Det nye magasin Københavner er tilbageskuende og ekskluderende, skrev Politikens anmelder i går. Nu svarer bagmanden Martin Kongstad igen på kritikken. »Vi er ikke kyniske eller dumsmarte – vi ved bare, hvem vi er,« siger han til Journalisten.dk
Hovedstaden har fået et nyt betalingsmagasin. Magasinet Københavner er skrevet fra Pisserenden, fra indre Vesterbro, fra dunkle diskoteker i 80'erne og fra bag en DJ-pult. Magasinet har hentet inspiration hos månedsbladet PRESS og magasinet The New Yorker, og med skribenter som Master Fatman og Rune Skyum Nielsen går bladet efter at fortælle historier om byens borgere, steder, der har været og bølger, som kommer og går.
Men Københavner ekskluderer sine læsere, skriver Politikens Ditte Giese i en anmeldelse. Hun kan slet ikke finde sig selv i det 'vi', som bladet skriver til og fra.
»At læse Københavner føles lidt som at stå i hjørnet til en privatfest, hvor den, man kender, er i gang med at score og derfor ikke har tid til at agere barnepige og præsentere og forklare,« skriver Ditte Giese i sin anmeldelse.
Redaktør på Københavner Martin Kongstad indrømmer gerne, at magasinet har et meget stærkt 'vi'. Han mener blot, at det er en fordel.
»Der er intet mærkeligt i, at Ditte Giese ikke kan finde sig selv i bladets "vi", for det "vi" repræsenterer os, der laver bladet, og hun er jo ikke med i redaktionen. Det er såre simpelt. Vi på redaktionen har et fælles ståsted, og ud fra det laver vi bladet. Men jeg er ked af, hvis hun føler sig ekskluderet, det er nemlig overhovedet ikke meningen, og jeg synes da også, at vores tone i det hele taget er meget inkluderende. Vi er ikke kyniske eller dumsmarte, men vi ved bare, hvem vi er. Min ambition er at lave et blad med meget stor personlighed,« siger Martin Kongstad til Journalisten.dk.
Kongstad peger på, at magasiner (og aviser, virksomheder og byer, for den sags skyld) over hele verden kæmper for at få en stærk identitet – det er noget, folk betaler flere hundrede tusinde kroner for. Skribenterne på Københavner har en fælles platform, de skriver ud fra, og det giver magasinet karakter.
Den stærke identitet går også ind og forstyrrer udtrykket i de enkelte artikler, mener Ditte Giese.
»Så godt som alle artiklerne bygger på en skribents personlige historie, der er jeg'er og vi'er overalt, og i flere af artiklerne er det umuligt at afgøre, hvem der er hovedpersonen, skribenten, den interviewede eller historien, der fortælles,« skriver hun i Politiken.
»Det er ikke journalistik, vi laver,« svarer Martin Kongstad.
»Vores linje er netop, at folk skriver meget subjektivt – derfor er der meget 'jeg' i disse artikler. Hvis folk kommer og siger, at de gerne vil skrive en historie om Lorterenden (område i København, red.), beder jeg dem om at skrive, hvordan de selv opfatter historien.«
På længere sigt kunne Martin Kongstad dog godt tænke sig, at der kom mere journalistik i bladet.
»De mennesker, jeg kender, der skriver bedst, er ikke journalister, og da jeg drømmer om at lave Danmarks bedst skrevne blad, vil de mange subjektive bidrag hovedsagelig være skrevet af andre. Men jeg drømmer om også at præsentere et stof, som journalister er urørlige i, nemlig det grundige og – tør man sige det – dybdeborende. Vi har et blad, hvor folk kan få lov til at skrive en sag helt ud, og jeg har flere idéer til tunge og debatskabende artikler, som kræver journalistisk kunnen. Og hvis folk har lyst til at skrive på disse projekter eller har noget relevant på bedding, skal de bare kontakte mig. Problemet er bare, at vi ikke, lige nu, har nogen penge til at betale dem,« siger han til Journalisten.dk.
Et andet af Ditte Gieses kritikpunkter er, at magasinets første udgave svømmer over af 80'er-nostalgi. Blandt andet har bladet en fotoreportage fra diskoteket U-matic's åbning i 1986, og artiklerne fra Master Fatman og Martin Kongstads egen pen kredser også om årtiet, hvor redaktøren selv var ung.
»Jeg giver hende ret i, at der er rigtig meget 80'ere i det første nummer. Jeg er selv vokset i det årti, derfor elsker jeg det,« siger Martin Kongstad.
»Men jeg mener samtidig, at det er det sidste tiår, hvor der har været dramatiske spænd. 80´er-generationen tog et opgør med generationen før dem, nemlig 68´erne og et lignende opgør har jeg ikke kunnet få øje på siden. Der var bare ikke det samme drama i 90'erne og 00'erne, hvor folk dels ironiserede over alt, dels bare brugte en masse penge.«
Martin Kongstad peger på, at mange af artiklerne behandler universelle emner, men tager blot udgangspunkt i 80'erne. Han vil dog gerne love, at der i næste nummer bliver lidt mindre fokus på det farverige årti – også selvom bladet er blevet godt modtaget af læserne. Kongstad fortæller, at Københavner har fået solgt cirka halvdelen af sit oplag i løbet af magasinets første uge.
16 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Da The New Yorker ikke er i dansk kioskhandel - og ikke engang sælges i CPH Lufthavn - er det svært for den almindelige læser at afgøre lighedspunkterne mellem Københavner og The New Yorker. Som abonnent på magasinet, ser jeg kun ét lighedspunkt: optryk af litteratur! Ellers har Københavner intet at gøre med sin "inspirationskilde". The New Yorker synes overordnet at være et magasin rettet mod læsere, der har tid til at sidde med benene oppe hele dagen. Bag de altid lidt infantile forsidetegninger, henvender magasinet sig alene til New Yorkere gennem en stort og kommenteret kalender over byens udstillinger, koncerter mv. Herfra er bladet panamerikansk og internationalt! Sektionen The Talk of The Town bringer storpolitiske analyser og petitjournalistisk gossip side om side. En finanssektion bringer dybdeborende analyser, mens resten af bladet er helliget meget lange og dybdeborende artikler med historisk overbygning om alt fra fra dopingspøgelset til Dalai Lama. Ispængt upolitiske vittighedstegninger afsluttes bladet med litteratur-, TV og filmanmeldelser. Dette samlede output har ikke meget med Københavners indforståethed at gøre, og hvad emnemæssig indsigt og skrivekunst er The New Yorker på et plan, som Københavner aldrig når.
Jeg forstår stadig ikke helt meningen med Københavner... 1 up på markedsføringen, men lidt halvhjertet indhold...
Jeg har læst 'Københavner' fra ende til anden. Det er et helt fint magasin - med plads til forbedringer - som jeg glæder mig til at læse igen, når #2 er på gaden. Punktum.
Jeg tror man når længere ved at være selvhøjtidlig, så det holder jeg mig altså til.
Ps. Man når langt ved at tro på alt man hører
Nej, slet ikke. Københavneriet er et navn der repræsenterer stofområdet, og samtidig er det en afvæbnende humoristisk henvisning til forestillingen om at københavnere tror at København er verdens navle. Og det GØR Københavneriet - derfor er det endnu sjovere - og man kan jo nå langt med humor, husker du nok :-)
Ps - nå, det siger folk ellers ude i byen.
Flere