Han elsker Armani-jakker og kører rundt i en lys Jaguar med et par flasker champagne i bagagerummet. I københavnske journalistkredse er han kendt som en levemand, der elsker god mad, vin og fester, men Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen er også journalisten, der afslørede Milena Penkowa.

Det er i karnappen, vi mødes. Gardinerne er trukket for. Alligevel kan den 299 kvadratmeter store lejelejlighed ikke betegnes som andet end lys. Arbejdsbordet er af mahogni, og han har indrettet sig med en gammel bærbar, iPhone og blå Kings. Vi drikker Nescafe med mælk og spiser luksus brownies fra A Xoco.

Trafikken fra Gl. Kongevej kan høres afdæmpet nede fra gaden.
Det var Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen, der skrev om eliteforskeren Milena Penkowas rotteforsøg, de forfalskede dokumenter og moren og søsteren, der angiveligt skulle være blevet dræbt i en bilulykke i Belgien – men som levede i bedste velgående.

Men i mediekredse er han næsten lige så kendt som journalisten, der højst overraskende ikke blev Cavling-nomineret for bedriften.
»Jeg er ærligt talt i tvivl om, hvor kompetente medlemmerne af Cavling-komiteen er,« forklarede journalist Mads Brügger sidste år, da det stod klart, at Poul Pilgaard Johnsen var siet fra i slutspillet til Cavling. I debatten på journalisten.dk tilsluttede redaktør på Fyns Amts Avis Troels Mylenberg og Berlingskes journalist Uffe Gardel sig.

Dengang svarede Cavling-formand Kurt Strand, at komiteen ikke kommenterer på, hvorfor nogle ikke er blevet nomineret.
Fakta var, at Poul Pilgaard Johnsen trak tæppet væk under en af de mest feterede danske hjerneforskere. Og da sagen begyndte at rulle, lykkedes det ham at være foran alle andre journalister – selv om Poul Pilgaard Johnsen kun havde adgang til spalterne en gang om ugen.

Denne artikel handler ikke om sidste års Cavling-pris. Eller næsten ikke. Den handler om manden bag Penkowa-afsløringerne, 46-årige Poul Pilgaard Johnsen. Han er nemlig ikke umiddelbart en klassisk graverjournalist, faktisk er det lidt svært at sige, hvad hans stofområde er – universiteter, herregårde, spioner, regionplaner, galop, vin, biler? Hans skrivestil er ofte personlig og litterær. Han skriver hvert år om uge 29 og de rige i Skagen. Og i den årlige nytårsartikel plejer personlige oplevelser, champagne og satire at være faste ingredienser.

Han har skrevet en artikel med overskriften "Dæk & diller" og har en stor Jaguar, hvor der altid ligger champagne i bagagerummet, hvis nu …
»Jeg er vild med champagne, fordi det smager vidunderligt, og fordi det giver et lille mentalt pift, som andre slags vin sjældent giver,« fortæller han.

Er det Poul Pilgaard Johnsens tilsyneladende lette liv, der betød, at han blev sorteret fra i opløbet til Cavling-prisen? Det mener Mads Brügger.
»Der melder sig en mistanke om, at Poul Pil­gaard ikke vejer lige så tungt i komiteens øjne, fordi han for eksempel beskæftiger sig med vin og kunst. I virkeligheden må man anerkende, at han kan bide skeer med en forsker, som resten af den danske presse lod sig forblænde af,« siger Mads Brügger til Journalisten.

Han mødte Poul Pilgaard Johnsen, da han var gæst i Den 11. Time på DR2. I dag er Brügger chef for ham på Radio24syv, hvor Poul Pilgaard Johnsen ved siden af Weekendavisen har det ugentlige radioprogram Flaskens Ånd.
I programmet drikker han og gæsterne vin, taler om vin og alt mulig andet. Han har blandt andre haft besøg af politikeren Søren Pind, maleren Tal R, frisøren Gun-Britt Zeller, forfatteren Claus Beck-Nielsen, generalen Kjeld Hillingsø, den tidligere luksusluder Susanne Krage og Niels Lillelund, der har skrevet Danmarks første vinkrimi.

Jeg skriver om det, jeg har lyst til. For en, der interesserer sig for mange forskellige ting, er journalistikken et fantastisk fag, forklarer Poul Pilgaard Johnsen. – foto: Les Kaner

Han optager programmet her i lejligheden, fordi rummet giver en stemning, man ikke kan genskabe i et radiostudie. Der hænger kunst af veninden Vibe Bredal på væggen. Over klaveret er et zebraskind placeret.
To af værelserne bliver lejet ud til en god ven. Der er god luft mellem møblerne. Man kan let forestille sig, hvordan der er plads til 180 mennesker, når Poul Pilgaard Johnsen hvert efterår holder sin årlige champagnefest for venner, familie og kolleger. Anledningen er efterårets udgivelser fra hans bogforlag Bianco Luno. Dagsordenen altid denne samme. Først champagne og så dans til klokken 1 om natten.

Poul Pilgaard Johnsen er klædt i nystrøget hvid skjorte, lyse bukser og sneakers af ruskind. Han foretrækker at gå klædt i Armani-jakker. Hans kollega på Weekendavisen Arne Hardis mener, at Poul Pilgaard Johnsens stil kan betegnes som dandy. Mads Brügger mener, han er en dapper dresser. (Udtrykket er så hipt, at jeg ikke har kunnet google mig til en meningsfuld oversættelse). Den anden kanalchef på Radio24syv, Mikael Bertelsen, siger, at Poul Pilgaard Johnsen ligner en godsejersøn.

Faktisk kommer han fra en helt almindelig familie i Sdr. Felding i Vestjylland, hvor forældrene havde et vaskeri. Der var tre fritidstilbud i byen: Idrætsforeningen, søndagsskolen og bogbussen. Poul Pilgaard Johnsen valgte søndagsskolen og bogbussen og satte sig for at lære at læse, inden han kom i skole, så han ikke var afhængig af, at hans mor havde tid.
»Jeg læste alle 20 bind af Lademanns leksikon fra A til Å – 20 bind. Jeg syntes, alting var interessant. Arkæologi, litteratur, politik, benzinmotorer, hvordan landskaber er dannet og danske herregårde.«
Når han taler, er det i lange fortællinger med mange detaljer, ligesom hans artikler.

Som otteårig betød interessen for herregårde, at han tog af sted på egen hånd for at se resterne af et voldsted med egne øjne (forældrene havde ellers sagt nej). Senere, som 13-årig, investerede han i et DSB månedskort, så han på egen hånd kunne rejse rundt i hele landet en hel sommer og besøge herregårde.
»Jeg blev betaget af skønheden ved bygningerne, det røde tegl, voldgravene, de grønne træer og plænerne. Og af historierne, der hørte med.«

Efter gymnasiet flyttede han til Aarhus for at læse jura. Han far havde altid sagt, at advokater tjente mange penge, og Poul Pilgaard Johnsen ville gerne have flere penge, end de havde haft i hans hjem.
Men en dag gik det op for ham, at juraen ikke var det, han ville. Journalisthøjskolen blev hans redning.
»Der var mange spændende folk, og jeg kunne lide det hele ved faget.«

Men han brugte lige så meget tid i det århusianske restaurationsmiljø som i betonbunkeren. Om aftenen hang han ud blandt nye venner i køkkenet på De 4 Årstider, en af datidens bedste restauranter i det jyske.
Børsens politiske kommentator Helle Ib gik på Poul Pilgaard Johnsens årgang. Hun husker især Poul Pilgaard Johnsen for de fede fester med god mad og vin.
»Vi andre havde ikke en øre, men det var, som om Poul havde besluttet sig for, at han ville nyde livet. Jeg ved ikke, hvor pengene kom fra.«

Sagen var, at Poul Pilgaard Johnsen tog alle de lån, han kunne. Og så købte han skibsanparter for at få skattefradrag i indtægten fra de job, han altid havde ved siden af studierne.
»Jeg ville ikke suge på lappen og leve et fattigt studenterliv,« siger Poul Pilgaard Johnsen, der ikke betalte en krone i skat som studerende.
»Senere kom jeg til at tabe en del på anparterne. Da jeg startede mit eget forlag, var det også for at få orden i min økonomi.«

Han var i praktik på Horsens Folkeblad og fik job på Radio Gladsaxe, "fordi det er nemmere at søge job, hvis man har et i forvejen". Han var der i fire år. I 1996 opstod muligheden for et vikariat på Weekendavisen.
»Jeg gav den en skalle og gjorde mig umage for at vise, at jeg beherskede mange forskellige stofområder, så jeg kunne bruges i alle avisens sektioner.«

Hans første store afsløring er senere indgået i den danske historieskrivning. I 1999 efter flere måneder i Rigsarkivet kunne han fortælle, at den højtstående danske diplomat Vincens Steensen-Leth i Berlin under krigen hjalp Stauffenberg-gruppen med attentatforsøget på Hitler. En del artikler handler om herregårde. Han er ikke bange for at skrive på personlige oplevelser og i jeg-form.

Penkowa var ren nyheds- og graverjournalistik. For nylig afslørede han den hemmeligholdte retssag mod den finske professor Timo Kivimäki, der var spion for Rusland i Danmark, og inden da var emnet de danske vandmiljøplaner. Senest har han været i Hvide Sande for at tale med Videnscenter for Kystturisme om fremtidens turisme på den jyske vestkyst.
»Jeg skriver om det, jeg har lyst til. Fra den ene ende af verden til den anden. For en, der interesserer sig for mange forskellige ting, er journalistikken et fantastisk fag.«

Kollegaen Arne Hardis mener, at Poul Pil­gaard Johnsen er en "indlandsskribent, der tager udgangspunkt i sig selv". Mikael Bertelsen synes at kunne spore en længsel fra en forsvunden verden. Og en personlig anglen efter at komme op på et højere plan, en højere kaste.

En rød tråd er i hvert fald to tilbagevendende rekvisitter – Jaguaren og vin. Selv har Poul Pil­gaard Johnsen en ottecylindret model Sovereign fra 1998.
»Jeg interesserer mig ikke et hak for biler, men det er en æstetisk nydelse at se på og køre i den,« siger han.

Når Jaguaren optræder i artikler, er det ikke for at lave motorjournalistik, men for at fortælle om de mennesker, han møder på sin vej. Og om sig selv. Opvæksten, hvor det var mad fra kummefryseren, der blev serveret om aftenen. Eller rygtet om, at han i de sene aftentimer på Weekend-avisen blev betjent af to prostituerede, mens han skrev (det var en and). Eller at Penkowa-afsløringerne er en hævn, fordi hun ikke ville have ham. Det er også forkert.
»Jeg har aldrig haft omgang med en prostitueret, og jeg har aldrig mødt Milena Penkowa under fire øjne.«
Den slags rygter er prisen for indimellem at vove et øje og skrive offentligt om personlige og private emner, forklarer han.
»Og så kan man jo ikke gøre andet end at skrive endnu en personlig artikel, hvor man ironiserer over fænomenet.«

»Jeg tør godt fremstille mig selv, så man også ser mine svagheder, latterligheder, komplekser og sociale opstigningstrang og mellem linjerne grine lidt ad mig selv. Det håber jeg, læseren kan se. Ellers vil man jo tro, at jeg bare er en opkørt nar.« – foto: Les Kaner

Han siger, at han ikke ved, hvor grænsen går for, hvornår det bliver for personligt. Da hans søster døde af kræft, skrev han en artikel om hendes sidste timer. Reportagen Dæk & diller fra august sidste år handlede om biler og kvinder.

Hans konklusion er, at store biler er en god journalistisk rekvisit, men det er ikke en genvej til at score damer.
»På den slags kvinder, jeg gerne vil møde, virker det nok snarere kontraproduktivt, fordi det ser ud, som om jeg har den for at blære mig,« siger han.

Martin Krasnik fra Weekendavisen har selv en gammel Mercedes.
»Det er en fed bil, men jeg har også en ironisk distance til, at jeg kører rundt i den. Det er nok typisk for vores generation. Han har ikke den evige ironiske distance – til sig selv, sit liv, sit arbejde – og sin bil. Han tager det hele dødsens alvorligt. Det virker for mange mennesker som alt for meget. Jeg synes, det er fantastisk.«

Spørger man Poul Pilgaard Johnsen selv, nævner han en tale, som chefredaktør Anne Knudsen holdt, da han fyldte 45.
»Hun sagde, at man ikke skal forveksle den letlevende persona, der fremstilles i nogle af artiklerne, med den i bund og grund meget vestjyske og grundige alvorsmand bag pennen. Det var jeg glad for, at hun sagde, for jeg tager ikke let på arbejdet. Men jeg tør godt fremstille mig selv, så man også ser mine svagheder, latterligheder, komplekser og sociale opstigningstrang og mellem linjerne grine lidt ad mig selv. Det håber jeg, læseren kan se. Ellers vil man jo tro, at jeg bare er en opkørt nar,« siger han – og understreger, at han ikke lever et overklasseliv.

Han tager sjældent til udlandet, undtagen når han skal på vinrejser, og Jaguaren kostede ikke mere end en ny Volvo eller Ford.
Han tager ind på redaktionen nogle timer hver dag, men sidder i endnu flere timer hjemme ved mahognibordet i karnappen og arbejder. Faktisk har kollegerne svært ved at lure hans metode. Hvor kommer historierne fra?

Selv siger han, at det er ved at læse de landsdækkende aviser, faglige tidsskrifter – og ved at have et ualmindeligt stort netværk. Modsat journalister med familie og børn bevæger han sig ikke i fast rute mellem hjem, daginstitution og kontor.
»Jo flere mennesker man møder, jo flere historier samler man jo op.«

På en frokostrestaurant faldt han for eksempel i snak med nogle hesteinteresserede mennesker ved nabobordet. De kunne fortælle, at sidste års galopderby i Klampenborg skulle afgøres juridisk i Lyngby Ret. God historie.
En anden gang trådte han til som tjenervikar på Restaurant Gastronomique. Tilfældigvis var den ombejlede direktør for Basels kunstmesse blandt gæsterne sammen med en række kendte kunstsamlere. Det brugte Poul Pilgaard Johnsen som reportage i en artikel om networking i kunstverdenen, hvilket førte til en klage i Pressenævnet.
»Jeg refererede jo ikke, hvad de sagde. Men fortalte, hvem der var sammen – og det var jo et offentligt sted,« siger han om sagen, som han vandt.

Han er helt med på, at han har et drømmearbejdsliv og stor frihed. Men der bliver snart rykket ved prioriteringerne. Poul Pilgaard Johnsen skal nemlig være far til en søn. Drengen skal sikkert hedde Carl. Han er ikke kæreste med moren, og det er planen, at de skal bo hver for sig, men være sammen om barnet. Det er et planlagt delebarn.
»Jeg ville da gerne have et almindeligt familieliv, men sådan er det ikke blevet indtil videre. Det, vi gør nu, er jeg meget glad for,« siger han.

Arne Hardis inde på avisen har for at drille sagt til ham, at det nu er slut med at være en fremragende journalist. Når journalister får børn, lever de nemlig ikke det Herman Bangske liv.
»Arne har selv børn, og han er en fremragende journalist, så det er nu ikke noget, jeg er bange for.«

Måske virker det underligt, at et personportræt kredser så meget om Poul Pilgaard Johnsens kærlighedsliv. Men det er et faktum, at det er et område, der er omgærdet med stor interesse. Sandsynligvis blandt kvindelige læsere af Weekendavisen.

Googler man Poul Pilgaard Johnsen, kommer tre foreslåede søgninger op: "Poul Pilgaard Johnsen gift", "Poul Pilgaard Johnsen kæreste" og " Poul Pilgaard Johnsen Penkowa" – i nævnte rækkefølge.
Poul Pilgaard Johnsen trækker stolen hen til bordet og prøver søgningen på sin bærbare.

Her er resultatet "Poul Pilgaard Johnsen gift", "Poul Pilgaard Johnsen Penkowa" og "Poul Pilgaard Johnsen forføreren". ("Forføreren" var en bog, han udgav med interviews med blandt andre Jørgen Leth og Poul Schlüter.)
»Det sker, at jeg får et fanbrev, især hvis jeg skriver nogle personlige ting. Men det vælter altså ikke ind med tilbud,« siger han.
Han klikker sig ind på en gammel mail fra en kvindelig læser, hvor budskabet ikke er til at misforstå.
"Hurra for Weekend(sex)avis / Vær min sengs koreograf / Sprøjt i mig din autograf", står der blandt andet i digtet, hun har sendt til ham. Han skrev tilbage og takkede pænt for det.

"Hjernevinding" var rubrikken på Poul Pilgaard Johnsens første artikel om Milena Penkowa. Siden har han skrevet 21 artikler om den tidligere forskerstjerne. Men Penkowa-sagen er ikke slut. Poul Pilgaard Johnsen har lige afsløret, at medicinalfirmet Lundbeck tilbage i 2003 betalte Penkowa for at forske i et patent baseret på dyreforsøg, der aldrig havde fundet sted. Lundbeck fik efterfølgende mistanke om, at hendes forskning ikke var helt fin i kanten. Til marts næste år skal han og Milena Penkowa stå over for hinanden i Frederiksberg Ret, fordi hun har stævnet ham for injurier.

Poul Pilgaard Johnsen er ikke bekymret for sagens udfald.
Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed har for nylig fastslået, at de to først undersøgte publikationer fra Penkowa er uredelige. Et internationalt ekspertpanel har konkluderet, at 15 ud af 79 andre undersøgte videnskabelige artikler giver anledning til mistanke om »muligt bevidst« snyd.

Poul Pilgaard Johnsen har med andre ord været på sporet af den rigtige historie fra begyndelsen.
Noget, der til gengæld kan ærgre ham, er, at der i mediekredse er en mistanke om, at han nok kom let til historien. Men der gik faktisk 10 måneder, fra han kom på sporet af historien i januar 2010, til den første artikel blev bragt i november.

»Nogle tror, at det hele stammer fra en mand med en kasse. Eller at Københavns Universitet har givet mig godbidder. Der er tale om klassisk gravearbejde, hvor det handler om at skabe tillid, overtale kilderne til at medvirke, finde hemmeligholdte dokumenter, søge aktindsigt – og til sidst tegne et helhedsbillede, som ingen af aktørerne har set før.«

Selv havde Poul Pilgaard Johnsen ikke regnet med at vinde Cavling. Han havde håbet på en nominering blandt de fem sidste, for "historien har jo alt, hvad man kan ønske sig".

Men det glippede.
»Måske er det, fordi jeg ikke passer ind i skabelonen for en undersøgende graverjournalist, når jeg indimellem også fører mig flamboyant frem i spalterne. Og jeg går jo heller ikke med cowboybukser og sort T-shirt.«
Han blev også indstillet til publicistprisen og FUJ-prisen, men vandt ingen af dem.

Mads Brügger fortæller, at han bliver ved med at indstille Poul Pilgaard Johnsen, til han får Cavling-nomineringen.
»I forskningsverdenen er man enige om, at det er en singulær bedrift af vidtrækkende betydning.«
Dansk presse trænger til flere journalister af Poul Pilgaard Johnsens slags, mener Mads Brügger.
»Der mangler personligheder i den danske medieverden. Poul Pilgaard Johnsen er en strålende stjerne, og det skal vi værdsætte ham for.«

Det ringer på døren. Det er brandingeksperten Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff – manden, der blandt andet fandt på P3's slogan "Det man hører, er man selv". Poul Pilgaard Johnsen faldt i snak med Bo Bomuld til et selskab, og nu skal han være gæst i Flaskens Ånd på Radio24syv. Dagens vine kommer på bordet. Tyske Spätburgunder og Weissburgunder fra vinhuset Schneider.