi og vilje og eventyrlyst, at jeg slet ikke var i tvivl – det skulle bare være ham.”

Søren Lorenzen, fotochef, Berlingske

”Det er den praktikantansættelse nogensinde, som jeg har været allermest sikker på. Jeg kan tydeligt huske, hvordan han sad helt ude på kanten af stolen og udstrålede så meget energi og vilje og eventyrlyst, at jeg slet ikke var i tvivl – det skulle bare være ham,” husker Søren Lorenzen.

<span class="rodt">Christian Als: </span>”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i” 6

<span class="rodt">Christian Als: </span>”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i” 9

Øverst et instagram-selfie med filter fra Bali 2020. Nederst fra krig i Gaza, 2009, med journalist Lene Frøslev i den bombede Jabaliya-lejr. Foto: Christian Als.

 

Selv om det var drømmen om at blive international reportagefotograf, der drev Christian Als, så opdagede han også de nære fortællinger på fotojournalistuddannelsen. Hans førsteårsopgave fra ungdomskræftafdelingen på Aarhus Kommunehospital betegner han selv som en ”life changer”, og allerede i praktiktiden vandt han en førstepris ved Årets Pressefoto for en serie om russiske tennispiger.

”Med de to projekter gik det virkelig op for mig, at wow, det kan noget det her,” husker Christian Als.

Han blev fastansat på Berlingske i 2007, og da han var den eneste fastansatte fotograf uden børn, blev det hurtigt ham, avisen sendte ud for at dække de hårde nyhedshistorier fra verdens brændpunkter.

”Det var jo drømmen, og det stak virkelig af i de år. Jeg vandt priser, blev optaget i et anerkendt bureau i London og fik trykt mine ting i New York Times, Time og The New Yorker. Men samtidig kunne jeg mærke inde i hjertet, at det ikke føltes rigtigt. Det var jo ikke det, der var meningen – det var ikke derfor, jeg var blevet fotograf. Det føltes lidt som at være utro over for mig selv,” fortæller Christian Als.

Haiti blev vendepunktet

Følelsen og frustrationerne over nyhedsfotografiet voksede i ham. Han kedede sig, når han var hjemme og skulle fotografere røvsyge voxpops og endeløse portrætter af businessmænd i grå København. Men han følte sig heller ikke i sit rette element, når han var ude.

”Når jeg de sidste år kom hjem fra rejser til Afghanistan og Libyen, oplevede jeg mere og mere, at de billeder, jeg selv var allergladest for, ikke blev valgt til avisen,” husker Christian Als og uddyber:

”Det var altid de meget eksplicitte billeder, der blev valgt. Der, hvor en var ved at dø, eller nogen græd og havde ondt. Men jeg ville lave billeder, der var lidt mere bløde og åbne for fortolkning, historier der var mere fascinerende og positive end issues, konflikt og krig.”

Men krig og konflikt var vel den type rejser og historier, du selv havde været tiltrukket af?

”Ja, men det var lige så meget, fordi det var de historier, der blev efterspurgt og fik lov at gå igennem. Men jeg begyndte at få det svært med det. Det blev totalt skabelon-agtigt – jeg vidste præcist, hvad jeg skulle gøre. Men jeg var jo ikke eventyrer længere, det var på en måde som at lægge en kabale.”

”Haiti blev helt klart starten på enden. Det var en hård omgang. Jeg så de mest forfærdelige ting derovre og kom hjem med ligrester under skoene og måtte smide alt mit tøj og mine sko ud.”

Christian Als, fotograf

Christian Als begyndte at spekulere på, om det var Berlingske, der var noget galt med, eller om han bare var det forkerte sted. Det kulminerede, da han i 2010 landede fra en opgave i Afghanistan og blev bedt om at rejse direkte videre til Haiti. Landet var blevet ramt af et jordskælv, der havde dræbt over 300.000.

”Haiti blev helt klart starten på enden. Det var en hård omgang. Jeg så de mest forfærdelige ting derovre og kom hjem med ligrester under skoene og måtte smide alt mit tøj og mine sko ud. I dag kan jeg stadig ikke gå forbi en ildelugtende skraldespand om sommeren uden at få flashbacks,” fortæller Christian Als.

Kunne ikke få luft

I tiden efter turen til Haiti var han ked af det. Han gik til krisepsykolog og fotograferede nærmest ikke i tre måneder. Men krisen handlede ikke kun om det, han havde set og oplevet. Det stak dybere.

”Jeg var desillusioneret. Haiti overtog dagsordenen, og de mere åbne og æstetiske billeder, jeg havde lavet på turen til Afghanistan lige inden, blev aldrig trykt. Det var desillusionerende for mig, for jeg syntes, jeg havde lavet noget vigtigt. Jeg indså, at jeg ikke skulle være hardcore nyhedsfotograf. Men hvad var jeg så?”

Beslutningen om at sige op på avisen var ikke let. Udefra set havde Christian Als et af de få jobs, som rigtig mange kun kan drømme om. Men Haiti havde givet ham en ny skrøbelighed. Han stod pludselig på opgave i en flygtningelejr og græd over al lidelsen, og til sidst kunne han ikke længere få luft på redaktionen.

<span class="rodt">Christian Als: </span>”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i” 8

Jordskælv i Haiti 2010. Christian Als kan stadig ikke gå forbi en ildelugtende skraldespand om sommeren uden at få flashbacks til de ting, han så på den tur. Foto: Christian Als.

 

”Det var helt langt ude! Jeg kunne fysisk ikke trække vejret, så snart jeg trådte ind igennem hoveddøren og gik op på anden sal,” husker han.

Og så sagde han op. Han havde ikke en klar idé om, hvad han så skulle – han vidste bare, at han var færdig med at rejse fra brændpunkt til brændpunkt og jagte de mørkeste sider af menneskeheden.

I årene efter opsigelsen lavede Christian Als mest corporate filmopgaver og var småbørnsfar. Drømmen om igen at rejse hver måned og finde tilbage til den type fotografi, han oprindeligt havde forelsket sig i, var stærk, men han var med egne ord låst på hænder og fødder af familielivet.

”Jeg havde dyb krise i de år – det er det mest frustrerende, jeg har været i i mit liv. Jeg har brug for at mærke mig selv, og det kan jeg bedst ude i den rå natur. Jeg kan simpelthen ikke gå ned på Rolighedsvej og mærke mig selv på samme måde,” forklarer han.

Investerer i drømmen

Men i 2017 havde børnene nået en alder, der gjorde det muligt for Christian Als igen at rejse. Det var der, han begyndte at gøre det, han gør i dag: At tage på fototure til vilde og fjerne steder for at lave natur- og landskabsbilleder.

”I starten tog jeg bare afsted for den terapi, det er at være alene afsted med mit kamera. Men siden 2018 har jeg arbejdet seriøst mod et mål om at blive travel- og adventurefotograf på fuld tid,” siger Christian Als.

<span class="rodt">Christian Als: </span>”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i” 4

Det billede fra en midsommeraften på Kalsoy, der fik Christian Als til at råbe og skrige af eufori. Foto: Christian Als.

 

Han er der ikke endnu – regningerne bliver stadig primært betalt af klassiske freelancefilm- og fotoopgaver. Men følgerskaren på hans sociale medier vokser, tilbuddene om produkter og samarbejder med brands bliver flere, og de fotoworkshops, han har afholdt på Island og Færøerne, har været fuldt booket.

”Hvis du ikke er proaktiv, så bliver du aldrig det, du drømmer om. Og jeg er i gang med at investere i den her drøm nu. Præcis som jeg investerede i at blive en god reportagefotograf. Jeg uddanner mig selv og opbygger et brand, mens jeg laver den slags billeder, jeg altid har brændt allermest for,” siger Christian Als.

”Jeg er mere eventyrer end fotograf, og de billeder, jeg kommer hjem med, er min benzin. De fylder mig med så meget glæde.”

Christian Als, fotograf

Men hvad driver dig i det – hvad er den dybere mening med billeder af storslåede landskabsbilleder?

”Jeg vil vise folk, hvor vanvittigt smuk den her klode er, og at vi skal passe på den. Jeg vil inspirere og fascinere og tage de billeder, der er så smukke, at det nærmest er til at græde over. Og helt egoistisk set, så kan jeg ikke leve uden det. Jeg er mere eventyrer end fotograf, og de billeder, jeg kommer hjem med, er min benzin. De fylder mig med så meget glæde.”

Tilbage til Færøerne

Et af de seneste billeder, Christian Als har delt på sin Instagram, er netop sådan et billede.

Faktisk er det et galleri af seks billeder fra minutterne omkring solnedgang den midsommeraften på Færøerne, hvor vejr og vind, teknik og timing pludselig faldt helt i hak og skabte spøgelseståge, lilla himmel og magi i kameraet. Det øjeblik, som fik ham til at råbe og skrige ud over Atlanterhavet.

Kunne du også få den følelse af at fotografere, dengang du var fotojournalist?

”Nej. Den der totalt rene glæde, hvor jeg simpelthen er så euforisk, at jeg står og råber og skriger og glemmer tid og sted, den har jeg ikke oplevet som fotojournalist. Der var problemet, at når det hele gik op i en højere enhed, så var det allermest trist eller allermest forfærdeligt. Det gjorde mig ikke lykkelig på samme måde, som mit arbejde gør i dag,” fastslår Christian Als.

<span class="rodt">Christian Als: </span>”Jeg tror, der er mange, som ikke forstår, hvad jeg har gang i” 16

Foto: Martin Bubandt.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen