Den øgede konkurrence fra nye medier og et større udbud af nye kanaler har for alvor sat de traditionelle tv-kanaler, DR 1 og TV 2 under pres. Der skal kæmpes med næb og klør, hvis danskernes fortsat skal have et fælles offentligt rum at debattere i, lyder opråbet fra DR's generaldirektør, Kenneth Plummer.
DR er i dag vært for en stor public service-konference. Den anledning bruger DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, til at råbe vagt i gevær. De klassiske nyhedsmedier er under pres. Det kræver prioriteringer, hvis danskerne fortsat skal have platforme, hvor den demokratiske debat kan udfolde sig.
"De to brede kanaler, DR1 og TV2, har næppe stået svagere på markedet end i dette efterår. Med den digitale overgang i horisonten tror jeg godt, jeg kan love, at ingen af dem vinder markedsandele i de kommende år. Paradokset er, at der aldrig har været så mange kanaler til danskerne, men at der heller aldrig har været længere mellem det danske indhold. Fragmenteringen er reel og i de kommende år kommer vi til at kæmpe med næb og kløer, hvis vi stadig skal kunne samle danskerne og give dem det fælles offentlige rum, som jeg ser som forudsætningen for demokrati og samfund," skriver Kenneth Plummer i et debatindlæg på Mediawatch.dk.
Den udfordring, medierne står over for, kan ifølge Plummer under ét samles under overskriften "globalisering af medier og kultur". En globalisering, som Plummer deler op i tre megatendenser: internationalisering, fragmentering og en accelererende teknologisk udvikling.
Som eksempel på, hvordan den teknologiske udvikling udfordrer de klassiske nyhedsmedier, nævner Kenneth Plummer, hvordan de sociale medier har stormende fremgang på nettet sammenlignet med nyhedshjemmesiderne.
Til trods for, at Dr.dk er et af de største danske mediesites, har siden kun én procent af danskernes sidevisninger, mens Google, Facebook og Youtube sidder på mere end 25 procent.
"Sidevisninger betyder annoncekroner, og de internationale spilleres dominans på nettet er en trussel mod indtægterne på det danske netmarked," skriver Kenneth Plummer.
Hvis de danske nyhedsmedier skal overleve i konkurrencen, kræver det ifølge Plummer, at de leverer dansk kvalitetsindhold. Det gælder både de store dramaproduktioner, begavet fjernsyn for børn og unge og undersøgende dagsordenssættende journalistik.
"Heri ser jeg DR's rolle: at være det mest betydningsfulde public service medie, som også fremover skal være en sikker klippe i det globale mediehav," slutter Kenneth Plummer.
Læs hele hans indlæg på Mediawatch.dk.
Læs også: Plummer: Nyhedsformidlingen i DR skal styrkes
samt: Plummer: DR skal samarbejde med kommercielle medie
Læs også
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.