Hvorfor blev du fotograf? 

»Tanken kom til mig en dag, hvor jeg gik rundt i en universitetsby i Venezuela. Jeg var flyttet dertil som 18-årig for at lære spansk og lave frivilligt arbejde. Hjemmefra havde jeg købt et gammelt Nikon-kamera, og da jeg gik dér, slog det mig pludselig, at shit – med dét her kamera kan jeg jo kombinere de tre ting, jeg interesserer mig for! Mit samfundsengagement, min nysgerrighed og min kreativitet. Jeg husker det virkelig som en åbenbaring. Fra den dag vidste jeg, at jeg ville søge ind på Journalisthøjskolen.«

Vidste du også, hvilken slags fotograf du ville være?

»Jeg ville være dokumentarfotograf og lave vigtige samfundshistorier. Det har jeg aldrig været i tvivl om. Jeg er opvokset i et kollektiv på Djursland, som var meget kreativt og samfundsmæssigt engageret, og i de tidlige teenageår blev jeg mere og mere optaget af det, jeg opfattede som uretfærdighed i verden. Især global ulighed gjorde mig virkelig ked af det og såret. Det, som nogen måske vil kalde en lidt blåøjet og naiv idealisme, har altid været min benzin.«

Er det stadig det, der driver dig?

»For at være helt ærlig; ja. Jeg tror virkelig på, at fotografiet kan gøre en forskel i verden – ellers ville jeg ikke røre det med en ildtang. Så ville jeg blive journalist, uddanne mig til sygeplejerske eller arbejde for Læger uden grænser.«

Er det ikke en lidt old school tilgang til fotojournalistikken? 

»Jo. Og jeg vægrer mig også nærmest ved at sige, at mit fotografi skal ændre verden. Jeg er en del af en generation, som nok er meget apolitisk og bange for at blive sat i bås. Mange bliver nærmest sky eller generte, hvis man beder dem udpege de samfundsproblemer, der virkelig bringer deres pis i kog. Derfor har jeg nok også selv nogle gange følt, at uh, det der med at ville ændre samfundet til det bedre med mit fotografi – det måtte jeg hellere holde lidt igen med at sige. Men det er altså helt ærligt sådan, jeg har det! Som John Lennon sagde: ‘You may say I’m a dreamer, but I’m not the only one’.«

I hvor høj grad ser du den der trang til at ændre verden blandt fotografer i dag?

»Jeg leder virkelig efter den. Mange fotografer i dag kommer ud af en individualistisk kultur, hvor selvudforskningen kan være det primære formål med dit fotografi. Det kommer der en masse spændende projekter ud af – men jeg tror også, der kommer nogle frustrerede fotojournalister ud af det. Fordi de ikke nødvendigvis er ærlige over for sig selv og vælger en klar vej. Jeg tænker nogle gange, om mange i mit fag i virkeligheden hellere vil hænge på Galerie Asbæk end på en snavset gul avisforside.«

Du har lige vundet World Press Photo for et billede fra en serie om homofobi i Rusland. Kan det billede ændre verden? 

»Ikke i sig selv – men det kan være en del af en proces. Jeg kan se, at billedet virkelig betyder meget for rigtig mange folk rundt omkring i verden – både homoseksuelle og heteroseksuelle. Folk skriver til mig, at de sidder med øjnene fulde af tårer og kigger på mit billede, og nogen har endda skrevet digte til mig. Måske får det også nogle homofober – eller nogen lige på vippen – til at tænke ’hold da op, de er også mennesker’.« 

Kan du selv se, hvorfor lige dét billede vinder den helt store pris?

»Siden jeg har vundet prisen, har jeg modtaget over 1.000 e-mails, facebookbeskeder og opkald med reaktioner på billedet. Så jeg er efterhånden blevet overbevist om, at det ikke kun er mig, som synes, det er et stærkt billede. Men havde du spurgt mig, havde jeg forudset, at juryen ville vælge et langt mere hårdtslående og voldeligt nyhedsbillede. Visuelt er mit billede et ret atypisk vinderbillede, fordi det er mere poetisk, drømmende og åbent for fortolkning.«

Og hvad så nu? Nu har du vel opnået det største, man kan opnå som pressefotograf?

»Mit projektet nu hedder ’calm down – and carry on’. Jeg føler, der følger et kæmpe ansvar med den her pris. Nu ringer de jo pludselig fra New York Times, fra store kinesiske medier og fra små colombianske radiostationer og siger: »Hej Mads, fortæl os om forholdene for homoseksuelle i Rusland.« Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg ikke benyttede den enestående mulighed, jeg har nu, for at fortælle den her vigtige historie.«

Hvad er branchens største udfordring?

»Det er mangel på tid. Det er jo ikke tilfældigt, at jeg først tager vinderbilledet på min tredje tur til Rusland efter at have arbejdet på projektet i et år. Den slags sker kun, når der er tid. Det handler også om tiden til at forstå historien og tiden til at få inspiration. Som fotograf skal du jo gerne brække din sjæl op, hver eneste gang du skal tage et billede – og det kan man ikke uden at tage sig tid til at få inspiration.«

Hvad er løsningen?

»Man må give afkald på noget. Hvis jeg brænder for at lave et stort og vigtigt projekt, spørger jeg tit mig selv, hvordan jeg vil betale prisen. For den tid, det kræver, skal jo komme ud af noget. Den kan komme ud af min ferie, af at jeg presser min arbejdsgiver, eller af at jeg henter mit barn senere. Hvis man virkelig vil rykke noget, så koster det i tid et andet sted.« 

[[nid:33142]]

Foto: Miriam Dalsgaard