NYT JOB ∞ jan grarup, 40 år
Årets Pressefotograf, Jan Grarup, skifter fra Politiken til freelance
Du har været syv år på Politiken. Hvorfor stopper du nu?
Det er, fordi vores fotochef, Per Folkver, stopper, og han bliver erstattet af Thomas Borberg, som er en god kollega og sød fyr - men jeg kan ikke arbejde under ham. Han har ikke de spidskompetencer, der skal til for at overtage jobbet. Jeg har stået over for valget mellem at acceptere det eller ej. Og jeg har valgt det sidste.
Hvad er problemet med, at Thomas Borberg er blevet fotochef, som du ser det?
Jamen, Per Folkver er en af verdens tre bedste billedchefer. Det er ikke hvem som helst, der kan løfte arven efter ham. Men Politikens læsere og medarbejdere har krav på, at man forsøger at finde den bedst mulige afløser, og det er ikke sket.
Jeg var ved at køre galt i min bil, da jeg hørte at Per Folkver stoppede. Da jeg fik
at vide, at Thomas skulle tage over, sagde jeg op samme dag.
Hvordan har du det med at forlade Politiken?
Jamen, jeg er stadig helt rundt på gulvet, og det er ikke en del af en masterplan.
Jeg forlader Politiken med vemod. Det er ikke nogen let beslutning. Thomas
Borberg er en god ven og super kollega. Jeg kan bare ikke se ham løfte arven.
Hvis ledelsen havde trukket vejret og kigget på andre kandidater til jobbet,
havde jeg nok stadig været på avisen.
Er det, fordi du gerne selv ville have jobbet som fotochef?
Nej, slet ikke. Det er jeg ikke interesseret i. Det er absolut ikke en af mine
spidskompetencer. Jeg kan ikke engang styre mit eget liv. Jeg ville hellere flække
en arm på tværs. Jeg er fotograf i hjertet, og jeg har ingen chefambitioner.
Det er ikke dér, mine evner ligger.
Hvad var det, Per Folkver kunne som fotochef?
Han er bare helt unik. Han kan få det bedste frem i folk, så de bliver bedre
fotografer og dermed laver en bedre avis.
Kodeordet er nok visionær. Jeg frygter, at Politiken nu bliver en avis i mængden,
og at det visionære forsvinder.
Hvad skal der ske nu?
Sammen med ni andre fotografer er jeg jo medstifter af Noorimages.com, hvor vi arbejder med menneskerettigheder og sociale projekter ude i verden, der optager os. Derudover ved jeg ikke, hvad jeg skal lave. Gode forslag modtages med glæde.
Vil du afvise at arbejde på en avis igen?
Nej, hvis engagementet er intakt, kan jeg sagtens forestille mig det. Jeg er ikke jobsøgende, men jeg vil selvfølgelig undersøge markedet. Min bankrådgiver synes nok, at jeg har gjort noget åndssvagt. Men jeg tror, jeg kommer til at sove bedre om natten.
Og hvis Politiken vil overveje en anden fotochef, så vil jeg være den første til at banke på døren for at få mit arbejde tilbage igen.
Karriere: Jan Grarup skiftede fra Ekstra Bladet til Politiken i 2002. Han har
vundet otte priser ved World Press Photo og 13 priser ved Årets Pressefoto de seneste 10 år - blandt andet titlen som Årets Pressefotograf 2008/2009.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det forekommer dybt useriøst og uprofessionelt af Journalisten at lægge spalteplads til Jan Graups frustrationer, som er helt uden offentlig interesse. Interviewet indeholder ikke nogen historie, som det efter journalistiske kriterier er relevant for Journalisten at formidle til Journalistforbundets medlemmer eller Jounalistens læsere.
Det er ikke Journalistes opgave at agere som talerør for et medlem, der offentligt vil falde en (tidligere) ven, et andet medlem af Journlistforbundet og sin tidligere chefredaktion, der i enighed har udnævnt Thomas Borberg til at efterfølge Per Voelker, i ryggen.
Da der ingen relevant historie er i interviewet, ser det desværre ud til, at Journalisten har optrådt som reklamesøjle for Jan Grarup, der har fået fri adgang til at oplyse (1) at han gerne vender tilbage til Politiken, hvis fotochefposten besættes af en anden end Thomas Borberg (2) at han er ledig på markedet (3) at han opretter et bureau, som gerne vil have kunder. Det er heller ikke en opgave for Journalisten.
Jeg vil opfordre Journalistens redaktion til at redegøre for, hvilke overvejelser der ligger bag beslutningen om at lave og bringe interviewet med Jan Graup, og hvilke konkrete oplysninger i interviewet med Jan Graup, det er så nødventigt at formidle, at det vejer tungere end hensynet til at beskytte et andet medlem mod at blive udsat for et personligt angreb i sit eget fagblad.
Jeg er helt enig med Bella Borck. Hvor er rimeligheden i, at et medlem af DJ (Thomas Borberg) skal have sin position hos sin arbejdsgiver betvivlet af et andet medlem i Journalisten? Der er jo ikke faglige grunde til Grarups angreb, der alene er et angreb på Borbergs person.
I stedet for Journalistens bidrag til Grarups gratis reklamefremstød, som det ikke er Journalistens (eller DJ's) opgave at bidrage til, havde jeg forventet klar opbakning til Thomas Borberg.
Jeg ser frem til at se redaktionens svar på de gode spørgsmål fra Bella Borck. Hvis ikke der kommer tilfredsstillende svar på bordet, vil jeg ikke længere modtage Journalisten.
Ja tak, et fyldestgørende svar fra Journalistens redaktion udbedes!
Det stødende er ikke, at Grarup udstiller sin dårlige stil og sit minimale format ved at angribe en kollega uden et mindstemål af faglig argumentation. Ærlig talt: Who cares?
Det stødende er, at Journalisten trykker det! Det må være et udslag af mangel på dømmekraft og misforståelse af sit eget formål, at Journalisten giver Grarup taletid i denne sag. Der er intet interessant i historien, og man får mistanke om, at Journalisten skylder Grarup en vennetjeneste.........?
Hvis Journalisten skulle rykke ud, hver gang et medlem ikke bryder sig om en ledelsesmæssig beslutning, ville bladet ikke være fyldt med andet! Og dette er endda en tand værre: Kan vi virkelig være tjent med et fagblad, der falder egne medlemmer (her Borberg) i ryggen uden fagligt belæg?
Kære kritikere,
Jan Grarup har vundet otte priser ved World Press Photo og 13 priser ved Årets Pressefoto de seneste ti år. Han er vel den mest prisvindende danske pressefotograf nogensinde? Journalisten er redigeret efter journalistiske kriterier og det er selvfølgelig en interessant journalistisk historie, når Danmarks mest vindende fotograf siger op. Vi fik tip fra læserne om opsigelsen, men Pressefotografforbundet.dk var først med nyheden. Vi ringede Grarup op og stillede de sædvanlige spørgsmål, som kredser om, hvorfor han stopper nu og hvad det er som motiverer ham, ved det han nu skal til at lave. Jan Grarup svarede uden filter og vi valgte at bringe interviewet uden filter. Vi opfattede det ikke som personlig profilering, men som et usædvanligt ærligt svar fra en tidligere menig medarbejder, som var ked af forløbet og vred på Politikens ledelse, fordi den ifølge Grarup ’ikke havde trukket vejret og kigget på andre kandidater til jobbet’. Vi valgte at trykke interviewet vel vidende, at det var kontroversielt. I det Journalisten jeg er ansvarshavende redaktør for, får man ikke besked på ikke at give pæne friserede svar, der ikke kan støde nogen - uanset om de er medlemmer af DJ eller ej.
Mvh
Jakob Elkjær, redaktør
Hej Jakob
Jeg kan sagtens se, at der er en historie. Men hvorfor lavede I så ikke en historie på det? Altså en historie, hvor begge/alle parter kommer til orde? Jeg synes, det er interessant, at en mand med Grarups cv siger op, og det er også interessant, at han smækker med døren. Men hvorfor hører vi ikke, hvad Thomas Borberg eller Politikens ledelse har at sige til den bredside, som bliver fyret af? Det passer selvfølgelig ikke ind i "Nyt job"-konceptet, men burde I så ikke have fundet en anden til den side og så have lavet en rigtig historie?
Mvh.
Jesper Krusell
Flere