NYT JOB ∞ jan grarup, 40 år
Årets Pressefotograf, Jan Grarup, skifter fra Politiken til freelance
Du har været syv år på Politiken. Hvorfor stopper du nu?
Det er, fordi vores fotochef, Per Folkver, stopper, og han bliver erstattet af Thomas Borberg, som er en god kollega og sød fyr – men jeg kan ikke arbejde under ham. Han har ikke de spidskompetencer, der skal til for at overtage jobbet. Jeg har stået over for valget mellem at acceptere det eller ej. Og jeg har valgt det sidste.
Hvad er problemet med, at Thomas Borberg er blevet fotochef, som du ser det?
Jamen, Per Folkver er en af verdens tre bedste billedchefer. Det er ikke hvem som helst, der kan løfte arven efter ham. Men Politikens læsere og medarbejdere har krav på, at man forsøger at finde den bedst mulige afløser, og det er ikke sket.
Jeg var ved at køre galt i min bil, da jeg hørte at Per Folkver stoppede. Da jeg fik
at vide, at Thomas skulle tage over, sagde jeg op samme dag.
Hvordan har du det med at forlade Politiken?
Jamen, jeg er stadig helt rundt på gulvet, og det er ikke en del af en masterplan.
Jeg forlader Politiken med vemod. Det er ikke nogen let beslutning. Thomas
Borberg er en god ven og super kollega. Jeg kan bare ikke se ham løfte arven.
Hvis ledelsen havde trukket vejret og kigget på andre kandidater til jobbet,
havde jeg nok stadig været på avisen.
Er det, fordi du gerne selv ville have jobbet som fotochef?
Nej, slet ikke. Det er jeg ikke interesseret i. Det er absolut ikke en af mine
spidskompetencer. Jeg kan ikke engang styre mit eget liv. Jeg ville hellere flække
en arm på tværs. Jeg er fotograf i hjertet, og jeg har ingen chefambitioner.
Det er ikke dér, mine evner ligger.
Hvad var det, Per Folkver kunne som fotochef?
Han er bare helt unik. Han kan få det bedste frem i folk, så de bliver bedre
fotografer og dermed laver en bedre avis.
Kodeordet er nok visionær. Jeg frygter, at Politiken nu bliver en avis i mængden,
og at det visionære forsvinder.
Hvad skal der ske nu?
Sammen med ni andre fotografer er jeg jo medstifter af Noorimages.com, hvor vi arbejder med menneskerettigheder og sociale projekter ude i verden, der optager os. Derudover ved jeg ikke, hvad jeg skal lave. Gode forslag modtages med glæde.
Vil du afvise at arbejde på en avis igen?
Nej, hvis engagementet er intakt, kan jeg sagtens forestille mig det. Jeg er ikke jobsøgende, men jeg vil selvfølgelig undersøge markedet. Min bankrådgiver synes nok, at jeg har gjort noget åndssvagt. Men jeg tror, jeg kommer til at sove bedre om natten.
Og hvis Politiken vil overveje en anden fotochef, så vil jeg være den første til at banke på døren for at få mit arbejde tilbage igen.
Karriere: Jan Grarup skiftede fra Ekstra Bladet til Politiken i 2002. Han har
vundet otte priser ved World Press Photo og 13 priser ved Årets Pressefoto de seneste 10 år – blandt andet titlen som Årets Pressefotograf 2008/2009.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Sorry, havde overset en kommentar om, at Journalisten ofrer 'kollegaen' til fordel for 'primadonnaen'. Jeg vidste godt, at der fandtes små sko, men vi er nu nede i den størrelse, man i gamle dage forsølvede til minde om et barns første måneder.
At tænke sig journalistik (eller, Gud forbyde det, kunst) målt med 'kollegaens' alen og ikke produktets, i dette tilfælde fotografiets. At forestille sig en verden begramset af 'kolleger' og renset for Sabroe, Wolff, Saxgren, Grarup, Høy, Ellegaard, Brandes, Nyholm, Hemingway eller hvad fanden nu dine helte måtte hede. En grå verden af lunken klid.
En af mange årsager til, at chefer får en højere løn er, at de skal stille op til lidt af hvert. Blandt andet tæv i pressen, men vigtigere skal de kunne leve med og mod de stjerner, der gør livet værd at huske. Thomas Borberg (måtte din løn være fyrstelig!), jeg håber, at du vil glædes over de stjerner, du møder på din vej.
Det er en helt utrolig debat. Desværre er jeg ikke klar over, hvor de debatterende normalt slår deres folder, men forhåbentlig ikke på medier, der har med nyheder at gøre. Det er pinligt at blive mindet om tyndhudetheden indenfor egne rækker.
Prøv at løsriv jer fra, at det er tre personer fra vort eget fag, der er tale om, men derimod en top-chef, hendes skuffede marketingdirektør og chefens afløser. Eller tydeligere: At Mette Frederiksen i sin tid havde meddelt, at hun ikke ville fortsætte under Helle Thorning, fordi hun havde tvivl om Thornings evne til at løfte opgaven. Er det en historie? Det tror jeg nok.
Man kan altid diskutere relevansen og sandrueligheden i stærkt personorienterede historier. Og det er uomtvisteligt, at Journalisten burde have fået en kommentar fra Thomas Borberg, som vi altid bør få kommentarer fra en kritiseret part, og ja, man kunne også godt have bedt Grarup om at være mere specifik.
Men det er patetisk og kvalmende, at journalister - hvoraf de fleste lever af, at mennesker (ufrivilligt eller frivilligt) stiller op til lidt af hvert i rollen som kilder - ikke kan anerkende, at når en af verdens bedste fotografer (Grarup) siger op, fordi en af verdens bedste fotochefer (Folkver) trækker sig, så har man i det segment en god historie. Og ja, jeg kender både Jan og Per, og de er på hver sit felt guddommelige. Jeg synes i øvrigt, at Pers begrundelse for at sige stop var et bevis på hans verdensklasse som leder (ikke chef - leder), og at Jans udtalelser var både ærlige, ægte og befriende. Måske nok hårde, men sådan er livet, og Jan gjorde meget for at tydeliggøre, at det var hans personlige holdning.
Én fortørnet debattør skriver oven i købet 'who cares'? Det tror jeg sådan set nok, at nogle hundrede i denne snævre kreds gør. Hvis ikke en journalist har fattet, at relevant personstof er dybt interessant, så står det skdit til.
Jeg kender ikke Thomas Borberg, kun som en fremragende fotograf, men jeg ønsker dig al mulig succes. Måtte det hastigt glemte intermezzo have gjort dig endnu stærkere.
Til Claus Jørgensen, der muligvis ikke længere ønsker at modtage bladet Journalisten: Gid dette ønske kunne opfyldes kvikt. Du fortjener ikke at læse det.
Tak for svaret på kritikken, som jeg kan sige, at alle jeg har talt med støtter op om. Det er simpekthen uacceptabelt af Journalisten at bringe et så uafbalanceret og personligt angreb på en kollega, som ikke har gjort andet end at tage imod et tilbud fra sin chefredaktion om at påtage sig ansvaret for afdeling. At der er én, som er utilfreds med det, er simpelthen ikke nogen nyhed, som berettiger til interesse fra vores fagblad - uanset hvor mange priser vedkommende har vundet. At Journalisten vælger at støtte primadonnaen og ikke den uskyldige kollega er en eklatant fejlvurdering. Jeg synes Journalisten skulle sende Thomas Borberg en kæmpe undskyldning og trykke den i næste blad!
Kære Jesper Krusell,
Set i bagklogskabens klare lys, så er jeg fuldstændig enig med dig. Vi lavede historien med kommentarer fra Politikens chefredaktion på nettet. Det skulle vi også have gjort i bladet. Det indså jeg først, da jeg sad med bladet i hånden.
mvh
Jakob Elkjær, redaktør
Hej Jakob
Jeg kan sagtens se, at der er en historie. Men hvorfor lavede I så ikke en historie på det? Altså en historie, hvor begge/alle parter kommer til orde? Jeg synes, det er interessant, at en mand med Grarups cv siger op, og det er også interessant, at han smækker med døren. Men hvorfor hører vi ikke, hvad Thomas Borberg eller Politikens ledelse har at sige til den bredside, som bliver fyret af? Det passer selvfølgelig ikke ind i "Nyt job"-konceptet, men burde I så ikke have fundet en anden til den side og så have lavet en rigtig historie?
Mvh.
Jesper Krusell
Flere