Magasinudgivere: Ny moms vil koste arbejdspladser

En række danske blade skal udkomme på for eksempel engelsk eller norsk for at undgå en kommende importmoms. Forslaget om moms på bestemte blade og magasiner gælder nemlig kun journalistik skrevet på dansk. Magasinudgivere siger, at momsen vil koste journalistiske arbejdspladser

Et lovforslag fra regeringen om importmoms på dansksprogede magasiner skal sikre danske trykkeriarbejdspladser. Men ifølge magasinudgivere vil forslaget koste journalistiske arbejdspladser.

Direktør i Aller Media Jesper Ulsø siger, at regeringens forslag forværrer økonomien for en i forvejen presset magasinbranche ”med deraf følgende justering af antal udgivelser og reduktion af personale”.
”For Aller Media er der tale om, at vi skal kompensere for tab af et betydeligt millionbeløb,” forklarer Jesper Ulsø i en mail.

Ansvarshavende chefredaktør Jesper Bo Bendtsen i DG Media, der har fire kommercielle magasiner, siger:

»Det siger sig selv, at kan vi ikke skabe en sund forretning, så ender det med, at vi må lukke flere eller måske alle titler. Det kan koste fem fastansatte journalister her i huset jobbet, inklusive undertegnede, plus tre annonce- og marketingmedarbejdere, og så vil vi komme til at tage en omsætning ud af freelancemarkedet, der konverteret til fuldtidsstillinger løber op i 10-12 stykker – og det er kun for vores lille mediehus,« forklarer han.

DG Media har 50 medarbejdere, der blandt andet arbejder med annoncesalg og bladproduktion. DG Media udgiver blandet andre Alt om Haven, Smag og Behag, Spis Bedre og Magasinet Sundhed, der bliver sendt til Danmark fra Serbien. 

Skal sikre trykkeriarbejdspladser

Den aktuelle lovforslag betyder, at magasiner og tidsskrifter importeret fra ikke-EU-lande som Norge, Schweiz, USA eller Serbien pålægges en moms på 25 procent. Momsen skal gøre det mere attraktivt at få danske magasiner trykt i Danmark. Ifølge Grafisk Arbejdsgiverforening er der de senere år sket en udflagning af trykkeriopgaver, og det har kostet omkring 500 jobs og 60 millioner kroner i tabte indtægter for staten, har Grafisk Arbejdsgiverforening forklaret i Berlingske.

Men hvis importmomsen gavner trykkerierne, så skader den magasinudgiverne. Den ekstra udgift på 25 procent vil betyde færre journalistiske ressourcer, siger Jesper Bo Bendtsen fra DG Media.

»Enten må vi skære i omkostningerne, eller også må vi vælte momsudgiften over på abonnenterne, og 25 procent vil være en voldsom forøgelse. Vi tror ikke, at vi kan modstå trykket.«

Det koster at skrive på dansk

Er det ikke meget fair, at blade sendt uden for EU betaler moms på lige fod med blade sendt fra EU?

»Det her betyder ikke, at man bliver mere ligestillet. For eksempel vil medier på andre sprog end dansk få en fordel, netop fordi de ikke er skrevet på dansk. Det betyder, at et udenlandsk have-magasin vil stå side om side med danske have-magasiner og koste 25 procent mindre,« siger Jesper Bo Bendtsen.

Hvis I skal slippe for importmomsen, skal I simpelthen skifte sprog?

»Ja, hvis man skriver på dansk, skal der moms på, mens der ikke skal moms på, hvis man for eksempel skriver på engelsk. Det er helt tosset, at man gør forskel bare på grund af sproget,« mener Jesper Bo Bendtsen.

Direktør i Aller Media Jesper Ulsø forklarer, at som medievirksomhed og publicist i Danmark finder Aller det ”dybt problematisk, at dette lovforslag vil diskriminere det danske sprog”.

”Hvis lovforslaget bliver vedtaget, står vi i den helt paradoksale situation, at vi enten kan hæve prisen til vore abonnenter med 25 % eller levere dem et norsk magasin til samme pris,” forklarer Jesper Ulsø i en mail.

Koster journalistiske arbejdspladser

Jesper Bo Bendtsen fra DG Media siger, at han forstår ønsket om at bevare danske trykkeriarbejdspladser.
»Men det her kommer der ikke mange nye arbejdspladser på trykkerierne ud af. Det vil fortsat kunne betale sig at få trykt tingene uden for Danmarks grænser – men inden for EU. Tværtimod vil det komme til at koste en del journalistiske arbejdspladser, og det vil slet ikke stå mål med det, man ønsker med loven, nemlig at skabe arbejdspladser,« siger han.

Danske politikere har i årevis forsøgt at finde en måde at stoppe momshullet. I 2003 opdagede VK-regeringen, at magasinudgivere kunne undgå at betale moms, hvis de udsendte deres blade fra Ålandsøerne. Det hul blev lukket.

Men i 2005 viste tal fra Grafisk Arbejdsgiverforening, at grafisk import fra ikke-EU-landene Norge og Schweiz var nidoblet på et år.

I 2012 arbejdede den daværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) med forslag, der kunne lukke hullet. Men det ville blive så dyrt for amerikanske blade i Danmark, at den amerikanske præsident, Barack Obama, i 2012 præsenterede statsminister Helle Thorning-Schmidt for USA's bekymring under et statsbesøg i Washington DC. Få dage senere meddelte Thor Möger Pedersen, at lovforslaget blev udskudt.

På tre år er antallet af journalistuddannede medarbejdere på magasiner og ugeblade faldet med 29 procent.

Se lovforslaget her

0 Kommentarer