TV 2’s råbånd fra plejehjem ryger nu til Højesteret

Aarhus Kommune vil droppe politianmeldelsen af TV 2-folk, men sigtelserne frafalder ikke med det samme. Sagen om råbåndene til ’Plejehjemmene bag facaden’ skal nu til Højesteret

Hvis holdet bag TV 2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ ’havde håbet på et punktum i sagen, da Aarhus Kommune i mandags besluttede at trække politianmeldelsen tilbage, bliver de skuffede.

Det juridiske slagsmål er nemlig ikke slut, og efter at Vestre Landsret i oktober bestemte, at TV 2 skulle udlevere råbåndene til dokumentaren, ryger sagen nu et skridt videre.

Det oplyser Jacob Balsgaard, advokaturchef ved Østjyllands Politi, i en skriftlig kommentar.

”Procesbevillingsnævnet har netop givet tilladelse til, at Højesteret skal se på spørgsmålet om, hvorvidt vi som led i efterforskningen kan få indsigt i råbåndene fra TV2,” siger han i kommentaren.

Der er ikke godt nyt for de TV 2-folk, der er sigtet efter straffelovens paragraf 264 om uberettigede optagelser på et sted, der ikke er frit tilgængeligt.

Sigtelserne blev rejst, efter at Randers Kommune og Aarhus Kommune valgte at politianmelde TV 2 for at have filmet med skjult kamera på plejehjemmene. Randers Kommune trak sin anmeldelse tilbage i efteråret, og i mandags besluttede Aarhus Kommune at følge trop.

”Hvis kommunen ønsker at trække deres anmeldelse, vil det indgå i vurderingen af sagen. Men den endelige afgørelse afventer spørgsmålet om adgang til råbåndene og den efterforskning, som optagelserne måtte føre med sig,” siger advokaturchef Jacob Balsgaard i den skriftlige kommentar.

”Vi vurderer, at adgangen til råbåndene har betydning både i forhold til sagen med journalisterne og plejepersonalet.”

Et indgreb i pressefriheden

Det er TV 2 selv, der i efteråret søgte Procesbevillingsnævnet om at få sagen prøvet ved Højesteret. På det tidspunkt lød begrundelsen fra Troels Jørgensen, der er redaktionschef på TV 2 Dokumentar, at kendelsen fra Vestre Landsret er et dybt indgreb mod pressefriheden.

Enslydende meldinger er kommet fra Dansk Journalistforbund og Danske Medier, der også vil have sagen prøvet ved højeste instans.

Landsretten begrundede kendelsen med to ting. Dels for politiets efterforskning af de TV 2-ansattes arbejde med optagelserne på plejehjemmene. Dels vil politiet bruge optagelserne til at belyse, om plejepersonalet på de to plejehjem har forsømt deres pligter.

Men medierne skal ikke være en forlænget arm for myndighederne ved at udlevere materiale til at efterforske sager mod plejehjemmene, og råbåndene vil i øvrigt heller ikke vise mere om journalisternes arbejde, lød begrundelsen fra Troels Jørgensen.

I dokumentaren er der optagelser af demente Else Marie Larsen, der blandt andet ikke får skiftet ble på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. I slutningen af september blev flere ansatte på plejehjemmet sigtet for blandt andet grov eller gentagen pligtforsømmelse som følge af TV 2’s optagelser, efter at Else Marie Larsens familie havde politianmeldt plejerne.

0 Kommentarer

Læs også

TV 2’s råbånd: Klar opbakning DJ og Danske Medier

DJ og Danske Medier: Højesteret bør tage stilling til sag om TV 2’s råbånd

23. NOVEMBER 2020
Prisvindende TV 2-dokumentar skal udlevere råbånd

Politianmeldelse droppet: ”Det burde ikke være kommet så langt”

11. JANUAR 2021