”Frank Axelsen hører stemmer i sit hoved. I aften interviewer vi stemmerne.”
Sådan lød programbeskrivelsen for Radio24syvs kulturprogram 'AK24syv' den 25. juni i år, hvor vært Anders Christiansen havde besøg i studiet af Frank Axelsen. Frank er paranoid skizofren og har i en årrække hørt stemmer inde i sit hoved.
I interviewet spørger Anders Christiansen blandt andet stemmerne i Franks hoved, om de overhovedet gider at høre på ham og hans spørgsmål, og stemmerne svarer via Franks Axelsen: ”Vi bor slet ikke inde i Franks hoved, vi bor langt inde i dit hoved, Anders!”
Fredag vandt det usædvanlige interview prisen for ’Årets gode samtale’ ved uddelingen af Prix Radio-priserne. Begrundelsen lød blandt andet, at det nærvær, intervieweren udviser, ofte er en mangelvare. Med på scenen til at modtage prisen var Frank Axelsen selv.
”Jeg havde på forhånd spurgt stemmerne, om de ville skrive noget ned, til hvis vi nu vandt. Det ville de gerne, så jeg lod stemmerne holde takketalen på scenen. Det var sjovt at prøve. Det er jo noget helt andet end at være indlagt på psykiatrisk afdeling,” fortæller han om oplevelsen.
Løsgænger på redaktionen
Frank Axelsen fortæller, at det faktisk var hans egen idé, at 'AK24syv' skulle interviewe stemmerne i hans hoved. Det kom i stand, da han i foråret sendte en ansøgning om at blive frivillig på redaktionen.
”Min plan med det var at helbrede mig selv for de her stemmer,” fortæller han og uddyber:
”Jeg havde lagt mærke til, at stemmerne var lidt på standby, når jeg hørte 'AK24syv'. Så jeg skrev en ansøgning til redaktionen og spurgte, om jeg kunne blive frivillig derinde. Jeg sendte også nogle forslag til historier, og ét af dem var: Hvad siger stemmerne?”
Redaktionen var åben for at prøve at invitere Frank Axelsen ind på redaktionen, og siden slutningen af maj i år har han stort set været der hver dag. Han kalder sig selv for ”løsgænger” på 'AK24syv'.
”Jeg deltager i redaktionsmøderne og laver også nogle små indslag, hvis jeg har overskud til det. Det er en kæmpe hjælp for mig. Stemmerne er gledet meget i baggrunden, og det er helt vildt eksotisk for mig at møde op på en arbejdsplads hver dag. Det har jeg ikke kunnet i 18 år,” fortæller Frank Axelsen.
Han er uddannet redigeringstekniker og fotograf og arbejdede blandt andet på DR, inden han blev syg.
Stemmerne eskalerer, når de får opmærksomhed
I interviewet med stemmerne i Frank Axelsens hoved fortæller han blandt andet, at der næsten altid er en stemme, der råber ”psychopath”, når han tænder en vandhane. En anden stemme kalder ham undervejs i interviewet for Claus Bue, fordi han går bøjet som en flitsbue.
Var det ikke enormt svært at gennemføre det her interview?
”Egentlig var det ikke så svært. Jeg skulle bare høre, hvad stemmerne sagde, og så gentage dem. Det sværeste var, at når jeg giver dem opmærksomhed, så eskalerer de. Jeg får det ikke psykisk dårligt, men jeg bliver meget ukoncentreret og forvirret. Og det fortsætter i nogle dage,” siger Frank Axelsen.
Han fortæller, at hans motivation for at stille op til interviewet var at fjerne noget af den stigmatisering og offergørelse, han som psykisk syg oplever fra samfundets side. Faktisk kan det nogle gange ligefrem være underholdende at høre stemmer, fortæller han.
”Men uanset hvor underholdende det kan være, vil jeg jo hellere ikke høre stemmer og ikke have fået den pris,” siger Frank Axelsen.
De øvrige vindere
Der blev uddelt priser i i alt 18 kategorier ved Prix Radio fredag.
Blandt andet vandt 'Danskerbingo' på P3 prisen som 'Årets radioprogram', mens Jonas Gülstorff fra P3 blev 'Årets vært', og 'Radio24syv Morgen' løb med priserne for 'Årets morgenflade' og 'Årets kritiske interview'.
Også de kommercielle radiokanaler modtog priser. Blandt andet modtog Bauer Medias program 'Go'Nova' prisen for 'Årets lytterinddragelse' og 'Årets kommercielle radioprogram'.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg nyder stort set altid Anders Christiansens interview. Det er fortjent, at han bliver prissat.