Ingen rammer. Ingen regler. Ingen metode. Ingen etik. Ingen økonomi. Kort sagt ingen hæmninger.

”Vi havde kun ét redaktionelt princip: Prisen er 20 kroner.”

Et af journalistfagets lodder er, at man sjældent – hvis nogensinde – kan påstå, at man arbejder med helt frie tøjler. Bevares, der kan bevilges god tid og rejsediæter til en lovende idé, men når dagen er omme, vil der sidde en redaktør og vurdere, om produktet er godt nok. Er det salgbart, er det fagligt i orden, passer formatet og så videre.

Anarkiet har beskedne kår i dansk presse anno 2019.

Derfor vil vi i dag scrolle 25 år tilbage i kalenderen og genopleve magasinet Schäfer. Et slags kultur- og livsstilsmagasin, hvis mest faste holdepunkt var, at man ikke kunne regne med noget som helst af det, der stod. Og ikke engang dét kunne man regne med. Men sjovt var det. Både at læse og at lave.

 

Et kultfænomen

Bladet nåede at udkomme omkring 15 gange – alt efter om man tæller en vhs-video og en aflyst vinsmagning med som udgivelser – fra 1994 til 2004 og blive lidt af et kultfænomen i hovedstadens kreative miljøer.

Henrik List var kulturskribent ved Berlingske, Kim Foss var filmanmelder ved Det Fri Aktuelt, Claus Andersen var grafiker, Morten Lindberg var musiker, DJ og stifter af Det Kosmiske Parti, mens Martin Kongstad skrev for Euroman, indtil han blev fyret på gråt papir af redaktøren Søren Frank – og Schäfer trykte opsigelsen i bladet.

Idéen om at lave et magasin opstod næsten simultant blandt de fem. Hvad formålet med bladet var, husker ingen.

”Vi må blive dig svar skyldig. Jeg tror bare, at der dengang ikke var nogen blade, der havde med den skævere del af det kulturelle liv at gøre,” siger Claus Andersen.

Da Journalisten samler Kim Foss, Claus Andersen og Martin Kongstad, er ingen af dem i tvivl om, at nyligt afdøde Morten Lindberg, alias Master Fatman, om nogen var den kreative muskel bag Schäfer. Når de tre ex-schäfere roder i stakken af blade og snakker om de tossede tekster og finurlige idéer, er det meget ofte Morten Lindbergs krøllede hjerne, der har været udgangspunktet: Tælle-kort for børn tilføjet små prosadigte; partituret til et klaverstykke med titlen ’Hashish’; en guide til at mærke på skedens sekret, om kvinden er i sin frugtbare periode eller kan bolle uden at blive gravid.

”Det er sikkert noget, han har fundet i en gammel seksualvejledningsbog,” fortæller Claus Andersen om sekret-guiden.

Ironiens årti

Halvfemserne var ironiens årti. Alt kunne dekonstrueres, vendes og drejes og tillægges betydninger og værdier i en uendelighed under tidens ypperstepræsters – symbolanalytikernes – skarpe blikke.

Det kan lyde anstrengende og hult, og det blev det også, men det var også frigørende og sjovt. Hele kulturhistorien blev ligesom genåbnet som et stort tag selv-bord af kitsch. Stort set alt kunne være cool, bare man ikke tog det alt for alvorligt.

På mediesiden kunne man andre steder opleve det sarkastiske twist i Anders Lund Madsens bagsider om hverdagens absurditeter, og i 1996 kom den tidstypiske alt-kan-grines-af-humor for fuld udblæsning med ’Tæskeholdet’ i radioen og senere ’Casper og Mandrilaftalen’ på tv. I den lidt mere afdæmpede ende sad Torben Steno i brunt jakkesæt og lavede et tvetydigt hyldestprogram om Østtyskland på DDR2.

Årtiet før brugte Poul Nesgaard en let grad af ironi som tv-vært med det formål – som Peter Harms Larsen har formuleret det – ”at udstille og demaskere de traditionelle koder og konventioner for ‘seriøs’ tv-journalistik og -værtsoptræden”.

Man kan sige, at Schäfer gjorde det samme med magasingenren – bare for sjov.

 

”Vi skrev hvad som helst”

I Schäfers stald var der ingen hellige køer. Der blev stjålet med arme og ben. Men alt fik et schäfersk twist. Hvad der var på in-listen i det ene nummer, kunne sagtens være på out-listen i det næste, alt efter dagshumøret hos redaktørerne. I de faste billedreportager fra fester og receptioner, som Schäfer-redaktørerne selv deltog i, måtte de fotograferede gæster lægge ansigt til nogle endog meget opfindsomme billedtekster.

”Vi skrev, at de tog stoffer, vi skrev, at de var kærester, vi skrev hvad som helst,” siger Claus Andersen.

”Morten oplevede at blive smidt ud af en tøjbutik, fordi indehaveren var pissesur over noget, der havde stået om butikken. Og han anede ikke, hvad det var,” supplerer Kim Foss.

Om det var i orden – svarene lander et sted mellem ja og nej.

”Beat-forfatteren William Burroughs blev engang spurgt, om han havde fortrudt noget i sit liv, og han svarede: ”Der går ikke en time, hvor jeg ikke fortryder et eller andet, og du spørger om et helt liv?” Selvfølgelig er vi gået over stregen den ene gang efter den anden. Vi har sikkert været ulideligt kække og kæphøje, men har vi stødt nogen på manchetterne eller ligefrem gjort dem kede af det, så lægger vi os fladt ned og smider en retroaktiv undskyldning,” siger Kim Foss.

Men ikke alt skulle læses med skæve briller. De lange interviews, som Martin Kongstad ofte lavede, var helt oprigtige.

Han skrev for eksempel en slags novelle om ironi:

”Jeg var begyndt at respektere de mennesker, der turde stille sig op og sige noget fra hjertet. Dobbelttydighed og ironi var noget, jeg som privatperson ville blive ved at have med i mit liv, men at rendyrke det føltes mere og mere overflødigt. Vi havde ført vores egen lille kamp mod dumheden i medierne, mod det overfladiske i reklameverdenen, men ved at gøre det, ved overhovedet at beskæftige os med det gjorde vi jo også os selv til en del af det, og hvorfor så være det?”

Men allerede i næste nummer var Schäfer tilbage i fuld offensiv mod en snigende alvor i tiden:

”Gud er uden for vores rækkevidde – let’s face it, og hvad er da bedst: At tale alvor og kede sig? Eller at være ironisk og grine? Vi er ikke i tvivl. Velkommen til Schäfer i klassisk aftapning. Ironien er tilbage for fuld styrke. Og I skal med på vognen!”

Og så igen, to numre senere:

”Vi ved stadig ikke, hvad det er, vi vil. Vi ved ikke, hvorfor vi er her, og om der er en mening med hele skidtet. Men ét er sikkert: Vi er færdige med at fake. Magasin Schäfer er fra dags dato 110 % ægte, true to the bone, lige i fjæset, uden svinkeærinder.”

”En kulturhistorisk parentes”

Da Schäfer for første gang poppede op, sad DR’s kulturkommentator Niels Frid-Nielsen som kulturredaktør på Det Fri Aktuelt og betragtede det hele lidt fra oven.

”Schäfer var den ironiske generations udtryk – der, hvor den følelse brød igennem. Man ville ikke tages til indtægt for noget, hellere tage afstand og skabe uro end have fastlåste holdninger.”

I dag er det ligesom endt oppe i Tisvildeleje som en samling midaldrende, smårige og selvglade mennesker, siger han.

”Men dengang var det et opråb fra en ny generation og et opråb i bladverdenen – det var den nye lyd på skrift. Kulturhistorisk set må man nok køligt sige, at det var en parentes. Men det var en vigtig del af tidsbilledet,” siger Niels Frid-Nielsen.

Det gik op for Schäfers redaktion selv, at de letkøbte halvfemsere var ved at rinde ud, da de to flyvere ramte World Trade Center i New York 11. september 2001.

”Jeg fandt den her i bunkerne,” siger Kim Foss og trækker en mappe med papirer frem.

Det er materialet til et temanummer om Mellemøsten, han og Morten Lindberg begyndte at planlægge inden 9/11. Det skulle være med guide til sufismen, en artikel om bøssemiljøet i Cairo i halvfjerdserne og en billedserie fra en fotograf, der havde en fetich med syriske fodboldstadions. Det nummer blev aldrig lavet.

”Pludselig var det bare en anden situation. Vi havde nogle ting, vi syntes var helt geniale. Men vi var også usikre. Kunne vi tage noget, der var blevet så brændbart og betændt, og smide det ind i en humoristisk kontekst?”

10 år

Det sidste nummer kom i 2004. Det blev til 10 år med Schäfer, og mere skulle det ikke være.

”Hele den der ironiske tone, tiden var løbet fra den. Vi var blevet trætte af den … eller det var jeg selv,” siger Martin Kongstad.

Han husker, at modemanden Mads Nørgaard var begyndt at gå i kirke.

”Og så tænkte jeg: Så, nu vender det hele. Nu er det slut med at sætte alt i gåseøjne. Nu skal vi tage livet alvorligt,” siger Martin Kongstad.

Legen var forbi, konstaterer Kim Foss.

”Vi sluttede af med litteraturnummeret – det mest seriøse, vi havde lavet. Og når man laver noget, der er overvejende seriøst, bliver det også for meget arbejde.”

Niels Frid-Nielsen tænkte i 90’erne, at Morten Lindberg en dag ville blive træt af at være kendt for at være tyk og klæde sig ud på den måde.

”Men han formåede at tage det til sig og gøre det til en filosofi – en kærlighedsfilosofi og en ægte empati, som vi tror på. Han lykkedes med at gøre det, der startede som kitsch, til en indre livsholdning, og på den måde endte det meget smukt med ham,” siger Niels Frid-Nielsen.

Med Morten Lindbergs død dette forår kan det slås fast, at Schäfer nummer 17 blev det uigenkaldeligt sidste. Men han havde uanset været den sidste til at koge mere suppe på det søm, siger Foss.

”Hvis du havde ringet til Morten og spurgt om at lave en 25-års artikel om Schäfer, så havde han nedlagt veto. Det med at sovse rundt i fortiden og smykke sig med, hvad man har bedrevet i gamle dage, var slet ikke ham,” siger Kim Foss.

Claus Andersen forlod Schäfer-redaktionen efter nogle år. Han er i dag gallerist. Henrik List er fuldtidsforfatter. Martin Kongstad er også forfatter samt programvært på Radio24syv. Kim Foss er direktør for Grand Teatret. Morten Lindberg var vært på ’Jazzmosfæren med Master Fatman’ på P8 Jazz og Radio24syvs fransksindede ’Croque Monsieur’.

 

Fra punk-layout til reklamefavorit

Et Schäfer-magasin var en drage med mange hoveder. Det gjaldt ikke kun indholdet, men i høj grad også layouten. Hver historie, hvert element havde sit eget udtryk. Det stod grafikeren Torben Zenth for. De første tre numre ligner nærmest primitive skoleblade med tryk kun på den ene side. Men det var et meget bevidst forsøg på at ramme stilen fra amerikanske undergrundsblade – de såkaldte fanzines.

”Henrik List havde et blad med hjem fra New York – Roam, tror jeg det hed. Det var et eller andet bøssemagasin, en kæmpe basse, der lignede, at det hele var fotokopieret. Det var vi meget inspirerede af. Vi lavede det med papirmontage for at sikre, at det blev lidt skævt,” fortæller Torben Zenth.

Layoutprocessen startede typisk med, at Morten Lindberg kom ned til ham med to plastikposer fyldt med papirer og disketter, som han så skulle omsætte til sider.

”Det var ikke bare at køre brødtekst ind på 42 sider. Hver historie var sin egen lille verden. For eksempel ville Morten have en historie om, hvad de kendte har i kasketten. Så havde han fundet billeder, og så skulle jeg sidde og åbne hovederne på dem og lægge alt muligt derind. Det var meget sjovt, men det tog tid.”

Torben Zenth var en af de eneste i produktionskæden, der fik penge for sit arbejde. Selv om Schäfer aldrig blev en god forretning, var der en del annoncer i bladet. Måske fordi de kreative reklamefolk selv læste det. Zenth husker Schäfer som det eneste magasin, som annoncørerne lod deres annoncer specialdesigne til for at passe ind i stilen.

”De gjorde sig enormt meget umage for at kopiere den der stil og lavede annoncer med schäferhunde på og så videre. Jeg kan huske, at Illum havde taget et billede af en porcelæns-schäfer og skrevet en tekst, og jeg tror også, Carlsberg lavede noget. De der reklamedrenge, som altid skulle være så seriøse, syntes, det var skide sjovt, at de kunne få lov at flippe ud.”

Torben Zenth driver i dag det digitale kunstmagasin Kopenhagen.dk, som han stiftede i 2000.

 

Alle Schäfer-udgivelserne

#1
Ca. 100 sider med sort-hvid tryk på hver anden side. Allerede her introduceres flere af de faste indslag: Læsergaven (her en pengeseddel udstedt af Hell Bank), lister med ting, personer og steder, der er ’in’ eller ’out’, og de skæve billedreportager fra fester og receptioner ’På kant med Schäfer’. Pris 20 kr.

#2
’Schäfer på gerningsstedet’ genbesøger de fem ejendomme, hvor en bankfunktionær mellem 1971 og 75 brød ind og dræbte husdyr ved at kaste dem ud ad vinduet. Der er guide til at finde din hjælpeorganisation, og Schäfer dokumenterer brevet, hvor Euroman opsiger Martin Kongstad. Pris 20 kr.

#3
Blandt de mest substantielle bidrag finder vi en artikel af Mads Brügger om Rapport-journalisten Freddy Wulf. Læsergaven, et hvidt pulver i et lille brev, blev introduceret som ½ polsk amfetamin, hvilket skabte en del rygter og omtale. Pris 20 kr.

#4
Fjerde nummer af Schäfer er en vinsmagning i Kongens Have, der imidlertid blev aflyst.

#5
En VHS-video, hvor man blandt andet kan opleve redaktørerne læse lyrik op i en skov. Pris 20 kr.

#6
Nu som glittet magasin. Det stort opslåede bøsse-tema begrænser sig til en enkelt side om forfatteren Dennis Cooper. Til gengæld kan man læse en personlig beretning om at flytte fra Bagsværd til Amager, og der er broderi-mønster til en Anja Andersen-pude. Pris 50 kr.

#7
Byder på noget så Schäfer-sjældent som en modereportage med praktisk udendørstøj. Mere genkendeligt er hash-verdenskortet, og så dokumenterer Schäfer en (ægte) liste med 117 udfordringer, som redaktionen til radioprogrammet ’Strax’ skal diskutere ved deres seminar. Pris 50 kr. (overstreget) 20 kr.

#8
Kunst-nummeret med vægt på det visuelle, blandt andet 20 sider med visuelle kunstværker, skabt specielt til Schäfer. Martin Kongstad interviewer en excentrisk Per Arnoldi. Pris 20 kr. – fordi det er dig.

#9
Kom aldrig. Man sprang direkte til jubilæumsnummeret.

#10
Schäfer Woman. Mad-nummeret, som for første gang bryder traditionen med en schäferhund på forsiden. Ristaffel kåres som Danmarks bedste ret, der er diverse opskrifter på bl.a. Ichi-ni-san gohan og engelsk citron-mousse. Pris 40 kr.

#11
Hval-nummeret, hvor forside-schäferen er udskiftet med en hval – havets hund. Læserbrevkasse med relevante spørgsmål som ”Hjælper det at gøre vrøvl?” og ”Hvorfor skal jeg lave det hele?” Afvænningsguide og ’Det koster bondegårdens dyr’. Pris 20 kr.

#12/13
Nordsjællands-tema med guide til, hvor i Nordsjælland man kan støde på hvilke kendte. Hele to vægtige artikler om dansere, samt liste med syv lækre balletfyre gennem tiden. Pris 20 kr.

#14
En af dansk bladhistories mere grænseoverskridende forsider med en schäferhund på vej ud af en kvindes meget eksponerede skedeåbning. Der lokkes desuden med 15 % mindre indhold. Indholdet præges af fodbold-tema og en alenlang engelsk tekst om en filmarbejders besøg i Nordkorea. Pris 20 kr. + 10.

#15
Et tungt jubilæumsnummer, hvor der blandt andet er afsat tre ’På kant med Schäfer’-opslag, til at læserne selv kan klæbe festbilleder og sjove tekster ind. Endvidere Afrika-tema, hvor man kan lære, hvad afroafrikeren tænker på. Pris 20 kr.

#16
Et todelt magasin, hvor den ene halvdel har titlen ’Det gode’, og den anden halvdel, som starter på bagsiden og læses omvendt, har titlen ’Det onde’. I den onde sektion møder Henrik List den djævelske forfatter Hubert Selby Jr. Vi ser også, hvad en række kulturpersonligheder har i kasketten. Pris 25 kr.

#17
Litteratur-nummeret. Den sidste udgave af Schäfer er i bog-form og er reelt en novelle- eller tekstsamling med bidrag fra omkring 40 skribenter. Mest opsigtsvækkende er da stadig Morten Lindberg med hans tekster og tegninger om forfatternes tissemænd. Pris ukendt.

Ekstra:
Schäfer kalenderen 2000 – Dem, der bor inde i værktøjet.
I løbet af årets måneder afsløres det, hvilke beboere der har hjemadresse i de forskellige værktøjer.