Regeringen udskyder omdiskuteret lovforslag om moms på magasiner trykt uden for EU. Forslaget er blevet kritiseret af DJ og Barack Obama.
Er det lovligt, at Post Danmark pålægger magasiner trykt uden for EU et gebyr på 160 kr. per magasin? Det skal skatteministeriet nu undersøge en ekstra gang, og derfor er lovforslaget udskudt.
Ifølge b.dk kan blade og magasiner i dag sendes momsfrit til danske abonnenter, hvis de er trykt uden for EU – som USA og Norge. For forbrugeren betyder det en merpris på for eksempel Time og Vanity Fair for 160 kroner, fordi Post Danmark pålægger bladene et ekstragebyr for at undersøge forsendelser og pålægge momsen.
»Det vil nok få de fleste danskere til at droppe deres abonnementer, og dermed miste den indsigt de internationale tidsskifter og magasiner giver dem,« har det lydt fra Dansk Journalistforbund.
DJ har desuden har kritiseret, at lovforslaget også rammer danske magasinudgivere. For danske magasiner, der trykkes uden for EU, har nærmest ingen tid til at skulle omstille sig til de nye forhold.
»Man kan ikke sådan lige lægge 25 % oven i prisen samt et enormt toldgebyr til modtagerne. Det kan ramme magasinudgiverne hårdt med bladlukninger og afskedigelser som resultat,« har DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård udtalt.
I USA tog præsident Barack Obama tog problematikken op med Helle Thorning-Schmidt, under statsministerens på besøg i Det Hvide Hus i sidste uge.
Danmark er det eneste land i EU, der har nulmoms for dagblade og 25 procent moms for andre medier trykt inden for EU. De fleste EU-lande har en differentieret – men ens moms for trykte medier.
»Det er klogt, at regeringen nu ser på lovforslaget i et internationalt perspektiv, så der ikke vedtages en lov, som begrænser udvekslingen af viden over grænserne,« siger Danske Specialmediers direktør, Christian Kierkegaard.
Skatteminister Thor Möger Pedersen siger til berlingske, at det aldrig har været regeringens intention at gøre de udenlandske magasiner uforholdsmæssigt dyre, men alene at sikre ens konkurrencevilkår for virksomhederne.
»Derfor vil vi nu se på, om håndteringen af momsopkrævningen i forbindelse med import kan ske på en mindre omkostningstung måde.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.