”Vi journalister prøver jo at sætte ting på dagsordenen, som har rod uden for systemet. Det er vores pligt at bære problemer videre til dem, som kan træffe en beslutning – og det bliver vi forhindret i.”
Sådan siger radiovært Jesper Borup, der til daglig er vært på P1-programmet 'Public Service'. Programmets fokus er at finde løsninger på landets aktuelle problemstillinger, men Jesper Borup mener, at kommunikationsmedarbejdere ofte gør det svært at komme i kontakt med de personer, der rent faktisk kan hjælpe en sag videre.
”Mange kommunikationsmedarbejdere prøver at feje en sag af bordet. Men i min optik er det altså deres opgave at hjælpe demokratiet med at gå sin gang og derfor hjælpe journalister videre i systemet til eksempelvis politikeren eller forvaltningschefen, så vi kan stille nogle spørgsmål – og måske endda løse et problem,” siger han.
”Vi møder selvfølgelig også kommunikationsmedarbejdere, der er samarbejdsvillige. Men flertallet møder os med mistillid eller prøver at modarbejde os.”
De fem undskyldninger
Ifølge Jesper Borup skal han og resten af redaktionen på 'Public Service' ofte kæmpe sig igennem fem forsvarsmanøvrer fra pressevagterne rundt omkring på pressekontorerne:
1. ”Når vi har sat dem ind i substansen af en eller anden sag, siger de, at de har fuldstændigt styr på det, der er ingen huller i systemet, og vores henvendelse er derfor unødvendig.”
2. ”Når vi holder fast i, at vi har noget at byde ind med, siger de: ’Jamen vi har allerede en løsning, der fikser problemet’.”
3. ”Når vi så fastholder, at der er et problem, som der ikke bliver taget ordentligt hånd om, får vi at vide, at det ikke er en sag, der er på den politiske dagsorden. Så det kan de simpelthen ikke sende videre til forvaltningschefen, politikeren, udvalgsformanden, eller hvem det nu er, vi prøver at få kontakt til.”
4. ”Her kommer spørgsmålet om, hvorfor vi egentlig blander os. Og der er forskellige argumenter for, hvorfor det ikke burde være noget, vi beskæftiger os med. For eksempel: ’Er det formålet med et landsdækkende medie at blande sig i en lokal sag?' Eller: ’Er det virkelig en sag for et radioprogram?’”
5. ”Til sidst lyder undskyldningen, at den person, vi gerne vil tale med, har uhyggeligt travlt. Og at det i hvert fald ikke er muligt at finde hul i kalenderen det næste lange stykke tid.”
Forståelig skepsis?
Journalisters agenda er jo ofte at finde hår i suppen – kan du forstå, at de møder journalister med en vis skepsis?
”Nej, jeg kan ikke forstå, at de møder en henvendelse fra offentligheden med mistillid. Vi gør altid meget ud af at forklare, hvad en sag går ud på, og forklare, at vi er et program, der prøver at fokusere på det konstruktive i en sag,” siger Jesper Borup.
Men kan det ikke være rigtigt, når de for eksempel siger, at de allerede har en løsning på problemet – og altså ikke bare prøver at lukke munden på jer?
”Ikke i de tilfælde, vi har oplevet det. Enten har vi ikke været dygtige nok til at forklare, hvad det handler om, eller også har de ikke været interesserede i at forstå, hvad det handler om,” siger Jesper Borup.
Jesper Borup nævner et eksempel, hvor Fødevarestyrelsens presseafdeling efter hans mening mødte en henvendelse fra Public Services journalister med mistillid.
Det drejede sig om en historie om frivillige festivalarrangører. Jesper Borup fortæller, at de frivillige arrangører bruger op mod to uger på at få tilladelser fra forskellige instanser til for eksempel at sætte hoppeborge op, sælge hotdogs og hejse telte. Journalisterne ringede til flere af disse instanser med en ide om et digitalt system, som kunne reducere de frivilliges arbejdstid i forbindelse med at søge tilladelser. Flere instanser var åbne og imødekommende overfor den nye ide, men ifølge Jesper Borup afviste Fødevarestyrelsen radioprogrammet med et ”kedeligt tre-linjers svar fra en kommunikationsmedarbejder”, som forhindrede journalisterne i at komme videre i systemet.
Fødevarestyrelsens kommunikationsafdeling vil ikke kommentere på sagen.
Et problem kan blive løst
Ifølge P1-værten kan en sag udvikle sig til en god historie for flere parter, hvis den, der sidder i den anden ende af telefonen, rent faktisk er interesseret i at forstå en aktuel problemstilling. Han nævner en sag fra Svendborg Kommune som et godt eksempel fra hans tid på P4 Fyn.
”Kommunen havde lavet en millioninvestering i nye computere til alle skolebørn, men computerne fungerede ikke. Flere lærere holdt derfor op med at bruge dem og lagde en anden plan, når de skulle undervise, fordi de vidste, at de alligevel ikke ville virke,” husker Jesper Borup.
Et år senere kunne Jesper Borup og hans kolleger fortælle, at problemet i kommunen var løst. Det kunne de, ifølge Jesper Borup, fordi kommunen havde valgt at samarbejde – og også valgt at indvi journalisterne i problemerne.
”Og det endte faktisk med en forvaltningschef, der i radioen takkede journalisterne for at tage sagen op,” siger Jesper Borup.
Eksemplet er ikke enestående.
”Jeg har været med til at bringe flere historier, hvor kommuner har åbnet sig og deltaget i løsningen af et problem. Det er selvfølgelig startet med, at vi har fortalt om et problem i kommunen – men det er sluttet med, at problemet er blevet løst. Og at politikere og borgere er gået i dialog med hinanden med pressen som bindeled,” siger han.
Opdateret d. 03-09, kl. 14.40: Journalisten har efter publicering tilføjet et eksempel til artiklen, hvor Jesper Borup kritiserer Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsens kommunikationsafdeling vil ikke kommentere på sagen.
13 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fint, at fagbladet tager emnet op - for det står skidt til. Rigtigt skidt til.
Jesper Borups ønske til k-folkene er at få kvalificeret hjælp, så han kan få nogle svar, der kan bruges i samfundets tjeneste.
For blot 5-7 år siden mødte jeg generelt denne service - den tid er forbi, generelt oplevet.
Jeg har lige haft fat i fødevarestyrelsen for at få informationer om forskelle i den måde der arbejdes på i de forskellige del af landet. Medarbejderen forstod mit ønske, hvor vi i snakken fik skåret aktindsigten til, så det ville være en overkommelig opgave ift de systemer de har. Udkommet var ikke det vi aftalte, men henvisninger til deres kampagner, der lå på deres hjemmeside. På det tidspunkt var historien forpasset, så jeg fulgte ikke op.
På OUH har jeg lige været en tur igennem deres presseafdeling, hvor min research blev mødt med en sværm af alt godt: fra lange akademiske svar - til at de sendte politiet efter mig. Der skete også det, at pressemedarbejderen blev skiftet ud med en jurist i ledelsessekretariatet, hvor man skal igennem en lang nonsense-dialog "Hvis du ikke kan forklare mig, hvad dine spørgsmål går ud på - kan jeg jo ikke svare." Og guderne skal vide, at jurister skal have skåret tingene ud i pap med skarpe hjørner; ellers forstår de intet.
Hvis vi ser på KL går det fuldstændigt galt, for KL er en forening, der ikke har pligt til at reagere på anmodninger om aktindsigt. På tilsvarende 5-7 år er der nu sket det, at man får modbydelige svar retur modsat tidligere, hvor man kunne tale med en kontorchef.
Ser jeg på udviklingen, så udbydes flere og flere produkter fra det offentlige (senest DF) - og regeringen investerer hellere i at undgå Fake News end i den frie presse. (senest https://www.b.dk/politiko/regeringen-frygter-alvorlig-trussel-mod-naeste-valg-afsaetter-millioner-til-pet)
På forbundsniveau er situationen den, at vi har cirka 18.000 medlemmer sml med ca 2000 for 30 år siden. Langt de fleste medlemmer er offentligt ansatte, hvor den frie presse bliver mindre og mindre. (Dagbladsgruppen er i færd med at nedlægge sig selv)
Derfor var det måske en idé, at vi brugte indsparket fra Jesper Borup til en debat om vi skal have en fri presse i Danmark overhovedet? Og hvis vi skal, hvilke vilkår skal vi så have med den tilhørende økonomi.
Vi skal mødes i Odense om et par måneder - måske kan vi komme så småt igang der?
Kære Henriette
Jeg forstår ikke din pointe om at vi sværter forbundets største medlemsskare.
Fx siger Jesper Borup dette i artiklen: "Vi møder selvfølgelig også kommunikationsmedarbejdere, der er samarbejdsvillige."
Og videre:
”Jeg har været med til at bringe flere historier, hvor kommuner har åbnet sig og deltaget i løsningen af et problem. Det er selvfølgelig startet med, at vi har fortalt om et problem i kommunen – men det er sluttet med, at problemet er blevet løst. Og at politikere og borgere er gået i dialog med hinanden med pressen som bindeled.”
Og vi skriver, at Jesper Borup konkret nævner en sag fra Svendborg Kommune, der fik løst et problem med skolecomputere:
””Og det endte faktisk med en forvaltningschef, der i radioen takkede journalisterne for at tage sagen op,” siger Jesper Borup.”
Så det kører rigtigt fint i flere tilfælde, ifølge hans beskrivelse.
Journalisten vil også gerne hele vejen rundt. Vi var i dialog med en konkret case, der desværre endte med at sige nej sent i researchforløbet.
Vi har efter publicering af artiklen fortsat forsøget på at finde cases, der kan være omfattet af Jesper Borups beskrivelse, som gerne vil stille op, så vi kan få flere facetter på.
Det håber jeg stadig lykkes.
Mvh
Henriette, Vi er enige langt hen ad vejen i forhold til, at det er en ensidig artikel, de har fået skruet sammen. Især den første udgave, hvor Fødevarestyrelsen slet ikke var nævnt.
Når det er sagt, så kan jeg 100 procent genkende problemstillingen. Min egen oplevelse er, at jo tættere, man som journalist kommer på de centrale styrelser omkring Slotsholmen, jo mere optræder kommunikationsfolkene som sikkerhedsvagter, der med alle midler forsøger at hindre journalisten i at få de relevante kilder i tale. Det er så grelt, at jeg faktisk ikke orker at ringe til eksempelvis Rigspolitiet længere, for man kommer INGEN vegne.
Derimod oplever jeg generelt stor hjælpsomhed i eksempelvis regioner, sygehuse, kommuner osv. Jo længere væk fra den centrale magt i København, jo mere servicemindede er presseafdelingerne.
Og nej, det kan jeg overhovedet ikke dokumentere. Det er alene baseret på min praktiske erfaring ;-)
@jesper: Hvis man skriver en historie om, at flere og flere er barnløse, er den jo typisk baseret på nogle tal, en form for dokumentation. Min væsentligste anke her er, at man viderebringer anekdotisk viden uden i det mindste at lade nogle kommunikatører forholde sig til de såkaldte undskyldninger. Havde der været tale om en undersøgelse, var det selvfølgelig en anden sag. Men når Journalisten ikke selv kan se problemet, lader jeg den ligge. Jeg undrer mig blot over, at de prioriterer udokumenterede historier, der ikke kan have andet til formål end at sværte forbundets største medlemsskare.
Det er da dejligt, hvis der er mange kommunikationsfolk derude i samfundet, der får tingene til at glide, men nu har Jesper Borup og hans redaktion jo netop erfaringer, der fortæller det modsatte fra de kommunikationsfolk, de møder. I det omfang, at det er offentligt betalte kommunikationsfolk, der opfører sig på den måde, er det måske en udsendelse værd, om samfundet bruger for mange penge på kommunikationsfolk. Eller om politikerne prioriterer kommunikationsfolk for at få arbejdsro. Selv om "Javel, hr. minister" var en sjov serie, behøver vi vel ikke hælde penge bevidstløst i et system, der på nogle punkter virker sådan. Måske kunne nogle politikere eller højere rangerende embedsmænd blive overbevist om, at modarbejde ikke altid er pengene værd. Sidst men ikke mindst kunne man jo også spørge nogle af de træge kommunikationsmedarbejdere, hvor deres faglige stolthed ligger. Eller om det kun handler om at parere ordre og hæve sin løn.
Flere