Var Penkowa en svindler? Havde rektor rent mel i posen? Hvor fik Poul Pilgaard Johnsen sine oplysninger fra? For KU's pressechef, Jasper Steen Winkel, startede Penkowa-sagen i halvmørke og voksede til dimensioner, han aldrig havde forestillet sig.

Jeg har noget, I skal se.«

Vicedirektøren for kommunikation på Københavns Universitet spidsede ører. Vi skriver 2. februar 2011. I den anden ende af linjen var det Poul Pilgaard Johnsen, journalisten fra Weekendavisen, der de seneste tre måneder havde bragt universitetet i undtagelsestilstand med sine artikler om forskeren Milena Penkowa.
De to havde talt sammen nogle gange, men denne gang var det anderledes. Pilgaard ringede ikke for at få oplysninger. Han ringede for at fortælle, hvad han vidste – en viden, der snart skulle få Jasper Steen Winkel til at ændre den måde, han havde opfattet og kommunikeret Penkowa-sagen på.

Pilgaard var kommet i besiddelse af oplysninger, der beviste, at Milena Penkowa havde fusket med sin forskning og løjet om, at hendes mor og søster skulle være blevet dræbt i et biluheld. Med andre ord: Milena Penkowa fremstod som en løgner og en bedrager, og en af de bedragne var hendes tidligere chef, den nuværende rektor Ralf Hemmingsen.

Historien ville blive bragt i Weekendavisen tre dage efter. Men Pilgaard havde nogle oplysninger, han havde brug for at få verificeret. Hans tilbud var derfor, at KU fik lov at se hans materiale, mod at han fik lov at se nogle papirer – bare på afstand.

Sent samme aften sad Pilgaard i KU's gamle kommunitetsbygning på Nørregade. Sammen med ham sad Jasper Steen Winkel, rektor Ralf Hemmingsen og en sekretariatsleder. Pilgaard havde en hel mappe med papirer med sig. Dokumenter og opgørelser, som KU-folkene dårligt nok kendte eksistensen af. Især en ting tiltrak sig Winkels opmærksomhed. Det var Penkowas såkaldte 'dyrebog', hvor hun havde registreret samtlige af sine dyreforsøg.

Men Pilgaard manglede en sidste bekræftelse, før han kunne føre sit journalistiske hug helt igennem. Han havde tidligere søgt aktindsigt i kontrakten med det spanske firma, som Penkowa påstod havde udført de rotteforsøg, hendes kolleger tvivlede på nogen sinde havde fundet sted. KU ville ikke give ham aktindsigt i kontrakten, men man vurderede, at det var tilladt at udlevere datoen og navnet på firmaet, så det fik Pilgaard oplyst. Hans research viste, at firmaet ikke fandtes i Spanien, men at der i USA var et firma med det navn. Det blev imidlertid først oprettet to år efter, at rotteforsøgene skulle have fundet sted. Alt tydede på, at Penkowa havde forfalsket kontrakten. Men for at være helt sikker ville Pilgaard gerne se logoet på de kontrakter, Penkowa havde givet universitetet.

Jasper Steen Winkel havde også sine dagsordener. Han ville se det materiale, som åbenbart var en uudtømmelig kilde til historier fra Pilgaards side. Og så ville han overbevise Pilgaard om, at KU faktisk havde de kontrakter, som dokumenterer forsøgene, og at KU og Ralf Hemmingsen således havde været i god tro. Han kunne ikke give aktindsigt, men han holdt kontrakten op, så Pil­gaard kunne se, at den fandtes.
Sådan foregik det usædvanlige møde på rektors kontor denne aften. På afstand kunne Pil­gaard konstatere, at kontrakternes logoer svarede til logoet for det amerikanske firma. Rottefælden var klappet.

Frem til denne dag havde Jasper Steen Winkel og resten af KU's ledelse ageret tilknappet og henvist til 'interne personaleforhold'.
»Vores arbejdshypotese var, at hun måtte være uskyldig, indtil andet var bevidst. På dette tidspunkt var det endnu ikke sandsynliggjort, at hun var en bedrager. Dokumenterne lå foran os. Det er ikke en ansvarlig ledelse, der hænger tidligere medarbejdere ud uden sikker viden,« fortæller han Journalisten.
Efter mødet med Pilgaard stod det imidlertid klart, at Penkowa næppe var uskyldig. Ralf Hemmingsen havde lavet en bommert. Han påtog sig at kontrollere dokumentationen for rotteforsøgene, og han har således sagt god for forsøg, der sandsynligvis aldrig blev udført.

Men udviklingen betød også, at Jasper Steen Winkel og KU's bestyrelse kunne ændre strategi. Tvivlen var væk. Nu kunne de agere offensivt, og Winkel forberedte en pressemeddelelse om, at KU anmeldte Milena Penkowa til politiet for dokumentfalsk.
Pilgaard ville dog ikke lade den sensationelle nyhed løbe sig helt af hænde. Han skrev samtidig en pressemeddelelse til Ritzau, hvor han opsummerede pointerne fra den historie, Weekendavisen ville bringe om fredagen – inklusive en helt frisk kommentar fra rektor Ralf Hemmingsen. De sendtes med få minutters mellemrum, Pilgaards først.

For Jasper Steen Winkel var mødet med Pilgaard kulminationen på et forløb, hvor KU konstant havde været bagud. Undrende kunne han se Pilgaard jonglere med det ene fortrolig-stemplede dokument efter det andet – papirer, han aldrig selv havde set.

Dokumenterne kom blandt andet fra en kilde, Pilgaard havde været i kontakt med gennem længere tid. Og da han besluttede sig for at tage turen ud i provinsen og besøge vedkommende, åbnede Aladdins hule sig: En imponerende samling af sagsakter omkring Penkowas akademiske gøren og laden gennem mere end 10 år. Og da kilden på et tidspunkt forlod kontoret i et ærinde, skete det med ordene: Jeg skal lige ud et smut, men sagsakterne ligger her, og så står der for øvrigt en kopimaskine inde ved siden af.

Omtrent et år tidligere var Pilgaard for første gang stødt på navnet Milena Penkowa. En pensioneret journalist havde tippet ham om en sag ved byretten mod hjerneforsker, der havde taget af kassen. Da Pilgaard mødte op til retsmødet i marts 2010, stod der et skilt på døren om, at sagen var udskudt til november, og at der i øvrigt var navneforbud.

Men ved døren stod også en række personer, der var kommet for at vidne i sagen. Pilgaard gav sig i snak, og snart fornemmede han, at der var noget lorent ved Penkowa. Han fik telefonnumre på vidnerne, og så begyndte han langsomt at kile sig ind i det medicinske universitetsmiljø.

Da den første artikel om Penkowa blev trykt i Weekendavisen i november 2010, var det ikke noget, der påkaldte sig den store opmærksomhed hos Jasper Steen Winkel. Den handlede om en stærk mistanke mod Penkowa for at have fusket med sine forskningsforsøg. Anklagerne var på sin vis alvorlige, men omvendt havde universitetet selv opdaget sagerne og sendt dem til UVVU – Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed.

Og her kørte der hele tiden sager, så i den henseende var der intet alarmerende for universitetet eller rektor.
Han vidste også, at den flamboyante forsker var suspenderet, fordi hun var tiltalt for at have taget af kassen i et videnskabeligt selskab. Men da selskabet var en privat organisation, havde det ikke direkte noget med KU at gøre.

Journalister, der i kølvandet på Pilgaard ringede til Jasper Steen Winkel for at høre om den mystiske Penkowa, fandt hurtigt ud af, at de ikke fik meget ud af hverken ham eller rektor. Personalesager er fortrolige – ingen kommentarer. Snart bredte der sig en almindelig irritation over de evindelige 'personalesags'-henvisninger. I manges øjne handlede sagen om KU's ansvar for fusk og misbrug af forskningsbevillinger. Altså problemstillinger, der vedrører KU som institution og ikke bare en enkelt ansat. Tavsheden virkede påfaldende.

Det var Winkel godt klar over. I den offentlige debat måtte han lægge øre til alskens råd og krav om, at KU skulle åbne sig og kommunikere noget mere.
"Kan man forestille sig en privat virksomhed med 6.000 ansatte og 40.000 kernekunder, der i månedsvis er til grin i offentligheden, uden at det får virksomhedens ledelse til at åbne munden?" lød det for eksempel fra Kresten Schultz-Jørgensen, tidligere kommunikationschef i Coca Cola og på Det Kongelige Teater, i Berlingske Tidende.

Jasper Steen Winkel kunne ikke bruge det til så meget, for så nem var situationen ikke. Og det var ikke kun et spørgsmål om, at juristerne stod og viftede med paragrafferne.
For det første stod Winkel med det problem, at meget af det, han kunne læse i Weekendavisen, var nyt for ham. Den research, Pilgaard havde påbegyndt otte måneder tidligere, skulle han nu indhente sammen med juristerne og kommunikationsafdelingen. Sagsakterne, der lå i en kælder i Panum-bygningen, skulle findes frem, fakta skulle tjekkes.

Ledelsen var opsat på at holde sig i forvaltningssporet og agere korrekt efter reglerne. Og de havde det sidste ord.
»Der har været perioder, hvor vi ikke har været helt enige i ledelsen – og hvor jeg for eksempel gerne ville kommunikere noget mere. Rektor har så internt påtaget sig ansvaret for nogle gange at vente og skaffe sig mere dokumentation,« siger Winkel.

Men det var faktisk også det råd, han fik, da han talte med den erfarne krisekommunikatør Steffen Lüders fra Mannov: En krise som denne kan ikke tales væk. Det vigtige var ikke, hvordan folk så på rektor nu og her. Det vigtige var, hvordan man ville huske sagen om to år. Forvaltede universitetet korrekt, eller sprang rektor over, hvor gærdet var lavt?

Den 22. december 2010 dryssede sneen idyllisk ned i Københavns gamle latinerkvarter. Men i kommunitetsbygningen havde julefreden langtfra sænket sig. Tværtimod. KU's bestyrelse havde netop modtaget et brev, underskrevet af 58 forskere, der opfordrede bestyrelsen til at iværksætte en uvildig undersøgelse af Penkowa-sagen og rektors rolle.
På Jasper Steen Winkels kontor glødede telefonlinjen til bestyrelsesformand Niels Strandberg Pedersen. Penkowa-sagen var begyndt at spidse til. Det var nu ikke kun et spørgsmål om en forsker, der mistænktes for at have fusket. Det var en gruppe af universitetets kernemedarbejdere, der tilsyneladende ville af med deres chef.

Det blev hårdt mod hårdt. I en pressemeddelelse, der gik ud samme dag, hed det, at man ikke ville imødekomme forskernes krav. I stedet ville man bede kammeradvokaten undersøge sagen. Og så kom tilføjelsen: "Universitetet gør opmærksom på, at flere af underskriverne af brevet er part i dele af sagskomplekset og dermed ikke kan betragtes som uvildige."
Dagen efter udkom Weekendavisen, og brevet fra forskerne var naturligvis temaet for fredags-føljetonen om Penkowa.

Pilgaards tekster har ofte mere karakter af for-tællinger end af nyhedsartikler, og han gemmer altid en lille suspense-skabende godbid til læserne i slutningen. Denne artikel er ingen undtagelse, for i en udtalelse fra professor Elisabeth Bock lå en slet skjult beskyldning om nepotisme og reference til et rygte, der længe havde huseret på Panum Instituttet: At forholdet mellem Penkowa og Ralf Hemmingsen ikke kun var fagligt.

Hvorfor han siden havde holdt hånden over hende.
"På grund af denne mistanke kunne bestyrelsen for eksempel bede ham underskrive en erklæring om, at deres relationer udelukkende har været af rent professionel karakter," citerede Pilgaard Elisabeth Bock for at sige.

Det medicinske fakultet er kendt for at være et af de hårdeste miljøer i dansk forskning overhovedet. Konkurrencen er ekstrem, og i nogle laboratorier er det praksis at sætte lås på sine skabe for at sikre, at kolleger/konkurrenter ikke stjæler eller saboterer ens forskningsprøver.
Før han blev rektor, var Ralf Hemmingsen dekan på fakultetet. En udsat stilling, hvor man formelt bliver udøvende chef for sine kolleger af overlæger, professorer og meriterede forskere. Som leder af et ledelsesresistent miljø er det svært helt at undgå at få fjender på halsen.
Samtidig har Milena Penkowa udseendet med sig og spiller i mange kollegers øjne lovligt meget på sin sexappeal.

Foto: Mik Eskestad/Polfoto

Sådan har der altid været knive og sladder i forskningsmiljøet. Men det at gå ud i offentlig presse er ikke noget, der er velset. Den faglige kritik fører man i forskningsfora, resten klarer man ved kaffemaskinen. Derfor var Elisabeth Bocks udtalelse – hvor antydningsvis den end måtte forekomme – et helt uhørt angreb.
»Da artiklen, hvori nogle forskere kræver en erklæring om, at rektor ikke har været i intim kontakt med Penkowa, offentliggøres, lyser alle lamper rødt. Jeg har ikke set noget lignende. Det kunne kun tolkes, som om der er noget mere i det udsagn … at der er følelser på spil,« siger Jasper Steen Winkel.

I en privat virksomhed havde sagen været ligetil. En fyring for illoyal optræden havde næsten været forventelig. Men sådan fungerer et universitet ikke. Forskningsgrupperne er næsten som uafhængige celler, selvfinansierede gennem eksterne forskningsbevillinger. Desuden har offentligt ansatte ytringsfrihed. Jasper Steen Winkel må betragte lækager og offentlig kritik fra universitetets ansatte som en del af sine arbejdsvilkår. I denne sag har han hånd i hanke med ledelsens kommunikation. Ikke KU's.

De vrede medicinere havde udgjort en del af Poul Pilgaard Johnsens kildenetværk – både til og især uden for citat. Imidlertid tog hans dækning en drejning, der gjorde, at flere af disse kilder begyndte at kigge andre steder hen, når de ville af med deres viden og udtalelser.

Pilgaard var efterhånden overbevist om, at rektor faktisk havde været i god tro – om end noget naiv – da han valgte ikke at indberette Penkowas første doktordisputats til UVVU. Langsomt begyndte han at rette skytset væk fra rektor, og midt i februar 2011 – ugen efter at han selv havde afsløret Penkowas dokumentfalsk – konstaterede han i en analyse, at der er fakta i sagen, som taler imod, at Hemmingsen bevidst skulle have dækket over Penkowa af personlige og muligvis intime årsager.

Det var ikke velkommen læsning for de kritikere, der følte, at rektor i sin magtfuldkommenhed havde tilsidesat advarsler om Penkowas mistænkelige forskning og sågar havde kronet dette ved at lade hende indstille til EliteForsk-prisen på et tidspunkt, hvor hun var under efterforskning.
Men de havde til gengæld fået et andet talerør. I december 2010 begyndte de to Politiken-journalister Hans og Hans med efternavnene Davidsen-Nielsen og Drachmann at interessere sig for sagen. De havde noteret det helt klassiske journalistiske udgangspunkt – nogle vil have en uvildig undersøgelse af en myndigheds sagshåndtering, men myndigheden nægter. Hvorfor?

Erfarne graverjournalister som de er, gik de i gang med aktindsigtsbegæringerne, og 19. januar kunne de i en artikel fortælle, at Penkowa faktisk erkendte, at hun ikke kunne dokumentere alle sine rotteforsøg, men at rektor accepterede dette uden at gøre mere ud af sagen.

Davidsen-Nielsen og Drachmann var fra starten mere målsøgende og skarpere i retorikken om rektors rolle end Pilgaard. Generelt interesserede Politiken sig mere for Hemmingsen end for Penkowa, og deres indtog i sagen betød både ekstra arbejde og ærgrelser for Jasper Steen Winkel. Med Pilgaard og til dels andre journalister oplevede han en generel interesse for at komme rundt om sagen og finde ud af, hvad der var op og ned. Når der blev ringet fra Politiken, virkede det for Winkel, som om artiklerne var skrevet, og man blot skulle have en formel kommentar fra modparten 10 minutter i deadline.

Det var ikke sjældent, at Politiken havde Winkel i telefonen dagen efter en Penkowa-historie.
»Politiken havde låst sig fast på en vinkel og var meget kritisk i sin sprogbrug. Der bliver skrevet mange ledere, analyser og klummer over et halvt år. Når der var tale om kampagnejournalistik, hvor sagen ligefrem blev en redaktionel profil for bladet, måtte vi selvfølgelig imødegå alle de oplysninger, der var forkerte. Så vil jeg sgu give igen,« siger Winkel.

Irritationen var gengældt på Rådhuspladsen. Her oplevede Davidsen-Nielsen og Drachmann, at KU trak tiden med aktindsigterne og flere gange overskred de officielle frister, som offentlige myndigheder har omkring aktindsigt. Helt galt blev det, da Pilgaard fik sit gennembrud med at finde Penkowas fup-firma. Politiken havde også søgt aktindsigt, hvilket KU havde nægtet dem. Og pludselig kom navnet fra Pilgaard.

I deres øjne lignede det, at Pilgaard blev belønnet af KU for sin mindre rektor-kritiske dækning.
»Vi søgte aktindsigt om navnet på det spanske firma lang tid i forvejen. Pludselig dukkede det op i Weekendavisen. Så jeg skrev til deres jurist, at jeg syntes, det var for dårligt, hvis der var forskelsbehandling. At vi bevidst skulle indhente kommentarer i sidste øjeblik, kan jeg også afvise. Alle kender de betingelser og det tidspres, der er på dagbladene,« siger Hans Davidsen-Nielsen, som heller ikke kan forstå beskyldningen om kampagnejournalistik.

»Det har intet med en kampagne at gøre, at vi satte kritisk lys på universitetets håndtering af årtiers største videnskabelige svindelsag. Og særligt ikke, når vi kunne dokumentere, at universitetets nuværende rektor tog til efterretning, at Penkowa ikke kunne redegøre for sine rotteforsøg i forbindelse med sin første doktordisputats.«

Jasper Steen Winkel afviser til gengæld, at der skulle have været forskelsbehandling.
»Alle journalister er blevet behandlet ens. Men deres spørgsmål er ikke enslydende. Pil­gaard har også fået afvist anmodninger om aktindsigt. Vi får i øvrigt over 100 aktindsigter på en kort periode og har en jurist, der en overgang nærmest lavede det på fuld tid.«

I og med at sagen blev ved at køre i pressen med stadig nye afsløringer, steg den politiske interesse. Og videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen ville gerne give udtryk for sin mening. Hun gik offensivt til værks og signalerede en slet skjult utilfredshed med KU og dets håndtering af sagen. Hemmingsen og Jasper Steen Winkel havde fået endnu en hovedpine. Det var, som om Sahl Madsen søgte at score billige politiske point ved at agere handlekraftig minister i en sag, hvis substantielle problemstillinger i deres øjne på ingen måde stod mål med den voldsomme pressedækning.

Men KU var ikke slået – eller for at sige det på en anden måde: En ny vinkel dukkede pludselig op, som for en tid rykkede det kritiske fokus væk fra universitetet og over på Videnskabsministeriet selv: Sander-vinklen.
At den tidligere videnskabsminister Helge Sander og Milena Penkowa havde et personligt bekendtskab, var ikke ukendt, men omvendt heller ikke noget, der var blevet nævnt i andet end bisætninger. I begyndelsen af februar blev Sander imidlertid bragt på banen for fuld musik.

I artiklen 'Venindens vendetta' satte Pilgaard fokus på en række anonyme spørgsmål, som Helge Sander som minister i 2009 lod gå videre til Det Frie Forskningsråd Sundhed og Sygdom – det udvalg, der uddeler offentlige forskningsmidler til de projekter, de finder bedst. De 30 meget kritiske spørgsmål om rådets arbejde skabte vældig furore blandt udvalgsmedlemmerne, der fandt dem stærkt injurierende. I artiklen sagde kilderne ligeud, at de var overbeviste om, at Penkowa var kvinden bag spørgsmålene. At det var hendes personlige hævntogt, Helge Sander nu førte ud i livet.

En anden, der interesserede sig for Penkowas og Sanders forhold, var BT's hardhitter Lars Fogt. Han var uden egentlig at vide det den første journalist, der skrev om Penkowa-skandalen; en kort artikel i september 2010 om, at en unavngiven – men kendt – forsker ved KU var anklaget for økonomisk bedrageri mod et videnskabeligt selskab.

Heldigvis havde KU lige præcis den dokumentation, Fogt skulle bruge, og inden længe kunne Fogt, på baggrund af en række interne notater, han havde fået aktindsigt i, skrive historien om, hvordan Helge Sander i sin ministertid lagde et særdeles hårdt pres på sundhedsdekan Ulla Wewer og på Ralf Hemmingsen for at få ophævet den suspension af Penkowa, som bedragerisagen mod hende havde medført.

Fokus var drejet, og Jasper Steen Winkel kunne sænke skuldrene for en stund.
»Det er da en møgsag, og man får nogle knubs undervejs. Men af og til må man også læne sig tilbage og betragte det som et stykke forskningspolitisk historie. Det er som en spændingsroman, der udfolder sig, med mange forskellige kapitler.«

22. marts 2011 var en afgørende dag. Her kom kammeradvokaten med sin redegørelse om KU's håndtering af Penkowa-sagen. Godt nok var rapporten ikke den uvildige undersøgelse, kritikerne havde krævet, idet kammeradvokaten er statens og dermed også KU's advokat. Men ikke desto mindre blev den tillagt ganske stor troværdighed. Hvis rektor klarede frisag her, var han ovre det værste.

Rapporten – et digert værk på 600 sider – nævnte en række kritikpunkter, men i det store hele var konklusionen dog, at fejlene var så små, at der ikke var grund til at fyre rektor. Den altid velinformerede Poul Pilgaard Johnsen udlagde selv – et par timer før rapportens offentliggørelse – teksten for tv-kollegernes snurrende kameraer.

Videnskabsministeren ville dog ikke lade universitetet slippe så let. I en pressemeddelelse samme dag udtalte hun en "meget alvorlig kritik mod KU's bestyrelses håndtering af sagen" og indførte et såkaldt "skærpet opsyn" med KU.
Men KU havde også en anden dagsorden til dagen og udsendte en pressemeddelelse om en fempunkts handlingsplan, der skulle stramme op om universitetets procedurer og forhindre, at en lignende sag opstod igen.
Der var kamp om rubrikkerne den dag.

Penkowa-affæren sluttede ikke her. Alligevel må det, der følger efter de fire hektiske måneder, betragtes som et efterspil. Kommunikationsmæssigt er KU på omgangshøjde, og efterhånden får Jasper Steen Winkels kommunikationsafdeling etableret en omfattende informationsplatform, blandt andet en glimrende kildesamling omkring pressens dækning.

I pressen kører sagen med mellemrum. For Winkel har den kørt uafbrudt i næsten to år. Også i ferierne.
Den 7. august 2012 var der pressemøde. KU fremlægger sammen med den østrigske forsker Hans Lassmann en rapport, som han og fem andre forskere har arbejdet på i et år på KU's bestilling.
Inden mødet afleverede Jasper Steen Winkel sine to børn hos deres mormor. Da han gik, sagde hans 13-årige søn: Far, kan du ikke sørge for, at vi ikke behøver høre mere om hende Penkowa?
Der var igen tv-sendevogne på Frue Plads, men måske for sidste gang i Penkowas navn.

Lassmanns konklusioner er typiske for en videnskabsmand: Intet kan siges sikkert, men meget tyder på, at Penkowa har snydt. Hvem har ansvaret for, at dette kunne ske, ville journalisterne vide.
Lassmanns svar var nedslående for de journalister, der håbede på en sidste forsidehistorie, mens Jasper Steen Winkel, der sad i panelet ved siden af Lassmann, kunne undertrykke et lille smil: Ingen!

Så småt begynder han at kunne se tilbage på en sag, hvis dimensioner han formentlig aldrig vil komme til at opleve igen.
»Skal man vurdere vores kommunikationsarbejde, må man se på de vilkår, der var. Tæppet blev trukket væk under organisationens topfigur, vi manglede faktuel viden, det føg med rygter, medarbejderne havde selvstændige dagsordener, en tidligere minister var involveret, og en ny minister ville profilere sig. Spørg andre kommunikationsfolk, hvor mange kriser de har oplevet, der er så komplekse, og hvad oddsene er i sådan en situation.« s

Læs interviewet med Poul Pilgaard Johnsen på side 28.

Penkowa-affæren kort
Hjerneforskeren Milena Penkowa indleverer i 2001 sin doktordisputats ved KU's sundhedsvidenskabelige fakultet. Bedømmelsesudvalget afviser i 2003 disputatsen og bemærker visse tegn på uredelighed, blandt andet fordi de tvivler på, at hun har foretaget de rotteforsøg, hun baserer resultaterne på.

Dekanen Ralf Hemmingsen, der siden bliver rektor, beder to udenlandske eksperter vurdere, om de mener, der er tale om fusk, så sagen skal sendes til Uredelighedsudvalget (UVVU). Det mener de ikke. Hemmingsen kontrollerer selv dokumentationen for rotteforsøgene. Ud fra dette beslutter han ikke at gå videre med sagen.

Penkowa bliver siden doktor på en anden afhandling, men der opstår flere sager omkring hendes forskning. Dertil kommer en sag i 2008, hvor hun anklages for at have bedraget Dansk Selskab for Neurovidenskab for ca. 30.000 kroner og forsøgt at skyde skylden på en studentermedhjælper. Den sag gør, at hun i foråret 2010 suspenderes fra sit job på KU, og i december 2010 idømmes hun tre måneders betinget fængsel.

Pressens dækning af sagen tager sit udgangspunkt i en uredelighedssag mod Penkowa i 2010, men bevæger sig over på den mistanke om fusk, der allerede blev rettet mod hende i 2003. Ralf Hemmingsen mistænkes for at have holdt hånden over Penkowa, fordi han ikke gik til UVVU med sagen, og fordi Penkowa blev indstillet til den prestigefyldte EliteForsk-pris i 2009, selv om hun var under efterforskning i sagen om bedrageri.

Ringen sluttes 29. august 2012, hvor UVVU fastslår, at Penkowa har fusket med sin forskning i de to sager, Pilgaard startede sin artikelrække med at skrive om. Sagen om de falske rotter fra disputatsen i 2001 blev først anmeldt til UVVU for nylig og er endnu ikke afgjort.