search

PRESSE-LEKTION PLEJEBO

Politiets overbevisende præsentation af Plejebo-sagen, fik pressen til at bide på. Nu melder eftertankerne sig: »Det var massepsykose« - »Vi blev paralyserede,« lyder det fra journalisternes rækker.

Politiets overbevisende præsentation af Plejebo-sagen, fik pressen til at bide på. Nu melder eftertankerne sig: »Det var massepsykose« – »Vi blev paralyserede,« lyder det fra journalisternes rækker.

Alarm! Ekstra Bladets kriminalreporter Mette Fleckner har stillet vækkeuret tidligt. I løbet af natten til den 21. oktober 1997 er hun blevet ringet op af en kollega fra bladet. Han har tippet hende om, at der sker noget »vanvittigt« næste morgen, det har han fra en politikilde.
Klokken otte ringer Mette Fleckner til Københavns Politis drabschef, Kurt Jensen. »Mit hår stod lodret, da jeg lagde røret,« fortæller hun.
På Ritzaus Bureau har man længe vidst, at noget er i gære. Nu er der bid. Efter en briefing fra drabschef Kurt Jensen, sender Ritzau 08.35 det første telegram af sted. Telegrammet er udsendt som alarmtelegram – med klokker.
»Jeg sad inde på bladet, da telegrammet fra Ritzaus bimlede ind: »Dong! Dong! Dong!« Så begynder det hele at køre!« siger journalist Olav Hergel, Berlingske Tidende.
I overskriften bruger Ritzau formuleringen »Massedrab«, og det ord bliver overtaget af flere medier. Ekstra Bladet bruger massedrab som bjælke over deres 12 siders dækning, og blandt andet Berlingske Tidende benytter ordet, som nøgleord.
»Her bagefter har jeg det ikke så godt med ordet massedrab. Når det står foran artiklerne, ser det ledende og dømmende ud. Det bliver et fastslået faktum, at hun har gjort det. Ordet siver ind og præger hele dækningen,« siger Olav Hergel, Berlingske Tidende.
Politiet har i deres pressemeddelelse brugt den blødere formulering »aktiv dødshjælp«. Juridisk er sondringen ligegyldig – aktiv dødshjælp er jævnfør straffeloven det samme som drab. Men psykologisk er forskellen enorm.
»Politiet skriver aktiv dødshjælp, og pressen skriver massedrab. Det er straffelovens § 237 begge dele, men der er pokker til forskel på ordene,« siger dr.jur. Eva Smith senere til Berlingske Tidende. »Det er et monster, der begår massedrab. Ved aktiv dødshjælp kan der faktisk også være tale om smertelindring. I Holland er det tilladt,« påpeger Eva Smith.

Massepsykose
Sagen er opsigtsvækkende. CNN, CBS og den franske Kanal 2 er på plads ved byretten i København. Smørhullet Danmark er med ét blevet »breaking news« – og denne gang er det ikke Den Lille Havfrue, der har tabt hovedet.
Den 32-årige plejehjemsassistent Dorte Gramkow er mandag den 20. oktober 1997 klokken 10.50 blevet anholdt for at have ydet aktiv dødshjælp i 22 tilfælde på plejehjemmet Plejebo i Saxogade på Vesterbro i København. Hun er desuden sigtet for at have hævet godt 600.000 kroner på de ældres konti.
Mette Lauritzen er med få timers varsel blevet beskikket forsvarer for Dorte Gramkow. Hun husker timerne i byretten således:
»Det var meget, meget heftigt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg råbte på et tidspunkt ud over pressen: »Kan I dog ikke besinde jer!««.
»Det var en massepsykose,« fortæller Mette Fleckner, der dækkede sagen for Ekstra Bladet. »Det er den største kriminalsag nogensinde. Alle er på tåspidserne, alle er hektiske. Vi var som vilde hunde – ingen kan sidde stille, når så stor en sag kører. Der er jo en grund til, vi er journalister.«
Når Mette Fleckner tænker godt to år tilbage, er der mange tanker, hun godt ville have dvælet mere ved.
»Da hun (Dorte Gramkow, Red.) kommer ind i retten, kan jeg huske, at jeg tænkte, at ´den lille kvinde der – har hun virkelig dræbt 22 mennesker?´« siger Mette Fleckner.
»Jeg var ikke skeptisk nok den dag. Men sådan som grundlovsforhøret forløb, virkede det som om, der var en sag.«
Byretten vælger at løslade Dorte Gramkow, men dommerens underkendelse af politiets materiale fylder ikke meget i medierne. Som den eneste avis bruger B.T. ordet »uskyldig« på forsiden. Baseret på en udtalelse fra Dorte Gramkows mand.
»Det er påfaldende,« siger journalist på B.T. Anders Steincke. »Men de fleste aviser går jo efter den gode historie. Og den gode historie er jo ikke, at hun er løsladt, men sigtelsen for de 22 drab. Det interessante er, at der var fælles fodslag i hele pressen – morgenaviserne lå tæt op af formiddagspressens dækning.«
Aktuelt – der senere skal revse formiddagspressen for at bruge Plejebo til at fremme salgstallene – er en af de aviser, der efter byrettens
afgørelse går længst ud af skråsikkerhedens planke. Avisen affyrer på forsiden rubrikken: »En galning har frit spil« og avisen fastslår på lederplads, at en psykopat »har tiltaget sig rollen at spille Gud …«, ligesom Aktuelt omtaler den sigtede som »dødens engel på Vesterbro«.

Rubrikanger
Ekstra Bladet gik forrest som ´dommer´ blandt aviserne. Avisen afleverede på forsiden den famøse rubrik: »Politiet efter løsladelsen: HUN ER SKYLDIG«.
I dag er Mette Fleckner på TV3s kriminalprogram Efterlyst. Hun kan godt stå inde for indholdet af sin retsreportage i Ekstra Bladet. Men hun synes, at et par af artiklernes rubrikker – som hun ikke selv har lavet – er mindre heldige. Den ene er politicitatet »HUN ER SKYLDIG«.
»Jeg kan tydeligt huske, at jeg bed mærke i, at B.T.s forside lød lige omvendt »HUN ER USKYLDIG«. Der tænkte jeg, at så var der da balance i tingene.«
En anden overskrift, som Mette Fleckner ikke er stolt af, lyder »D for Død«. Den historie stod også i avisen den 22. oktober 1997.
»Åh, det var sådan en rubrik, som, man synes, lyder smart og kreativ, men det var ikke spor smart. Jeg havde det dårligt med den fra starten, men undervejs fik jeg det bare dårligere og dårligere med den,« siger hun.
Også Olav Hergel, Berlingske Tidende, har skrupler over en overskrift:
»Vi skrev: »De døde på tredje sal.« Det er nøgternt, konstaterende og korrekt. Men det ser anklagende ud, og det får en misklang. Når alle aviser massivt bruger den vinkel, kommer hun nærmest til at fremstå skyldig på forhånd,« siger Olav Hergel.
»Hver enkelt journalist er sådan set uskyldig, men som gruppe er vi skyldige. For selv om langt de fleste artikler holder, så dømmer vi hende på ordene. Og det må være lektien fra Plejebo – lad være med at bruge ord som massedrab og »De døde på tredje sal«,« siger Olav Hergel.
Anders Steincke, B.T., melder sig i koret af rubrik-angrere:
»Jeg fortryder især én overskrift: »Hun styrede dødsgangen med hård hånd.« Den var rimelig led. Men hvis sigtelsen havde holdt, så havde den jo været rigtig. Og vi var jo ikke i tvivl – på det tidspunkt.«

Spist af hånden
Dorte Gramkows forsvarer i de første dage, Mette Lauritzen, forstår godt, at pressen slog til historien. Men hun finder det alarmerende, at byrettens afgørelse ikke kunne vende strømmen.
»Pressen åd fuldstændigt ukritisk politiets vurdering. Det gælder også den såkaldte kritiske presse, de store morgenaviser. Jeg mindes ikke, at ét eneste medie afgørende gik den anden vej,« siger hun.
»Journalisterne kunne have spurgt til politiets materiale. Ingen anede jo for eksempel, hvad de gamle var døde af. De havde fået Ketogan, og stadslægen mente – mente! – det var dødsårsagen. Men ingen vidste eller ved jo, hvor meget Ketogan de fik,« siger Mette Lauritzen – og fastslår:
»Og når man ikke ved, hvad folk er døde af, kan man altså ikke fastslå, at der er tale om drab. Det gælder også for journalister.«
»Måske kunne det også have været en historie værd, at jeg som forsvarer først får sagen aftenen inden grundlovsforhøret, mens anklagemyndigheden har kendt den i et halvt år …«
»Pressen har spist af politiets hånd,« lyder det fra Thomas Rørdam, der blev Dorte Gramkows forsvarer efter tre dage. »Det er et rent kommercielt spørgsmål – det handler om at sælge aviser. Men pressen havde fået en advarselslampe fra byretsdommeren. Jeg synes ikke, pressen har levet op til kriteriet om at lave kritisk journalistik.«
Da byretten kl. 18 løslader Dorte Gramkow, bliver dr.jur. Eva Smith kontaktet af mange journalister. De vil høre, om det dog ikke er krænkende for folks retsfølelse, at Dorte Gramkow er på fri fod. Eva Smith forklarer, at det også er krænkende, hvis mennesker fængsles, når mistanken ikke er stærk nok.
Den forklaring matcher angiveligt ikke mediernes vinkel. To tv-kanaler og mindst seks dagblade vælger ikke at citere Eva Smith, efter at have talt med hende. Det fortæller hun to år senere i Politiken.

De sidste dages hellige
Trods selvransagelsen i dele af pressen, mener de journalister, JOURNALISTEN har talt med, at Plejebo-sagen set over to år, har fået en afbalanceret dækning. Flere ser det dog som et problem, at pressen ikke gik hårdere til politiet.
»Folk forsøgte at gå tæt på politiets materiale, men det lykkedes ikke rigtigt. Derfor blev det i for høj grad politiets vinkel, der løb med sejren,« siger Olav Hergel.
»Vi blev paralyserede af, at sigtelsen var så stor,« siger Anders Steincke. »Med så mange drab, måtte noget jo være rigtigt, tænkte vi. Vi burde have stoppet op, da dommeren løslod og tænkt: ´Hvad er nu det?´«
Hanne Fall-Nielsen, Politiken:
»Jeg har hele tiden haft det helt okay med vores dækning – også den første dag. Bagklogskab bliver solgt dyrt på flasker for tiden. Det virker som de sidste dages hellige,« siger hun.
»Husk, at den overraskende drejning, at hun løslades, først sker klokken 18 – to timer før deadline. Forestiller folk sig, at vi på de to timer skulle kunne punktere politiets efterforskning gennem et halvt år?!« spørger Hanne Fall-Nielsen med løftet stemme.
Politiken har som den eneste avis den 22. oktober 1997 brugt ordet ´løsladt´ i den bærende rubrik på forsiden, ligesom avisen indledningsvist oplyser, at politiet er blevet underkendt. Hanne Fall-Nielsen forklarer, at det er resultatet af intens diskussion, at avisen vægter løsladelsen mindst lige så højt som sigtelsen.

Forført af politiet
Flere journalister forklarer, at myndighedernes massive præsentation af sagen fjernede den journalistiske mistænksomhed.
Mikael Mølgaard, Aktuelt, dækkede Københavns Kommunes pressemøde, der kørte parallelt med byretten. Han indledte sin artikel – »En galning har frit spil« – ganske bombastisk:
»Sundhedsborgmester Lars Engberg vil ikke garantere, at aktiv dødshjælp ikke kan forekomme igen.« Kort efter citerer Mølgaard stadslæge Claus Lundsted for, at intet kan »forhindre en gal person i at begå en sådan forbrydelse.«
Med andre ord – forbrydelsen har fundet sted, og forbryderen er nærmest pågrebet.
Mikael Mølgaard mener, myndighederne gav belæg for artiklen.
»Hele det officielle system var repræsenteret. Politiet, stadslægen og en borgmester. Sagen var efterforsket i et halvt år. Logikken i hele det set-up er, at man må tro, at hun har gjort det. Man må som journalist acceptere præmisserne,« siger han.
Anders Steincke, B.T., supplerer:
»Det gør selvfølgelig indtryk, at Stadslægens repræsentant i byretten taler om »meget aktiv dødshjælp«. Og den sigtedes kolleger nærmest dolker hende i ryggen i de forhørsrapporter, der bliver læst højt i byretten.«

Fra sort til hvidt
Hanne Fall-Nielsen, Politiken, påpeger, at pressen har en tendens til at pendulere fra sort til hvidt.
»Først var alt sort, og nu hvor alle sigtelser er bortfaldet, bliver alt hvidt. Gramkow fremstilles som om hun vandt 100-0 efter pressemødet hos Rørdam, da alle sigtelserne var frafaldet. Det forhold, at man ikke kan dømmes efter straffeloven, er jo ikke det samme som at sige, at der ikke har været problemer på Plejebo,« siger Hanne Fall Nielsen.
Samme tendens til »føleri« med Gramkow ser andre journalister. De taler om, at »dårlig samvittighed« holdt kritikken tilbage på pressemødet. Hans Davidsen-Nielsen, Jyllands-Posten, kritiserer især tv-journalisternes ukritiske tilgang til sagen på pressemødet hos Thomas Rørdam.
»Tv-journalisterne sad oppe foran og troede, de havde eneret til at stille spørgsmål, selv om de kender sagen dårligst. »Hvad følte du den dag?«. »Hvad skal der ske med din røde frakke?« Jeg synes virkelig sagen er for alvorlig til, at den skal gå op i den slags ligegyldige spørgsmål – det er for ukritisk,« siger Hans Davidsen-Nielsen.
Han mener stadigvæk, Plejebosagen er så interessant, at den skal have en seriøs pressebehandling.
»Dorte Gramkow er stadigvæk indklaget for patientklagenævnet. De gamle har fået en rystende behandling. Hun risikerer en næse, sagen er altså ikke slut.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen