
Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen (t.h.) og advokat Carlo Siebert overvejer nu, om de vil anke byrettens dom. Liselotte Sabroe / Scanpix
Tidligere i dag blev Ekstra Bladet ved byretten dømt til at betale 300.000 kroner til hver af de danske søfolk Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn.
Den dom overvejer avisen nu at anke til landsretten. Det fortalte chefredaktør Poul Madsen for kort tid siden på et pressemøde på Ekstra Bladets redaktion.
»Det, jeg allerhelst ville lige nu, var at betale Søren og Eddy de her penge. For den sag har allerede varet alt for lang tid. Men når jeg ikke tilkendegiver med det samme, at det gør vi bare, så er det, fordi dommen rummer præmisser for hele den danske presse fremover, som vi er nødt til at tænke over,« sagde Poul Madsen blandt andet.
Han var på pressemødet flankeret af Ekstra Bladets advokat Carlo Siebert.
Andre medier har gjort det samme
Poul Madsen hæftede sig ved, at dommen tilkendegiver, at der er klar samfundsmæssig interesse i at dække gidselsager.
»Men der, hvor det går galt i dommen, er, at man så entydigt siger, at man ikke kan bringe billeder af gidsler uden deres tilsagn. Man kan jo ikke få tilsagn fra en tilfangetagen. Vi skal derfor veje hensynet til Søren og Eddy på den ene side og hensynet til dansk presses arbejdsbetingelser fremadrettet på den anden,« sagde Poul Madsen.
På pressemødet fremviste han eksempler fra både DR og TV 2 på konkrete billeder, der viser kvindelige gidsler i Boko Harams varetægt.
»De her billeder har været vist i alle medier i Danmark og internationalt. Men med den præmis, der ligger i dommen, skal man afstå fra at vise billeder af gidsler. Kvinderne fra Boko Haram vil næppe lægge sag an mod dansk presse. Men principielt kunne de gøre det med den her dom,« sagde Poul Madsen.
Tilbød dem penge fra starten
På pressemødet blev chefredaktøren blandt andet spurgt, om han fortryder noget i sagen.
»Jeg ville gøre det igen – det er det korte svar. Jeg håber ikke, vi nogensinde kommer i en situation som den her igen. Men folk derude kan også fremadrettet regne med os på Ekstra Bladet, hvis de kommer i en situation, hvor de bliver glemt af offentligheden,« svarede Poul Madsen.
Sammen med Ekstra Bladets advokat vil han nu bruge nogle dage på at overveje, om de skal anke sagen.
»Af hensyn til Søren og Eddy ville det være bedst, hvis sagen lukkede her. Derfor har vi også fra starten tilbudt dem penge for at få sagen lukket. Men jeg er nødt til at sætte mig ned og overveje, om jeg skal føre faklen på vegne af dansk presse.«
4