En jovial, men også lettere vemodig Uffe Gardel fik søndag aften tildelt årets Carsten Nielsen-legat for sin indsats som faglig aktiv i Dansk Journalistforund (DJ) gennem 25 år.
Han modtog legatet under festmiddagen ved Fagligt Forum på First Hotel i Københavns Sydhavn til stående og højlydte klapsalver fra de næsten 300 delegerede.
»Det er for mig en vemodig lejlighed, for nogle af jer måske en lettelse, fordi det er sidste gang, jeg kommer til at tale til jer fra en talerstol. Jeg står fast på, at jeg har forladt det faglige arbejde. Men jeg er inviteret med til at spise med jer i aften, og det sætter jeg stor pris på. Jeg er freelancer nu og befinder mig ikke i en position, hvor jeg kan takke nej til en gratis middag,« sagde Berlingskes tidligere tillidsmand Uffe Gardel fra scenen, da han fik overrakt prisen af DJ-formand Lars Werge.
Kæmp for goderne
Netop freelancerne har Uffe Gardel vundet en særlig sejr for i sine år som fagligt aktiv. Han kom også med en opfordring eller formaning til de delegerede DJ-medlemmer på Fagligt Forum.
»Hvis vi ikke konstant er parat til at kæmpe for det, som vi og vores forgængere i alle dele af fagbevægelsen har tilkæmpet os af goder som eksempelvis den sjette ferieuge, så mister vi dem igen,« sagde Uffe Gardel.
Mens DJ hvert år uddeler Cavling-prisen for en særlig stærk journalistisk indsats, så går Carsten Nielsen-legatet som oftest til en kollega, der har markeret sig med en særlig indsats i det faglige arbejde. Foruden hæderen består prisen af en check på 20.000 kr. og en bronzestatue.
I efteråret 2015 stoppede Uffe Gardel som tillidsmand på Berlingske, da han tog en frivillig fratrædelse i protest mod ledelsens nye strategi og beslutning om en større sparerunde for anden gang på et halvt år.
Uffe Gardel har siden nytår været selvstændig som partner og seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Pollux. Han har været faglig aktiv i DJ gennem 25 år, hvor han blandt andet har været tillidsmand på Berlingske ad tre omgange, medlem af DJ’s hovedbestyrelse og forretningsudvalg samt næstformand i Kreds 1.
»Du har gjort en forskel«
»Alene ud fra arbejdsindsatsen har du markeret dig ved en særlig faglig indsats,« sagde DJ-formand Lars Werge til Uffe Gardel på vegne af legat-komitéen.
Sidste år tabte Uffe Gardel kampvalget om formandsposten i DJ til netop Lars Werge. Men legatet skal ikke ses som et plaster på såret til taberen, lod Lars Werge forstå.
»Du har gjort en forskel,« sagde Lars Werge og fremhævede særligt ét af Uffe Gardels konkrete resultater.
»Du har etableret en freelance-aftale på Berlingske, som efterhånden er blevet en faglig markør for os alle.«
Gardels største resultat
Uffe Gardel betragter også selv overenskomstfornyelsen på Berlingske i 2004 som det største faglige resultat, han har opnået.
Her blev der indgået en freelanceaftale, der indebærer, at freelancere på Berlingske ikke bliver dårligere aflønnet end de fastansatte. Som modydelse blev de fastansattes opsigelsesvarsler blandt andet forkortet.
En vigtig del af den overenskomst i 2004 var også, at Berlingske ikke kunne lave nye aktiviteter, uden at de skulle overenskomstdækkes.
»Vi var i en situation, hvor ledelsen i koncernen troede, at den kunne slippe af med fagforeningerne og ud af overenskomstgrebet. Ledelsen eksperimenterede med at oprette arbejdspladser uden overenskomst som eksempelvis Urban og AOK. Det var en dødsensfarlig trussel mod DJ, som vi fik afværget med den nye overenskomst,« sagde Uffe Gardel, da Journalisten fangede ham til interview kort efter prisoverrækkelsen.
Måske en plads i veteranklubben
Han garanterer, at han ikke vil genoptage det faglige arbejde, hvilket også er en konsekvens af nederlaget ved kampvalget om formandsposten i DJ sidste år.
»Jeg er 55 år, og nu vil jeg bruge resten af mit liv på noget andet. Jeg stillede op som formand uden at blive det, og når man har gjort det, så skal man forlade køretøjet, så man ikke bliver opfattet som en bagsædechauffør, der sidder og blander sig i chaufførens kørsel. Det vil jeg ikke. Jeg vil ikke bringe mig i en situation, hvor nogen kunne få den tanke, at jeg var bagsædechauffør for Lars, så alene af den grund vil jeg ikke deltage i fagligt arbejde. Men jeg vil ikke afvise, at jeg en dag vender tilbage i veteranklubben,« siger Uffe Gardel med et smil.
To tabte kampvalg
Ud over at tabe kampvalget om formandsposten i DJ i 2015, så tabte Uffe Gardel også et kampvalg om næstformandsposten i DJ i 2002. Her var Uffe Gardel kun få stemmer fra at slå Fred Jacobsen, der i stedet sad som næstformand de følgende ni år.
Ærgrer det dig, at du aldrig nåede at blive en del af forbundsledelsen?
»Jeg ved ikke, om jeg ærgrer mig. For så har jeg jo lavet noget andet i stedet. Man skal kun ærgre sig, hvis man kan bruge det til at gøre noget om eller gøre det bedre næste gang. Nu blev jeg ikke valgt, og sådan er det. Ting, der bare er sket, og som man ikke kan gøre noget ved, har man ikke noget ud af at ærgre sig over,« siger Uffe Gardel.
I årenes løb har Uffe Gardel markeret sig med skarpe holdninger i faglige debatter og kampe, hvilket også Lars Werge bemærkede:
»Man kan godt diskutere, om din evne til at sætte tingene på spidsen altid er til din fordel. Men man kan ikke diskutere din sproglige elegance, når du med knitrende ordvalg spidder en modpart,« sagde Lars Werge i sin tale til Uffe Gardel.
En uhørt krænkelse
Uffe Gardels skarpe tunge kom senest til udtryk, da han i november 2015 kritiserede Berlingskes ledelse for avisens nye strategi og beslutningen om en større sparerunde for anden gang på et halvt år.
»Det er en uhørt krænkelse af den tillid, jeg har vist ledelsen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har sat min troværdighed som tillidsrepræsentant ind på, at vi var ovre nedskæringsperioden,« sagde Uffe Gardel dengang til Journalisten.
»Vi står med en ledelse, som nu beskærer og lukker ting, de for få måneder siden talte begejstret om, mens de pludselig taler begejstret for ting, de for bare et par måneder siden ikke troede på. Det giver et kæmpe troværdighedsproblem,« sagde Uffe Gardel om Berlingskes ledelse.
Kort efter tog Uffe Gardel selv en frivillig fratrædelse og stoppede som tillidsmand på Berlingske.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.