Den danske journalist Jeppe Nybroe er blevet sat fri efter en måned som gidsel, efter at han blev kidnappet i Libanon nær grænsen til Syrien.
En række danske medier – Journalisten inklusive – har vidst besked, men alligevel har ingen valgt at breake nyheden, før Nybroe var fri.
»På Ekstra Bladet har vi stort set vidst det fra dag ét. Jeg har vidst det – og en hel del af journalisterne herinde har også vidst det. Det har vi blandt andet, fordi der har været foretaget indsamling blandt venner og familie for at få Jeppe Nybroe fri. Og mange af hans venner er journalister,« siger Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, til Journalisten.
TV 2 valgte også at holde tæt. Her arbejder Jeppe Nybroes bror Jacob Nybroe som nyhedschef. Han blev sendt hjem på orlov, da TV 2 blev bekendt med sagen, fortæller nyhedsdirektør Michael Dyrby.
»I sagens natur har vi vidst det helt fra starten. Og måden, vi har håndteret det på, er, at vi med det samme gav Jacob orlov. Dels så han kunne håndtere den familiære situation, men også af hensyn til redaktionen. Så vi kunne træffe de redaktionelle beslutninger, vi nu skulle,« siger Michael Dyrby.
Han tilføjer, at det intet har at gøre med Jacob Nybroe, at TV 2 traf beslutningen om ikke at breake historien. Det er helt på linje med kanalens etiske retningslinjer, fortæller han.
»Af moralske og etiske årsager er gidselsituationer altid vanskelige historier at håndtere. Og her er vores grundprincip, at vi tager hensyn til den sikkerhedsrisiko, det udgør, hvis man hele tiden udkommer med historier om en sag, mens den står på,« siger han.
Ikke to gidselsager er ens
Sagen kommer kun tre måneder efter, at Ekstra Bladet og TV 2 fik skarp kritik af Pressenævnet for deres dækning af en anden gidselsag – hvor seks søfolk sad fanget i Somalia i 838 dage.
Poul Madsen mener, der er stor forskel på de to forløb.
»Man skal altid være meget forsigtig i gidselsager, men der er ikke to gidselsager, der ligner hinanden. Der er stor forskel på at være gidsel i Somalia og i Syrien. I det her tilfælde var der en indsamling og en forhandling i gang, som vi ikke ville forstyrre. Det var der ikke, da vi gik ind i sagen om de danske søfolk i Somalia,« siger Poul Madsen.
Men har det også noget at gøre med, at der her er tale om en journalist, som du og flere af dine kolleger kender, og ikke nogen sømænd?
»Nej, vi vurderer hver sag meget nøgternt. Ikke to gidselsager er ens, og vi er altid forsigtige – uanset om det er en bager, en sømand eller en journalist. Her var der indikationer på, at gidselsagen kunne afsluttes meget hurtigt,« siger Poul Madsen.
DJ-formand roser medierne
Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, roser medierne for at sidde på historien, indtil Jeppe Nybroe var fri.
»Det synes jeg er ansvarligt. Det har haft betydning for forløbet, det er der ingen tvivl om.«
Hvordan?
»Jeg kan kun sige, at jeg er helt overbevist om, at det betyder meget for sådan en sag, at den kan håndteres i fred og ro,« siger han.
5