Spindoktorernes nye karriereveje

Langt de fleste presserådgivere fortsætter i kommunikationsbranchen, når de er færdige som ministerens højre hånd. Kun få vender tilbage til medieverdenen. Læs om hvordan det er gået 25 tidligere spindoktorer.

Langt de fleste presserådgivere fortsætter i kommunikationsbranchen, når de er færdige som ministerens højre hånd. Kun få vender tilbage til medieverdenen. Læs om hvordan det er gået 25 tidligere spindoktorer.

ROKADER. Én er journalist på Ekstra Bladets hjemmeside Nationen! En anden har været direktør i en ishockey-klub. En tredje er chefredaktør på en gratisavis. Langt de fleste af ministrenes tidligere spindoktorer og pressemedarbejdere fortsætter dog i kommunikationsbranchen – i eget bureau eller som kommunikationschef i store virksomheder og organisationer.

Det viser en karrierekortlægning af 25 tidligere særlige rådgivere og andre ministerielle presserådgivere, som Journalisten har lavet. Ud af de 25 tidligere spindoktorer, arbejder 17 i dag med kommunikation. Fem er vendt tilbage til medieverdenen. Tre laver noget helt andet.

I kommunikationsbureauet Operate er de tre partnere alle tidligere pressechefer i ministerierne. Det gælder for eksempel områdedirektør og kommunikationsrådgiver Kasper Westphal Pedersen. Han mener, at et stort netværk og indsigt i politik og beslutningsgange gør tidligere spindoktorer til en attraktiv arbejdskraft.

»Der findes ikke et job, hvor man skal sætte sig så hurtigt ind i så mange ting. Som presserådgiver tænkte jeg tit, at hvis jeg overlevede det her, kunne jeg klare hvad som helst. For eksempel, da jeg havde presseansvaret for EU-formandskabet under verdenstopmødet i Johannesburg,« siger Kasper Westphal Pedersen, der har arbejdet under miljøministrene Hans Christian Schmidt og Connie Hedegaard fra 2001 til 2005.

En anden grund til, at mange presserådgivere får gode, nye lederstillinger efter tiden i ministerierne, er, at de har bevist, at de er villige til at sætte næsten alt andet til side for jobbet. Charlotte Jepsen var særlig rådgiver i beskæftigelsesministeriet fra 2001 til 2007.

»Det er et hårdt og krævende job at være spindoktor. Man skal stå til rådighed 24 timer i døgnet, holde sig politisk og fagligt orienteret og betjene journalister og minister fra tidlig morgen til sen aften,« siger Charlotte Jepsen, der i dag er administrerende direktør i Foreningen af Statsautoriserede Revisorer.

MANDEN SOM BLIVER KALDT kongen over alle spindoktorer gennem tiderne, Michael Kristiansen, mener, at det er lidt af en satsning at gå fra at være journalist til spindoktor. Det gælder især de særlige rådgivere, som er politisk ansat.
»Når du bliver særlig rådgiver, er trapperne altså ikke bare belagt med guld. Mange journalister tænker måske, at det er vejen frem til en storslået karriere i et kommunikationsbureau eller en platform til at starte eget firma. Men det er ikke givet, at det bliver sådan,« siger han.

Ud over at være kendt fra programmet Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, er Michael Kristiansen også direktør i sit eget kommunikationsbureau, Kristiansen Strategy. Selvom han forlod posten som særlig rådgiver for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen efter en sag om en telefonregning på over 200.000 kroner, har hans vej videre efter statsministeriet været fuld af opture. Han mener selv, at forklaringen er, at Anders Fogh Rasmussens valgsejr i 2001 og efterfølgende popularitet i høj grad var fortællingen om dygtig og nyskabende kommunikation.

Alle spindoktorer er dog ikke sikre på at få et fedt job bagefter.
»Det at være rådgiver er meget politisk. Du får et mærkat. Det er ikke nødvendigvis det letteste i verden at finde job, for der hænger et eller andet ved. Se nu bare Jacob Witnher,« siger han med henvisning til den tidligere forsvarsministers pressechef Jacob Winther, der kom ud i en regulær mediestorm på grund af jægerbogen og lækagesagen.

SPØRGSMÅLET ER, hvordan man står som tidligere spindoktor, hvis man skal videre i karrieren med et skadet omdømme. Ifølge de tidligere spindoktorer, Journalisten har talt med, afhænger Jacob Winthers fremtid af, hvordan sag­en ender. Falder den ud til hans fordel, har han gode chancer for at komme godt videre.
Nicolai Kampmann, tidligere pressechef i Undervisningsministeriet, mener, at Jacob Winther har en fremtid i kommunikationsverdenen, hvis han ønsker det.

»Det er klart, at det, der er sket med jægerbogen og lækagesagen, er en belastning for ham. Men jeg tror, at han er så dygtig, at jeg sagtens kan se ham i en privat virksomhed. Men måske er det en idé at trække vejret og bliver afluset lidt.«
Charlotte Jepsen, særlig rådgiver i beskæftigelsesministeriet i seks år, siger, at Jacob Winther ville have stået bedre, hvis han ikke havde gjort sig selv synlig og til genstand for debat i forbindelse med filmen "Den Hemmelige Krig".

»For mig har det altid været en ambition at holde fokus på ministeren og hans politik og holde mig selv i baggrunden. Jeg ville selv være trådt tilbage, hvis jeg var løbet ind i et mediestormvejr – simpelthen for ikke at være en belastning. Men selvom han har været ekstremt eksponeret, tror jeg, at mange kommunikations- og pr-bureauer sagtens kan bruge de kompetencer, han har,« siger hun.

Kasper Westphal Pedersen bemærker, at Forsvarsministeriet under Jacob Winther gennemgik en radikal professionalisering.
»Når sagen er lagt død, vil det sikkert blive hans eftermæle. Han er jo ikke den eneste, der er kommet mindre flatterende ud af jobbet som spindoktor,« siger Kasper Westphal Pedersen.

MORTEN BOJE HVIID ER en anden tidligere rådgiver, som har gjort en uheldig figur. Det var under valgkampen 2005, hvor han optrådte som handlingslammet rådgiver for S-formand Mogens Lykketoft i dokumentarfilmen "Lykketoft finale". Filmen udstillede, hvordan Mogens Lykketoft nærmest blev ladt i stikken og kørt over af en mediesikker Anders Fogh Rasmussen. I dag er Morten Boje Hviid coporate affairs manager i British American Tobacco.

Carsten Mai, informationschef i Finansministeriet fra 2001 til 2005, fik en næse for at have afgivet urigtige oplysninger. Carsten Mai hævdede, at Thor Pedersen havde overholdt sin bopælspligt, men siden kom det frem, at det ikke var sandt.

Forinden var han pressechef for den daværende overborgmester i København, Jens Kramer Mikkelsen, og i denne stilling blev han beskyldt for at have fjernet en hel sagsmappe om borgmesterens private økonomi. Han blev dog siden renset fuldstændigt af politiet. Også venstrepolitikeren Søren Pind har været ude med riven efter Carsten Mai. På sin blog beskyldte Søren Pind Carsten Mai for at have spredt onde rygter om Søren Pind under valget i 2001.

»Kramers daværende spindoktor Carsten Mai henvendte sig i sin tid både til Jyllands-Posten og Berlingske Tidende med en historie om, at jeg benyttede mig af prostituerede. Det kunne være slemt nok. Men hvad værre var: Jeg havde, påstod spindoktoren, brugt mit kommunale (guld)kreditkort til at betale for ydelserne,« skrev Pind blandt andet på sin blog.
I dag er Carten Mai partner i kommunikationsbureauet Gunbak PA, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra ham.

Henrik Gade Jensen bliver også husket for en historie, hvor han selv var i hovedrollen. Som presserådgiver for kirkeminister Tove Fergo blev Henrik Gade Jensen beskyldt for at have nære forbindelser til den yderste højrefløj. I dag er han projektmedarbejder ved CEPOS.

Henrik Gade Jensen fortæller, at det ikke var let at komme videre. Der gik halvandet år, før han fik jobbet hos CEPOS.
»Min situation var nok unik, og den er muligvis også unik i sine konsekvenser. Når man er eksponeret med den omtale, så er der ikke nogen, der vil ansætte en, uanset om man vinder sine injuriesager,« siger Henrik Gade Jensen. Han råder andre til at gå efter stillinger som embedsmandsansat pressechef, frem for stillingen som politisk ansat særlig rådgiver.
»På den måde får du ikke ry af at være en del af en bestemt fløj,« siger Henrik Gade Jensen.

ENKELTE TIDLIGERE RÅDGIVERE vender dog også tilbage til medieverdenen. Jakob Høyer er en af de få, der er gået fra medierne til jobbet som pressesekretær og tilbage til medierne igen. Han kom fra en stilling som kulturreporter på Jyllands-Posten og leder af avisens kulturredaktion i København, da han blev pressechef for kulturminister Brian Mikkelsen.

Bagefter vendte han tilbage til medieverden, hvor han blev tilbudt en stilling som kulturredaktør på Berlingske Tidende. I dag er han chefredaktør på metroXpress. Jakob Høyer overvejede slet ikke kommunikationsbranchen.
»Jeg er bidt af at udvikle og arbejde med medier, være leder af journalister og agere i den meget turbulente og udfordrende mediebranche, vi har i disse år,« siger han.

Vært på P1's morgenflade Mette Hovmand har ligeledes skiftet tilbage til medierne. Fra et job på InMente blev hun pressechef i Familie- og Forbrugerministeriet. Herfra skiftede hun til Radius Kommunikation. Siden blev hun journalist på 24timer og er i dag vært på P1's morgenflade.

»Jeg savnede i den grad at være journalist, og alt hvad det indebærer med hele den journalistiske arbejdsproces og det redaktionelle miljø. Og så det at være med til at formidle historier direkte til borgerne,« siger Mette Hovmand.

Et af de mere opsigtsvækkende karriereskift står Bertel Haarders tidligere spindoktor for. Thomas Harder var presserådgiver for Bertel Haarder og Rikke Hvilshøj i Integrationsministeriet fra 2002 til 2007. I dag har han forladt magtens korridorer og har fået job journalist på Ekstra Bladets Nationen!, hvor han er med til at styre debatten og lade læserne komme til orde. Han har ikke ønsket at lade sig interviewe. Når man googler Thomas Harders navn og arbejdsplads, er det første hit en sexundersøgelse med rubrikken: "Boller bedst med en 'kæp i øret'."

. Foto: Signe Højgaard Nielsen
NICOLAI KAMPMANN
»Det ses som en positiv kvalifikation«

Dengang: pressechef i Undervisningsministeriet 2004-2007
I dag: kommunikationschef hos ALKA Forsikring

Først var han reporter på Ritzau, så skiftede han til Aktuelt og til sidst gik han og kollegerne ned med Weekend Nu. Nicolai Kampmann er uddannet på Journalisthøjskolen i Århus og et klassisk eksempel på en journalist, der kom fra medieverden, før han blev embedsmandsansat pressechef i Undervisningsministeriet. Først for Ulla Tørnæs – siden for Bertel Haarder. I dag arbejder han som kommunikationschef i ALKA. Han siger, han fik mange jobtilbud, da han stoppede i ministeriet.
»Det bliver set som en positiv kvalifikation, at man har arbejdet som presserådgiver for en minister, og jeg havde forskellige jobmuligheder,« siger han.

Annette Juhler Kjær. Foto: Signe Højgaard Nielsen

ANNETTE JUHLER KJÆR
»Det går forrygende«

Dengang: særlig rådgiver for økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen 2005-2007

I dag: selvstændig kommunikationsrådgiver med egen virksomhed Juhlers com ApS

Før Annette Juhler Kjær satte sig ved Bendt Bendtsen side, var hun koncerninformationschef for Danisco i 90'erne og vært på DR og TV 2. Hun havde gennem længere tid haft en plan om at starte som selvstændig og forlod ministeriet før Bendt Bendtsen. I dag yder hun strategisk kommunikationsrådgivning til topledere, arbejder med Public Affairs og underviser i kommunikation på DTU's MBA-uddannelse. På kundelisten har hun blandt andet flyselskabet Boeing.

»Det går forrygende. Det har det gjort fra dag ét. Det skyldes måske, at jeg har en kombination af indsigt i, hvordan medier, centraladministrationen og virksom-heder fungerer,« siger hun.

. Foto: Signe Højgaard Nielsen

MICHAEL KRISTIANSEN
»Anders Fogh blev opfattet som en succes«

Dengang: særlig rådgiver for statsminister Anders Fogh Rasmussen fra 2001-2005
I dag: direktør i Kristiansen Strategy og vært på Mogensen og Kristiansen på TV 2 News.

Michael Kristiansen havde en alsidig karriere bag sig, inden han blev Anders Fogh Rasmussens særlige rådgiver. Han havde været på Weekendavisen, Politiken, Berlingske Tidende og Euroman. Han har været informationschef i Den Almindelige Danske Lægeforening og var med til at lave dokumentarfilmen "Kandidaterne« om valgkampen fra 1998. Han har også været med til at skrive biografier om Poul Schlüter og Niels Helveg Petersen.

»Mit held var, at Anders Fogh blev opfattet som en succes, og at nogle mente, at kommunikationen omkring ham var en succes,« siger Michael Kristiansen.

HER ER DE I DAG:
Billy Adamsen
Dengang:
særlig rådgiver for statsminister Poul Nyrup Rasmussen 1996-2002
I dag:
strategidirektør i kommunikationsbureauet Sylvester Hvid & Co

Bo Jeppesen
Dengang:
ministersekretariatschef, Statsministeriet 2000-2001
I dag:
kultur- og fritidschef, Aalborg Kommune

Carsten Mai
Dengang:
informationschef i Finansministeriet 2001-2005
I dag:
Partner i Gunbak PA

Charlotte Jepsen
Dengang:
særlig rådgiver i Beskæftigelsesministeriet 2001-2007
I dag:
administrerende direktør, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer

Henriette Rald
Dengang:
pressesekretær i Erhvervs- og Økonomiministeriet 1998-2001
I dag:
kommunikationschef i DJØF

Henrik Gade Jensen
Dengang:
pressesekretær i Kirkeministeriet 2002-2003
I dag:
projektleder for CEPOS

Jakob Høyer
Dengang:
pressesekretær for Brian Mikkelsen i Kulturministeriet 2001-2003
I dag:
chefredaktør på metroXpress

Jesper Beinov
Dengang:
kommunikationschef i Videnskabsministeriet 2002-2006
I dag:
redaktionschef med ansvar for onlineaktiviteterne på Midtjyske Medier

Kasper Westphal Pedersen
Dengang:
pressekonsulent i Miljøministeriet 2001-2005
I dag:
områdedirektør hos Operate   

Lotte Hansen
Dengang:
pressesekretær i Boligministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet 2000-2002
I dag:
direktør med ansvar for public affairs i GCI Mannov.

Margrethe Lyngs Mortensen
Dengang:
informationschef i Fødevareministeriet 1998-2002
I dag:
selvstændig i Lyngs Kommunikation

Martin Østergaard-Nielsen
Dengang:
pressechef for Brian Mikkelsen i Kultur- og Justitsministeriet 2003-2009
I dag:
analysechef i Det Konservative Folkeparti og krimiforfatter

Mette Hovmand
Dengang:
pressechef Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender 2005-2007
I dag:
vært på P1 Morgen.

Mette Højbjerg
Dengang:
pressesekretær i Fødevareministeriet 2000-2001
I dag:
kronik- og debat-redaktør på Dagbladet Information

Michael Ulveman
Dengang:
presserådgiver for statsminister Anders Fogh Rasmussen 2005-2009
I dag:
Koordinator for NATOs informationsindsats

Morten Boje Hviid
Dengang:
særlig rådgiver for Mogens Lykketoft i Udenrigsministeriet 2001
I dag:
corporate affairs manager i British American Tobacco

Nicolai Bro Jöhncke
Dengang:
særlig rådgiver i Transportministeriet 2005-2008
I dag:
kommunikationschef hos GlaxoSmithKline

Per Rystrøm
Dengang:
pressechef i Fødevareministeriet og Socialministeriet 1997-2001.
I dag:
partner i kommunikationsbureauet Operate

Peter Arnfeldt
Dengang:
kommunikationschef i Økonomi- og Erhvervsministeriet 2001-2004
I dag:
partner i Rostra Kommunikation

Rolf Ejlertsen
Dengang:
informationschef i finansministeriet 1995-2000
I dag:
pressechef i Dansk Industri

Teddy Østerlin Koch
Dengang:
presserådgiver Indenrigs- og Socialministeriet 1999-2003
I dag:
kommunikationschef i Dansk Erhverv

Thomas Harder
Dengang:
pressesekretær i Integrationsministeriet 2002-2007
I dag:
journalist på Ekstra Bladets "Nationen"

Listen omfatter både særlige rådgivere og embedsmandsansatte pressemedarbejdere.

0 Kommentarer