I medieåret 2011 er indlands- og udlandsredaktionerne ikke adskilt. DR har fået sin første globaliseringskorrespondent. Han skal fortælle, hvordan Brasiliens voksende middelklasse har en indvirkning på danskernes hverdag.
39-årige Jakob Illeborg er med den nye stillingsbetegnelse "globaliseringskorrespondent" blevet ansat til at vise, at internationaliseringen får stadig større betydning for danskernes hverdag, økonomi og arbejdspladser.
Jakob Illeborg kalder selv sit nye job for:
»Et helhjertet forsøg på at lave en kvalificeret dækning af en mere og mere global verden.« Jakob Illeborg er verdenskorrespondent og skal lede efter globaliseringshistorier på alle verdenskortets pletter.
Han skal ikke erstatte de etablerede udenrigskorrespondenter eller de faste krigskorrespondenter. I stedet skal han lede efter de historier, som kan sætte perspektiv på den danske nyhedsdækning.
»Vi har en ny verdenssituation, hvor indland og udland ofte er relaterede, men hidtil har vi dækket dem meget adskilt i medierne. Min opgave bliver for eksempel at sætte perspektiv på den danske skoledebat med et indslag fra skolevæsnet i Sydkorea.«
Han skal vise, at danskernes hverdag faktisk er international, og får til opgave at forklare komplicerede ting i øjenhøjde og på en måde, så danskerne finder det interessant.
Jakob Illeborg er lige kommet hjem efter 12 dages arbejde i Brasilien. Her lavede han både indslag om landets nye kvindelige præsident og nedrevne slumområder og belyste Brasiliens vækstpotentiale gennem nære historier.
For eksempel viste han, hvordan den brasilianske middelklasse er voksende, og at deres særlige interesse for europæiske varer kan betyde noget for dansk økonomi. Og dermed også danskernes hverdag. Han fortalte også om landets vækstpotentiale gennem en entusiastisk dansk stjernekok, som havde bosat sig i Brasilien.
Når Jakob Illeborg ikke er i luften og på vej, bruger han tiden på at researche og danne sig overblik over det sted, han skal rapportere fra næste gang. At skulle orientere sig om alle verdens lande beskriver han som »En fantastisk, men ordentlig mundfuld, der i den grad har udvidet læseradius.«
Jakob Illeborg får base i London, hvor de globale tendenser er lige om hjørnet, og der er kort til en lufthavn.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.