Du er født i Libanon under borgerkrigen, og dine forældre flygtede til Danmark, da du var et år. Hvad er dit tidligste minde?

”Det er fra Vejle. Jeg husker tydeligt den blok i Løget By, vi flyttede til. Det var et i virkeligheden meget hyggeligt område. Der boede en ældre dame i opgangen, der måske var lidt overladt til sig selv. Hun havde sådan nogle ’sidste skoledag-karameller’, som hun kastede ud fra sit vindue til os, blokkens børn. Som om det var sidste skoledag. Karamelregn. Det er noget af det tidligste, jeg husker.”

Hvordan var det at vokse op der?

”Jeg voksede op i en meget kærlig familie, som gik meget op i det faglige. Min far var især mærket af krigen. Mine venner blev en ret broget skare børn fra det meste af verden. Vi tog hinandens gloser og spiste hinandens mad. Der var en fælles forståelse af, at vi var kommet, fordi der var sket et eller andet. Vores forældre talte måske ikke så meget om det, og for mange var det forbundet med et traume, så det var svært at forstå for os børn. Men det, at vores forældre flygtede – at forlade sit hjemland, miste sproget, venner, familie – havde vi til fælles.”

Hvad drømte du om at skulle lave, når du blev stor?

”Jeg havde en periode, hvor jeg bildte mig ind, at jeg skulle være læge. Det er jo toppen af toppen – der ville jeg virkelig få mine forældres anerkendelse. Men jeg var ikke god til matematik, fysik, kemi og biologi. Til gengæld kunne jeg diskutere og argumentere. Så jeg endte med at ønske jura. Men det, jeg virkelig elskede, var historie og samfundsfag, så jeg skrev historie som anden prioritet. Og så kom jeg ikke ind på jura. Det gjorde ondt, men det var også en velsignelse. Historie er et rigtig fedt fag.”

Hvorfor blev du så journalist?

”Historie er spændende, men pensum er også rigtig langt, og man skal huske meget. En dag, hvor jeg havde læst op til eksamen og nærmest sov på SDU, kom jeg gående ned ad gangen og fik øje på en plakat med teksten: ”Er du træt af dit studie? Så søg tilvalg i journalistik”. Jeg så den og tænkte: Det er det, jeg skal. Så gik jeg til optagelsesprøve, og fra den dag var jeg fuldstændigt bidt af journalistikken.”

Hvordan var det at gå fra historie til journalistik?

”Det var som at træde ind i nutiden igen. Jeg kom i praktik på Politiken og blev næsten fanatisk optaget af det journalistiske. Når man bliver bidt af noget i en ung alder, opsluger det alt. Det blev nærmest en arbejdsskade, at jeg i begyndelsen ikke kunne føre en normal samtale med nogen, uden at jeg tænkte en historie ind i det.”

Efter at du blev færdig på universitetet, var du på Politiken i 10 år. Nu skal du være pressechef hos DIGNITY. Hvorfor det?

”Jeg tror ikke, der er noget sted i branchen, det er sjovere som skrivende journalist at være end på Politikens debatredaktion. Du kan skrive om alting. Men jeg følte til sidst, at jeg havde brug for at fordybe mig i et bestemt område, og det, DIGNITY tilbyder – fordybelse i kampen mod tortur, organiseret vold – giver utroligt meget mening, når man tænker på min egen historie.”

På Facebook skrev du, at DIGNITY ”kæmper for en verden fri for tortur og organiseret vold”, og at ”de af jer, der kender mig, ved, at lige præcis den kamp er vigtig og personlig for mig”. Hvad ligger der i det?

”Jeg kommer fra en familie, hvor min far kæmpede med krigstraumer. Han havde skudsår i benene, og om sommeren kunne jeg kigge lige ind i dem. Der var en grundfortælling her, der var anderledes end alle andres. Heldigvis kommer langtfra alle flygtninge med sådan en fortælling, men at kunne bidrage til at synliggøre den slags historier og gøre DIGNITY synligere i forhold til at kvalificere diskussionerne er meningsfuldt for mig.”

Hvad er branchens største udfordring?

”Repræsentation. Stort set alle mediechefer anerkender det som et problem, men de gør ikke meget ved det. Der er kommet en del fokus på kvinder, og det er godt, men det halter med etniske minoriteter. Ansvarlig Presse lavede i 2012 en undersøgelse, der viste, at mens minoriteter udgjorde 10 procent af befolkningen, udgjorde de kun 5 procent af nyhedskilderne. Dengang sagde alle, at det ville komme med tiden. I 2017 lavede de så en ny undersøgelse, som viste, at andelen af minoritetsborgere var steget til godt 12 procent, men at de var faldet til 4 procent af kilderne i medierne. Tiden løste ikke problemerne.”

Hvorfor er det så vigtigt?

”Danmark har forandret sig, og vi har ikke fulgt med. Når jeg afleverer min datter om morgenen, er pædagogen dansk-bosnier, min læge er dansk-iraner, min mekaniker er dansk-albaner. Den forandring, jeg oplever, er ikke slået igennem i medierne. Det er et journalistisk grundproblem, hvis vi ikke repræsenterer virkeligheden, som den nogenlunde ser ud. Problemet er også, at minoriteterne ofte optræder i nyhedsreservatet om kriminalitet og integration. Rent økonomisk giver det heller ikke mening. Vi lever i en tid, hvor vi desperat prøver at lokke nye læsere til – vi har ikke råd til at tabe en så stor del af befolkningen i vores dækning.”

Hvad er løsningen?

”Ikke nødvendigvis kvoter. Jeg tror, at man på et strukturelt niveau skal tænke det ind, så medierne for eksempel gør det til et fast punkt i efterkritikken og dagligt undersøger spredningen i forhold til kvinder og minoriteter. Den optælling vil på en avis tage 10 minutter at lave. Den koster jo ikke en milliard. En gang om måneden kunne man så se på: Hvordan ser det ud, kunne vi have gjort noget anderledes?”

Foto: Sofia Busk