Skattekommissionen har i dag foreslået at afskaffe momsfritagelsen for aviser. Forslaget har på forhånd fået politisk modvind.
Ikke overraskende indeholder skattekommissionens udspil et forslag om, at avisernes momsfritagelse skal afskaffes. Både statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby har på forhånd afvist forslaget.
Allerede 15. januar kunne dagbladet Børsen afsløre, at det ville være en del af skattekommissionens udspil at afskaffe momsfritagelsen for aviser.
I dag betaler aviserne ingen moms på avissalget. Skattekommissionen foreslår at aviserne over tid skal betale 25 procent moms, ligesom der er 25 procent moms på alt andet handel.
Skattekommissionen skriver i rapporten, som er blevet offentliggjort i dag:
"Momsfritagelsen, som i mange tilfælde er konkurrenceforvridende, er ofte udsprunget af historiske forhold som ikke længere er gældende. Støtten er næsten pr. automatik sat op, hver gang den generelle momssats er steget. Kommissionen anbefaler, at de danske særregler fjernes, hvilket reducerer forvridningerne og sikrer et bidrag til finansiering af lavere marginalskatter. (…) Det er desuden kommissionens opfattelse, at den danske enhedsmoms bidrager til samfundsmæssig effektivitet og er let at administrere. Kommissionen fraråder blandt andet derfor differentierede momssatser."
Men aviserne skal ikke være bange for at miste deres særregel om 0 procent moms. Der er ikke politisk opbakning til skattekommissionens forslag.
"Nul-momsen er med til at understøtte den mangfoldige samfundsdebat. Der er vores holdning på ingen måde ændret. Men hvis der er nogen, som vil diskutere det, som en del af en skattekommission, må de gøre det. Men vi ved godt, hvor vi står henne," siger Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby til Business.dk
Også statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde i et interview med Journalisten den 21. januar, at han synes, der var god grund til at have støtteordninger for de trykte medier.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Om fem eller ti år ser det hele meget anderledes ud - også moms-satsen på aviser. Så økonomi-direktørerne kan godt begynde (også) at regne det ind i langtids-budgetterne.
Redaktørerne? De har altså ikke tid til at spise flere frokoster. De skal vise vejen frem - hvis den findes.
Hmmmm der er nok nogle politikere og redaktører der spiser gode frokoster sammen, det er det eneste der giver mening i den sag...
Dbh Martin