I sidste uge meddelte Per Westergård, at han stopper som chefredaktør på Fyens Stiftstidende og som koordinerende chefredaktør i Jysk Fynske Medier.

Per Westergård blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1981 og har de seneste 35 år blandt andet arbejdet på Børsens Nyhedsmagasin, Den Journalistiske Efteruddannelse, Politiken, Ingeniøren, Midtjyske Medier og Fyens Stiftstidende.

I anledning af, at han skifter fra chefredaktør til bestyrelsen for Jysk Fynske Medier, har Journalisten bedt ham pege på fire medietendenser, der har præget hans karriere.

Aviser lærte at lave magasinlayout

Fra 1992 til 1997 var Per Westergård kursusleder ved Den Journalistiske Efteruddannelse. Det var han sideløbende med, at han var redaktionschef på Børsens Nyhedsmagasin og fra 1995 redaktionschef på Politiken. En del af indsatsen handlede om at få dagbladene til at lære nogle af magasinpressens præsentations-tricks.

»På Den Journalistiske Efteruddannelse introducerede vi dagbladene for mere gennemarbejdede elementer, som man dengang kun så i magasinpressen, for eksempel faktabokse og fremhævede citater, der brød teksten op. Politiken og Jyllands-Posten var nogle af de første, der tog det til sig,« siger han.

Dengang var det ikke sædvane, at dagbladene delte en tekst op i mindre bidder, fortæller Per Westergård.

»Når journalisten arbejdede på en historie, vidste fotografen meget lidt om, hvad den handlede om. Og redaktionssekretæren satte typisk tekst og billeder op efter det forhåndenværende søms princip.«

Men fra page traffic-analyser på Børsens Nyhedsmagasin vidste Per Westergård, at lange tekster uden afbrydelser var som gift for læseroplevelsen.

»Vi undersøgte, hvad folk rent faktisk læste – og ikke det, de sagde, de læste. Og vi kunne se, at hvis du ville have fat i læsere under 40 år, var det dødfødt at lave en helside uden opdelinger. Næsten ingen under 40 år gik i gang med artiklen, og ingen læste den til ende,« fortæller han.

Til gengæld hjalp det gevaldigt på læselysten, hvis man brugte fremhævede citater og specialbokse.

»I virkeligheden var det bare almindelig sund fornuft,« siger Per Westergård.

Han mener, at magasinpressen bidrog med en mere modtagerorienteret tilgang til journalistik, som dagspressen lærte af i de år.
»Når vi holdt kurser i, hvordan folk blev bedre bladskræddere, lærte de at tage udgangspunkt i læsernes behov og ikke bare sig selv og rutinerne.«

Papiret var mere sejlivet, end mørkemændene spåede

Da Per Westergård begyndte som chefredaktør på Ingeniøren i 1997, havde Ingeniøren allerede et stærkt digitalt miljø. Ingeniøren havde – som Danmarks første medie – lavet en hjemmeside, før man anede, om world wide web blev til noget.
»I de år rejste mange amerikanske medieeksperter rundt og fortalte, at det snart var slut med de trykte aviser. Web-guruen Jacob Nielsen sagde for eksempel i 1997, at alle trykte aviser i Danmark ville være borte blot syv år senere. Syv år senere var der ligefrem en opblomstring af trykte aviser i Danmark på grund af Nyhedsavisen og gratisaviskrigen.«

Gennem årene har forskellige mørkemænd gang på gang spået, at aviserne ville forsvinde om tre, fem eller otte år, forklarer Per Westergård.
»Så hurtigt er det ikke gået. Der er i 2016 fortsat mange danske aviser. Tendensen er nedadgående, men trykte aviser har fortsat mange gode år i sig, hvis bare vi bliver ved med at udvikle dem. Vi skal ikke kun udvikle digitalt, vi skal også udvikle dagbladene og ugeaviserne. Papirformatet har en større sejhed, end mørkemændene forudså.«

Håb for den digitale indtjening

De fleste trykte mediers største udfordring er i disse år, hvordan man går fra at tjene penge på print til at tjene penge digitalt. Per Westergård ser flere tegn på, at det vil lykkes.

»For fem år siden var vi i branchen mere famlende. Vi ledte efter én løsning for betaling på nettet, der passede alle. I dag kan vi se, at pengene skal komme forskellige steder fra – og vi skal nok nå det,« siger han.

Især i de engelsktalende lande er der fremgang for de digitale mediers indtjening. Men også i Norge, siger han.

»Nogle af os har frygtet, at folk kun vil betale, hvad der svarer til prisen for et Spotify- eller Netflix-abonnement. Men i Norge, som digitalt er et eller to år foran Danmark, er der håndgribelige eksempler på, hvad man kan tage i digital betaling. Her har en række lokal- og regionalaviser i dagbladskæden Amedia med held testet prispunkter helt op til 229 kroner og 299 kroner om måneden for et digitalt nyhedsprodukt. Det kan vi overføre til Danmark.«

Per Westergård medgiver, at han ikke kan pege på et entydigt gennembrud for digital indtjening i Danmark.
»Men jeg synes, det er flot, at Nordjyske og JydskeVestkysten har 3.000 fuldt betalende abonnenter på deres e-aviser. Det er en solid måde at få penge ind, fordi du sparer udgifter på tryk og distribution.«

Selv tror han, der er muligheder i den såkaldte freemium-model, i at øge annonceindtægterne med mere målrettede annoncer – og endelig ved at anvende en model, han betegner som "pizza slice"-modellen, hvor indholdet i avisen deles digitalt op, så man kan købe det i mindre bidder.

»På Fyens Stiftstidende har vi testet, om borgerne er interesserede i at abonnere på for eksempel Assens, sport eller erhverv. Du betaler kun 59 kroner om måneden for de 15 procent af avisen, som du virkelig interesserer dig for. Interessen har vist sig at være høj,« siger Per Westergård.

Konsolideringsbølgen

Per Westergårds egen arbejdsplads, Jyske Fynske Medier, er nok det tydeligste eksempel på, at medier i øjeblikket konsoliderer sig i stadig større mediekoncerner. Ifølge Per Westergård har konsolideringsbølgen været drevet af mediernes faldende omsætning.

»Hvis du tager de seneste otte års statistik over salg af printannoncer på danske dagblade, så er det faldet fra 3,2 milliarder i 2007 til 1,2 mia. i 2015. Når du mister så mange penge, må du kigge på omkostningerne. Vi ønsker ikke at producere mindre eller ringere journalistik. Derfor er vi gået sammen med andre mediehuse, så vi kan deles om omkostningerne til ledelse, IT, økonomi, marketing og trykkerier.«

Samme dag som Per Westergård meldte ud, at han stopper som chefredaktør, annoncerede Jyske Fynske Medier, at koncernen skal spare 90-100 millioner kroner de næste 14 måneder. Ifølge Per Westergård spørger nogle medarbejdere i huset, hvorfor Fynske Medier egentlig skulle fusionere i 2014, når man så alligevel skal spare.

»Det er for mange journalister en melding, der er svær at forstå. ”Før fusionen gik det jo godt. Hvorfor skal vi så efter fusionen finde besparelser”,« forklarer Per Westergård.

Forklaringen er, at koncernen i 2015 tabte annonceomsætning på sine printmedier for 49 millioner kroner.

»Det var nogenlunde det samme, som vi hentede i synergieffekter, da vi fusionerede. Uden fusionen ville vi have været på hælene.«

Faktisk overrasker det Per Westergård, at konsolideringsbølgen var så lang tid om at komme til Danmark.
»Jeg tror, det skyldes lokal modstand. Mange frygtede, at det ville føre til en stor modbydelig centralisering med færre, store aviser til følge. Men nu er det, som om ketchuppen er begyndt at sprøjte. For eksempel er en del af Søndagsavisen netop blevet solgt til Sjællandske Medier.«