Vi har cruiset i tre timer. Mørket er faldet på. Asbjørn With blinker af fra hovedvejen og styrer den sorte Skoda Roomster familiebil ned ad en jordvej til transformatorstationen. En grim bygning uden vinduer. På bagsiden er der en trappesten, der er god at sidde på, fortæller han.
»Jeg har mange steder rundt omkring, hvor jeg ved, at der næsten aldrig kommer nogen. Rastepladserne ligger så tæt på hinanden, at der altid er en inden for rækkevidde. Her på trappen kan jeg sidde i læ og tænke mig om,« siger han.
Stedet er en af de omkring 10 faste åndehuller, Asbjørn With besøger, når han har behov for at tænke sig om, forberede interviews eller få hold på den sag, der begyndte som en nyhedshistorie, men voksede til 130 artikler og journalistfagets fornemste hædersbevisning.
Men 33-årige Asbjørn With har også brugt rastepladserne, når han om aftenen havde behov for at komme hjemmefra, da presset voksede, og han ikke kunne lægge arbejdet fra sig.
”Den nordjyske grævling”, som Cavling-formand Kurt Strand kaldte Asbjørn With i sin tale, fik Cavlingprisen for sine artikler om Rebild Kommunes udygtighed, magtfuldkommenhed og selvtilstrækkelighed. Serien handlede om mennesker, der havde behov for samfundets hjælp – men dem, der havde ansvaret for det, tog sig ikke af det.
Mens Asbjørn With afdækkede forvaltningens store svigt, blev han selv langsomt slidt op. Det begyndte med oplevelsen af at have et stort ansvar for personerne i sagen. Siden kom stress.
»Før sommerferien kunne jeg ikke huske, om min datter havde haft sløjfe i håret, eller hvad pædagogerne havde sagt, da jeg afleverede hende om morgenen. Det var et krisetegn.«
Når børnene var lagt om aftenen, kørte Asbjørn af sted i bilen. Han fortalte sin kone, at han bare lige skulle ned på tanken for at købe et par chokoladeskildpadder. Men når hun ringede til ham på mobilen, var den altid optaget. I virkeligheden sad han i bilen ved det nedlagte teglværk tæt på sit hjem og talte med kilder. Eller prøvede at få styr på en sag, der bare voksede og voksede.
HISTORIEN OM ASBJØRN WITHS Cavlingpris begynder tilbage i efteråret 2011, hvor byrådsmedlem for Dansk Folkeparti Rikke Karlsson byder ham på en kop kaffe.
I dag siger han med et grin:
»Jeg ved godt, at det lyder gammeldags. Men sig altid ja, hvis du bliver tilbudt kaffe.«
Rikke Karlsson siger, at en direktør i kommunen har fortalt hende – og resten af sundhedsudvalget – at han ikke kender til et vigtigt papir, der beskriver nogle af de faglige problemstillinger i forbindelse med en flytning af de handicappede beboere.
Eksemplet flugter med Asbjørns Withs egen oplevelse.
»De var aldrig uenige i byrådet. Hun kan have fat i noget.«
I den tidligere byrådsperiode oplevede han for eksempel, at Rebild Kommune ville hente otte autistiske børn hjem fra skoletilbud i andre kommuner til et nyoprettet skoletilbud i Rebild.
»Det skete med meget kort varsel og stred mod al viden om autister og god sagsbehandling. På grund af min afdækning af omstændighederne annullerede byrådet beslutningen og lod børnene blive, hvor de var og er i dag.«
DF-politikeren fortæller også, at hun flere gange havde været usikker på, om hun havde fået alle oplysninger i en sag. Hvem bestemmer egentlig i Rebild, spørger hun i artiklen: Forvaltningen eller de demokratisk valgte politikere?
Sagen udvikler sig de kommende dage til, hvad Asbjørn With betegner som ”en klassisk lokalhistorie”. Kommunen afviser kritikken over for Nordjyske. Borgmester Anny Winther (V) er sur over, at Rikke Karlsson er gået til pressen, og de øvrige fire medlemmer i sundhedsudvalget mener ikke, at sagen er værd at blæse op. Det er sikkert bare et engangstilfælde.
Men de kommende dage og uger melder flere og flere kilder sig med eksempler på, at forvaltningen i kommunen sejler. Der er kommet hul på bylden. En mor fortæller i avisen, at hun fem gange har fået afslag om et bosted til sin søn. Et forældrepar, der har behov for hjælp til en bedre skolehverdag til deres autistiske datter, er i årevis blevet holdt hen med løs snak.
Allerede tidligt i forløbet siger Asbjørn Withs redaktør, Jørgen Tøttrup, ”at der jo kan ligge en Cavling i alt”.
»Jeg tænkte: ”Ja ja, gamle redaktør, det skal du jo sige.” Når man har en Cavling, er det sjovt at tænke tilbage på, at han sagde det. Men han anede jo ikke en pind om, hvad historien kunne føre til. Vi kendte ikke den store sammenhæng,« siger Asbjørn With.
VEJEN FRA NORDJYSKES OMRÅDEREDAKTION i Hobro til Rebild skærer sig gennem det kuperede landskab.
»Her er gudeskønt. Jeg er utroligt heldig, at en del af mit arbejde er at køre igennem så smukt et landskab for at komme ud til kilderne,« siger Asbjørn With.
Et af hans favoritsteder er en parkeringsplads i udkanten af Rold Skov.
»Man skal bare gå to skridt ind, så er det som at være midt inde i skoven. Jeg bruger ofte det her sted til at minde mig selv om, hvad pointen er med det interview, jeg er på vej til. Hvad skal jeg spørge om? Hvor skal jeg holde fast?«
En af de få gange, hvor det faktisk ikke lykkedes at få klare svar, var, da Asbjørn With og hans redaktør, Jørgen Tøttrup, tog til Rebild for at få en forklaring fra kommunaldirektøren og socialdirektøren. Bagefter syntes Jørgen Tøttrup, at forvaltningen gav svar på de fleste ting. Måske var der ikke noget at komme efter alligevel? Men Asbjørn With undrede sig. For hvor var dokumentationen for, at alting var i orden?
»De snakkede udenom, og jeg fandt senere ud af, at de ikke fortalte sandheden for os. Og så stopper festen. Så har jeg en begrundet ret til at forholde mig kritisk til, hvad der kommer fra dem. I dag ved vi, at der ikke var nogen dokumentation. I nogle sager førte de ikke journaler i lange perioder.«
I begyndelsen af 2012 tænker Asbjørn With på sagen morgen, middag og aften. Om natten drømmer han om den. Den har kørt i et par måneder, og han har fundet en stribe cases. Men er der et mønster? Han begynder at kigge gamle byrådspapirer igennem. Også de usexede bilag, han ikke har interesseret sig for før.
»Som journalist vil man hellere skrive om, at gadelysforeningen truer med at slukke lyset, hvis kommunen ikke flytter sig – i stedet for at nærstudere de kedelige bilag med titler som ”Revisionsskrivelse nummer 2”.«
Asbjørn With finder ud af, at kommunens revisorer i det såkaldte sociale regnskab har peget på fejl hvert år. Mønsteret er det samme, siden kommunen blev dannet i 2007.
»Hvert eneste år har revisorerne sagt, at den var gal, forvaltningen har lovet, at det ville blive bedre, og politikerne har sagt: ”Det er dejligt”.«
REBILD BLIVER MED ANDRE ORD ved med at begå de samme fejl i sager om forebyggende foranstaltninger, handleplaner og børnesamtaler.
Men er Rebild værre end andre kommuner? Nordjyskes samfundsredaktør, Søren Wormslev, opfordrer Asbjørn With til at søge aktindsigt i alle nordjyske kommuners sociale regnskaber siden 2007. Da Statsforvaltningen i Aalborg har samlet alle sagerne, kan han se, at han ene mand umuligt vil kunne læse dem alle sammen.
Foran ham står et bord med en stak på mindst en halv meter papir for hver kommune. Medarbejderen, der har fundet papirerne, siger sikkert ”god fornøjelse”, og så kommer jeg aldrig levende ud herfra, tænker Asbjørn With.
Men ved et lykketræf stiller hun et spørgsmål, som er afgørende for, at Asbjørn With kan komme videre med historien, og som sparer ham for måneders arbejde:
»Hvad er det egentlig, du leder efter?«
Og han svarer:
»Det handler om, om Rebild Kommune har større problemer end andre kommuner,« svarer Asbjørn With.
Medarbejderen siger, at hun ikke vil blande sig i, hvad journalister gerne vil have.
»Men jeg kan forestille mig, at det er noget i retning af den her,« siger hun og hiver en type dokument frem, som Asbjørn With aldrig har hørt om før. Det er en decisionsskrivelse, hvor Socialministeriet for hvert år vurderer, om kommunen lever op til de forskellige paragraffer i serviceloven.
På ganske få sider kan Asbjørn With se, at problemerne i Rebild er i en klasse for sig.
»Der var også problemer i de andre kommuner. Men kun i Rebild var der påtale for den samme type fejl to og tre år i træk. Det var rigtigt slemt.«
Asbjørn With skiver seks sider i avisen om sine opdagelser den 17. marts 2012. En måned efter er kommunaldirektøren afskediget. Det samme bliver en anden direktør og chefen for Familie og Handicap.
»Det var point of no return,« forklarer Asbjørn With.
»Den første dag kan det måske være ok at sige, at man kører på tanken efter chokoladeskildpadder, men det går ikke dagen efter og dagen efter.« – foto: Nicky Bonne
SOM JOURNALIST HAR HAN ALDRIG arbejdet andre steder end på Nordjyske. Det var også her, han var i praktik. I 2006 blev han af Jørgen Tøttrup ansat på Rebild-redaktionen, der er en del af områdecenter Himmerland i Hobro. Men Asbjørn With var ikke færdiguddannet, da han fik jobbet. Sammen med sin makker dumpede han nemlig til hovedopgaven.
»Det var en meget speciel hovedopgave. Vi var sikre på, at vi enten ville få 13 eller 6. Men vi endte med at få 5,« fortæller han med et grin.
Hovedopgaven var noget helt andet end Rebildsagens regelrette journalistik. Den handlede om havets mulighed for at optage luftens CO2. Der var kun en navngiven kilde i historien, som udtalte sig om menneskets historiske relation til havet. Det kunne censoren fra DR ikke se fidusen i, og Asbjørn With måtte gå om.
»Man kan lege og eksperimentere før og efter hovedopgaven, men nogle gange skal man lave en nyhed, en baggrund og en case, hvis det er det, der kræves for at komme videre,« siger han om den nye opgave, som han fik 9 for.
Noget af det mest overraskende ved Asbjørns Withs artikelserie er faktisk, at det lykkedes at sætte fokus på noget så kedsommeligt som kommunal forvaltningspraksis – og gøre det så vedkommende, at ordet ”forvaltningskultur” kom på forsiden af Nordjyske Stiftstidende mere end en gang.
»Hvis jeg i efteråret 2011 havde sagt, at forvaltningskultur ville blive det hotteste debatemne i Rebild, ja i hele området i 2012, ja så havde jeg vundet mange penge.«
Fra begyndelsen har Asbjørn With interesseret sig for borgmester Anny Winthers rolle i sagerne. Hun er også formand for KL’s social- og sundhedsudvalg.
Det var først for nylig, at det gik op for ham, at borgmesteren ikke har set det som sin opgave at kontrollere, om der var overensstemmelse mellem de politiske beslutninger og det, forvaltningen reelt laver. Hun har haft tillid til folkene i forvaltningen, og hun ønsker ikke borgmestervælde, har hendes forklaring lydt.
»Hvis du som borgmester har 100 procent tillid til forvaltningen, kommer du let på glatis, hvis tingene ikke foregår, som de bør.«
Gør man regnskabet op for Rebild Kommune det seneste år, er fire chefer blevet afskediget. Det er kommet frem, at der er fundet fejl i 82 procent af 611 børnesager. En ekspertrapport fra Social- og Indenrigsministeriet har slået fast, at Rebild Kommune ikke satte barnets tarv i centrum i sagsbehandlingen, og at medarbejderne ofte kun kendte til dele af de regler, de skulle arbejde efter.
ET AF DE LØFTER, ASBJØRN WITH har holdt borgmesteren op på, er en udtalelse om børnene i den grusomme incestsag fra Rebild: »Det allervigtigste er, at vi nu gør alt, hvad vi kan, for at børnene får et godt liv,« sagde borgmesteren om børnene i familien, der i årevis var flyttet fra kommune til kommune, indtil den endte i Rebild. Her fik kommunen i alt 52 underretninger fra blandt andre lærere, pædagoger og andre kommuner. Men det førte ikke til en sigtelse.
Asbjørn With kunne i avisen for eksempel skrive, at en pædagog tre gange underrettede kommunen om sin mistanke om incest. Da hun ikke hørte noget fra kommunen, valgte hun i 2009 at anmelde sagen anonymt til politiet. Det opdagede hendes ledelse, der suspenderede hende for at bryde sin tavshedspligt.
I 2010 blev faren anholdt, da et af hans børn åbnede sig for sin plejefamilie. Faren blev idømt 12 års fængsel for seksuelle overgreb på otte børn, heraf seks af sine egne børn.
I foråret 2012 tog Asbjørn With ud til familiens tre halvvoksne drenge, der boede for sig selv i et faldefærdigt hus. Da han kom derud, opdagede han, at de i høj grad var overladt til sig selv.
De levede i hvert fald ikke det gode liv, som borgmesteren havde stillet i udsigt.
En ville gerne have et sted at bo, fordi han indimellem måtte sove i skoven, når broderen havde behov for at være alene. Han ville gerne have hjælp til at uddanne sig til tømrer. En anden havde behov for hjælp til at blive elektriker, mens en tredje havde behov for at låne penge, så han ikke kom i Ribers.
Det var første gang, Asbjørn With mødte nogen, der var direkte berørt af kommunens forvaltning.
»Det var hjerteskærende. Ingen havde lyttet. Det var ikke sket en dyt.«
Han kalder mødet en skelsættende oplevelse.
»Det var tre søde og imødekommende unge mænd, der bød på, hvad de havde af kaffe og cigaretter. Jeg tror, de kunne mærke, at jeg gerne ville lytte til dem. Der blev skabt et bånd, og siden har de ringet til mig flere gange bare for at tale.«
Asbjørn With skrev artiklen som en reportage i jeg-form og bragte den sammen med andre artikler om sagen. Han tog tilbage til huset, læste alle artiklerne op for drengene og viste dem de anonymiserede billeder.
»Min mund var tør som sandpapir, da jeg læste den første linje: ”Her kan man da ikke bo”. To af drengene kiggede ud ad vinduet, den tredje kiggede ned i bordet. Da jeg var færdig, var der helt stille. »Jeg havde slet ikke forestillet mig, at der kunne skrives noget, der kunne blive så godt,« sagde den ældste af de tre. »Tak skal du have,« svarede jeg. Mere var der ikke at sige om det. Det var bare i orden. Det var en oplevelse, der påvirkede mig meget.«
DET VAR I SAMME PERIODE, at folk omkring Asbjørn With kunne mærke, at han begyndte at trække sig ind i sig selv. Når han kom hjem fra arbejde, kunne han nogle gange ikke huske, hvad han havde lavet store dele af dagen. Han virkede fraværende.
»Min kone spurgte: »Hvor er du henne?« Vi kunne spise aftensmad med vores to børn, og jeg sad og kiggede på toppen af grantræer langt væk. Jeg følte, at jeg havde alle de her menneskers skæbner på mine skuldre. Der kom flere og flere sager. Flere og flere ting, jeg skulle holde styr på i hovedet. Jeg begyndte at miste opmærksomheden. Ikke på sagen. Men alle andre steder. Jeg var ikke mentalt til stede der, hvor min krop var.«
Når børnene var lagt i seng, havde han behov for at komme ud og væk. Være alene eller tale med kilder i sagen. Han talte med flere casepersoner, end der var plads til i avisen. Når hans kone ringede, var telefonen altid optaget.
»Jeg kunne ikke tillade mig at stoppe og sige til folk, at deres skæbner måtte de klare selv.«
Hans kone spurgte, hvad han egentlig lavede, når han om aftenen forlod hjemmet i sin bil.
»Jeg havde jo forsøgt at beskytte hende og beskytte mig selv. Men hun følte sig holdt udenfor – og det gjorde både mig og hende kede af det. Jeg svarede, at jeg var nødt til at komme væk for at kunne komme hjem, men det var en uholdbar situation for os begge to.«
De aftalte, at Asbjørn With ikke behøvede at komme med søforklaringer, hvis han havde behov for at køre en tur.
»Den første dag kan det måske være ok at sige, at man kører på tanken efter chokoladeskildpadder, men det går ikke dagen efter og dagen efter.«
På arbejdet nævnte redaktør Jørgen Tøttrup, at Nordjyske havde en aftale om psykologbistand med Falck Healthcare.
»Jeg tror, at du måske ville have godt af at komme sådan et sted hen.«
Asbjørn With endte med 12 sessions.
»Man skal ikke være for stolt til at tage imod andres hjælp,« siger han i dag.
»Twitter ved jeg slet ikke, hvordan man betjener. Jeg har fået en profil på Facebook, fordi mit fodboldhold bruger Facebook til at indkalde til kampe. Men det er ikke et medie for mig. Jeg finder kilder på andre måder.« – foto: Nicky Bonne
VI NÆRMER OS SLUTNINGEN af vores rundtur, da vi kører det sidste stykke hjem mod Hinnerup, 15 kilometer nordvest for Aarhus. Det hører til sjældenhederne, at en lokaljournalist vinder en Cavling.
I 2000 fik Kim Dahl Nielsen og Kasper D. Borch fra JydskeVestkysten en Cavling for artikler om sygdomme blandt danske golfveteraner. I 1998 fik en lokaljournalist prisen for en lokalt forankret historie, nemlig Tonni Vinkel Sørensen fra Bagsværd/Søborg Bladet for artikler om seksuelt misbrug i en børnehave.
Selv om Asbjørn With er gået kritisk til centrale aktører med stor lokal magt, har ingen vendt ham ryggen. Han er fortsat på talefod med alle kilder. For eksempel dækkede han for nylig et opstillingsmøde med 278 lokale Venstre-folk – borgmester Anny Winthers parti.
»Det blev mit lod at dække mødet. Men jeg behøver ikke være bange for nogen. Hvis jeg laver fejl, skal de være velkomne til at henvende sig.«
Indtil nu har der ikke været rettelser i avisen i nogen af de 130 artikler. Aftalen med ikke-medievante kilder har været den samme. De skulle være parate til at svare på kritiske spørgsmål. Det gjaldt også casepersoner og lokalpolitikeren Rikke Karlsson, der bragte Asbjørn With på sporet af sagen. For hvem siger, at ofrene altid har ret?
Asbjørn With ved godt, at han risikerer at lyde gammeldags, da han siger det:
»Jeg er ikke ansat til at have et godt forhold til borgmesteren, kommunaldirektøren eller nogen af de andre kilder. Jeg skal beskrive området og have svar på en række spørgsmål. For det har folk ikke fået.«
Han siger, at Cavlingprisen viser, at de mange ture i bilen til Rebild var en god investering.
»Jeg vil gerne møde de mennesker, jeg skriver om, så jeg kan lære dem at kende, og de kender mig. Ellers ender man med at skrive kommunens pressemeddelelser og ringe en direktør op, der forklarer det med sine egne ord, så man kan forsvare at kalde det for journalistik,« siger han og tilføjer, at Rebild-redaktionen naturligvis også bruger kommunens pressemeddelelser, hvis det drejer sig om servicemeddelelser. Ændringer af bogbussens rute for eksempel.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg har en trist historie, hvor en far som var på N,Zahles lønningsliste fik skolens opbakning, da hans to piger begynte an anklage ham for seksuelle overgreb. Skolen overbeviste psykologerne at pigerne blev påvirket af mig (deres mor), hvilket ikke er sket. Pigerne fortæller overgrebene med så mange detaljer at det kun kan være sandt. Politiet har fået to anmeldelser fra mig, som jeg har lavet efter pigerne har betroet deres oplevelser til mig, selv om at deres far og farmor har sagt at de ville sørge for at jeg kom i fængsel hvis de fortalte noget.
Pigernes læge har talt alene med pigerne og skrevet en attest om at pigerne bør undersøges. Men det vil Politiet ikke heller ikke efter deres nye skole har afleveret en anmeldelse efter at de oplevede den ældste bryde sammen under seksuelundervisningen.
Politiet har talt med pigerne i 45 min. dengang (pigerne var 8 og 9 år) hvor de stadig var meget bange for alle truslerne fra deres far. Dengang sagde de ikke alt. Politiet vil ikke give pigerne en change til og siger at heller ikke hvis de henvender sig som voksne, vil man høre på dem.
Deres far har fortalt dem at de har mistet deres mødom den ældste fordi hun faldt på cyklen og den yngste fordi hun faldt på græsplænen. Alle deres blødninger de har haft skyldes ifølge deres far og psykologerne rød peberfrugt i maden. Pigerne har aldrig været undersøgt, men ønsker det for at bevise at de taler sandt.
Jeg har en masse lydoptagelser fra politi, kommune og psykologer m.m. som er helt groteske.
Vi har brug for hjælp - Kommunen ønsker at jeg skal underskrive et dokument, som giver dem ret til at fjerne pigerne.
Miriam Hartmann
Grusbakken 12
2791 Dragør
tlf. 32 53 12 16