Hvorfor blev du journalist?

”Jeg har aldrig haft en ’jeg skal bare være journalist-drøm’, og jeg er heller ikke uddannet journalist. Det var mere det ene job, der tog det andet, indtil jeg endte som radiovært på P3 og pludselig kunne se, at mit arbejde var meget journalistisk med research og mange interviews.”

Hvad har du så drømt om?

”Jeg har altid været meget interesseret i film. I gymnasiet arbejdede jeg i BioCity oppe på Odense Banegårdcenter, det var drømmejobbet for mig. Der var altid gratis biografbilletter. Jeg så tonsvis af film – mange gange alene – og jeg havde en drøm om at blive manuskriptforfatter eller instruktør. Det var ikke helt defineret, hvad det skulle være, men det var det, der var årsagen til, at jeg søgte ind på Medievidenskab.”

Hvad blev der så af den drøm?

”På Medievidenskab fandt jeg ud af, hvor enormt omstændeligt det er at lave film. Vi lavede en kortfilm på 10 minutter, som nærmest tog et semester at producere, og jeg var helt målløs over antallet af faser. Samtidig begyndte jeg at lave studenterradio, og jeg kunne godt lide, at der ikke er langt fra tanke til handling. Jeg blev hurtigt bidt af radioen, og en dag opstod muligheden for at få et job på en lokalradio i Odense. Jeg endte med at droppe ud af studiet. Det var lidt et sats, og jeg kan huske, at mine forældre var lidt bekymrede, da jeg tog dem med på råd. Jeg kommer fra et akademikerhjem, og de så nok gerne, at jeg havde fået mig den uddannelse, men nu har det ene job så taget det andet, og jeg ser på min erfaring som min uddannelse.”

Har du fortrudt, at du ikke tog en mere journalistisk uddannelse?

”Jeg har aldrig vidst, at det var her, jeg skulle ende, så på den måde har jeg ikke noget at fortryde. Jeg kan da godt mærke, at der måske er noget viden og teori, som jeg ikke har fået ligesom andre journalister – til gengæld har jeg lært andre ting på Medievidenskab, og vi har jo også været forbi journalistiske redskaber. Men det har meget været learning by doing for mit vedkommende.”

Efter dine mange lokalradiojobs havde du en lang karriere på P3, før du for nogle år siden pludselig sprang fra radio til tv. Hvordan skete det?

”Jeg blev kontaktet af Anders Bay (sportsdirektør på Discovery, red.), som spurgte, om jeg havde lyst til at drikke en kop kaffe. Han ville snakke om det her job som Superliga-vært og ville være sikker på, at jeg vidste nok om fodbold, så han testede mig lidt. Han var sådan: ”Nå, kan du nævne alle i FC Midtjyllands start-11’er?” Jeg måtte være ærlig og sige, at jeg kunne nævne en del af dem, men ikke dem alle – men at det kunne jeg jo lære.”

Tror du også, han ville have testet dig på den måde, hvis du havde været en mand?

”Jeg er ret sikker på, at når tv-stationer skal ansætte nye værter, så er de nødt til at teste, hvor værten er henne, og hvad hans eller hendes basisviden er. De skal jo være helt sikre på, at værten kan løfte opgaven. Det ville jo hverken være i deres eller min interesse, hvis det viste sig, at jeg faldt helt igennem, så jeg tror, han ville have spurgt en mand om det samme.”

Hvordan oplevede du skiftet fra radioverdenen til den her meget mandsdominerede verden?

”Jeg kom ud til et sted, hvor Mette Cornelius i forvejen var vært. Og hvor der har været en Heidi Frederikke og en Tina Müller og en del andre før mig, der ligesom har ’banet vejen’, om man vil. Der er nogle udfordringer ved at være kvindelig vært i en mandebranche, og for mit vedkommende følte jeg mig heldig med, at der var en som Mette på arbejdspladsen, som jeg kunne tage nogle snakke med, som jeg nok ikke ville kunne tage på samme måde med de mandlige værter.”

Hvad er det for nogle udfordringer?

”Det er faktisk ikke noget, jeg tænker så meget over i hverdagen, men der er nok mange, der sidder og ser fodbold og tænker: Nå, hun gør det godt, på trods af at hun er kvinde. Eller som lige er lidt ekstra kritiske, hvis jeg laver en fejl. Men jeg har hård hud fra min tid på P3, for der er lytterne nådesløse. Hvis man laver en fejl derinde, får man det at vide med det samme på den sms, der går direkte ind i studiet. Derfor ved jeg, hvad det vil sige, når nogen siger op i ens ansigt eller på sociale medier, at de synes, man er dårlig.”

Hvad ser du som branchens største udfordring?

”Tv-branchen bløder jo seere til streamingtjenesterne. Jeg er så privilegeret, at jeg arbejder med et af de få produkter, der kan holde folk til skærmen – livesport – men det er en stor udfordring på nærmest alle andre områder, at seerne søger deres egne veje. Alle tv-stationer eller indholdsudbydere, eller hvad man nu kalder sig, er nødt til at sørge for at imødekomme seerne, hvor de er.”

Hvad er løsningen?

”I hvert fald at være meget opmærksom på den omstilling. Pladebranchen nægtede jo at anerkende, at folk ville være digitale, og døde nærmest på det. Det er den samme udfordring hele vejen rundt: Aviser, radio, bogbranchen. Folk bruger de gamle medier mindre og mindre, så vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi møder dem digitalt. Og vi forbrugere er jo sindssygt privilegerede – vi kan bare sige ja eller nej. Jeg har fem-seks streamingtjenester, og jeg lytter til podcast, som jeg ikke betaler for, og nu kommer så Podimo, som vil tage penge for det. Vil vi betale for det? Det er spændende. Jeg håber, at de lykkes med projektet, så vi i sidste ende kan få endnu bedre indhold.”