search

Overlæge og avis i hård debat om hesteklub: ”Alene overskriften indeholder tre fejl”

Avisen Danmark får kras kritik i flere medier af overlæge, der føler sig uretmæssigt hængt ud for inhabilitet. Chefredaktør fastholder: ”Vi mener, vi har fuld dækning for det, vi skriver”

Misvisende, skævvredet og forudindtaget: Sådan lød det torsdag og fredag i et sjældent mediekritisk indlæg bragt af Jyllands-Posten, Fyens Stiftstidende og Avisen Danmark.

”Artiklerne efterlader unægteligt offentligheden med et unuanceret og misvisende billede af virkeligheden, som anfægter min habilitet og lødigheden af det arbejde, som mine dygtige forskningskolleger og jeg udfører,” står der i indlægget.

Kritikeren er Annette Haagerup, overlæge og forskningsleder hos Hospitalsenheden Vests forskningscenter NIDO. Hun kritiserer dækningen af en corona-undersøgelse, som hun stod i spidsen for. Særligt én artikel, bragt af Avisen Danmark, får hård kritik.

”Alene overskriften indeholder tre fejl,” skriver overlægen om artiklen, der også vandrede videre til andre medier som citathistorie.

Berlingske retter – Avisen Danmark holder fast

Torsdag og fredag bragte Jyllands-Posten og Berlingske hver deres rettelse.

”Artiklen, der er baseret på oplysninger fra mediet Avisen Danmark, indeholder en række fejl,” skriver Berlingske.

Men Avisen Danmarks chefredaktør, Peter Rasmussen, afviser, at der skulle være noget at komme efter.

”Vi mener, vi har fuld dækning for det, vi skriver,” siger han til Journalisten.

Hvad er op og ned?

Det handler sagen om

Sagen bunder i, at Herning-området har været særligt hårdt ramt af corona.

Tidligt blev der spekuleret i, om en kontroversiel hestefest i starten af marts – en såkaldt hingstekåring – var en del af årsagen. Til hestefesten deltog godt 50.000 mennesker, midt i corona-udbruddet. Bag arrangementet stod organisationen Dansk Varmblod.

For at blive klogere gennemgik Hospitalsenheden Vest, der dækker Herning-området, en række patientjournaler.

Annette Haagerup gik i pressen med konklusionerne. Hun oplyste, at en stor del af smittespredningen skete i februar, altså før hestefesten. Og fortalte om et ”sammensat og varieret smittebillede”.

Flere medier fremlagde det sådan, at Annette Haagerup frikendte hestefesten. Og i Avisen Danmarks artikel kan man læse, at Annette Haagerup først frikendte hestefesten og siden trak i land.

Men hun afviser i sit indlæg begge dele. Det har aldrig været hendes hensigt at frikende hestefesten, skriver hun.

Varmt blod

Var Annette Haagerup inhabil?

Spørgsmålet blev rejst af Avisen Danmark og blev siden et anliggende for andre medier. Avisen Danmark skrev, at Annette Haagerup over flere omgange har været medlem af Dansk Varmblod. Altså den organisation, der stod bag den hestefest, som hun – ifølge flere medier – frikendte.

”Forsker frikendte hingstekåring i Herning – men er selv medlem af Dansk Varmblod: Nu ændrer hun forklaring,” lyder rubrikken.

Men alle tre udsagn i rubrikken er forkerte, ifølge Annette Haagerup.

”Jeg har ikke frikendt noget arrangement for at have bidraget til smitte med Covid-19. Jeg er ikke medlem af Dansk Varmblod. Og jeg har ikke ændret forklaring,” skriver hun i sit indlæg.

”Avisen fastholder artiklen”

I Fyens Stiftstidende svarer Avisen Danmarks chefredaktør, Peter Rasmussen, igen med et modindlæg. Her skriver han:

”Avisen fastholder artiklen. Annette Haagerup oplyser selv under interviewet, at hun er medlem af Dansk Varmblod.”

Peter Rasmussen, i dit modsvar står der, at Annette Haagerup i et interview har sagt, at hun er medlem af varmblodsforeningen frem til juni 2020. Hvad er det for et interview?

”Det er et interview med os. På den måde føler vi os på sikker grund, for vi har spurgt hende, om hun er medlem. Hun siger, hun er medlem. Hun formulerer i helsætninger, at hun er medlem frem til den og den dato,” siger Peter Rasmussen til Journalisten.

Han sender en lydfil, hvor Annette Haagerup er i tvivl om detaljerne omkring sit medlemskab, men ender med at sige, at hun stadig er medlem.

Men Peter Rasmussen, nu skriver hun altså, at hun ikke er medlem længere, og at hun ikke var medlem, da undersøgelsen blev planlagt. Burde I ikke tage det for gode varer?

”Det har hun ikke sagt til os. Det skriver hun i et læserbrev, efter at hun har deltaget i et interview, hvor det var grundpræmissen, at hun er medlem, og hvor hun selv siger, at hun er medlem. Så det er overraskende for os, at hun også ændrer forklaring på det punkt.”

Har ”intet” at gøre med hestefesten

Annette Haagerup beskriver i sit indlæg tilhørsforholdet til Dansk Varmblod sådan her:

”Jeg har intet med arrangementet i Herning at gøre. Jeg kender ingen i bestyrelse eller ledelse for Dansk Varmblod, jeg er ikke en del af hverken inderkreds eller ”branche”, og jeg deltog ikke i Hest & Rytter-messen i marts.”

”Jeg har derimod privat derhjemme en ung hoppe, som i 2019 skulle have sine papirer i orden. Det kunne hesten kun få ved en såkaldt hoppekåring for varmblodsheste, og deltagelse krævede et enkelt års medlemskab af avlsforbundet Dansk Varmblod,” skriver hun.

Hun sammenligner det med, at man i hendes barndom skulle melde sig ind i Dansk Vandrelaug, hvis familien ville overnatte på et vandrehjem.

”Mit medlemskab i Dansk Varmblod udløb automatisk i slutningen af 2019,” skriver hun.

Peter Rasmussen, Berlingske har bragt en lang rettelse. De giver hende medhold i, at hun ikke er medlem af varmblodsforeningen. Og at hun ikke har frikendt hestemessen. Burde I gøre det samme?

”Nej, jeg synes Berlingske skulle have bedt om vores dokumentation, før de begynder at tilbagevise historien,” siger Peter Rasmussen.

Hvornår er man inhabil?

Peter Rasmussen, lad os forestille os, at Annette Haagerup var medlem af varmblodsforeningen, mens undersøgelsen stod på. Mener du så, at hun skulle have afholdt sig fra at undersøge smittespredningen, fordi der tilfældigvis – i smitteperioden – blev holdt et arrangement af en forening, som hun var medlem af?

”Næh, men det skulle nok have været deklareret. Det ville have klædt hende. Uanset hvad hendes andel i den her historie er, så starter hun en rækkefølge af begivenheder, som gør, at nu er hingstekårings-stævnet frikendt. Så det ville have været ordentligt at deklarere, at hun selv er eller har været medlem af foreningen,” siger Peter Rasmussen.

Han understreger, at han mener, at sagen ”selvfølgelig er en diskussion værd”.

”Men det er ikke sådan noget tilfældigt journalistik, vi har klasket sammen. Vi mener, vi har fuld dækning for det, vi skriver,” siger han.

Det har ikke været muligt at få et interview med Annette Haagerup. Hendes fulde kritik og Peter Rasmussens modsvar kan læses her. Den artikel, hun kritiserer, kan læses her.

Kommentarer
5
Jesper Jensen
18.05.20 17:21
Jeg prøver virkelig at læse artiklen, men den konsekvente omtale af hingstekåringen som "hestefesten" gør så ondt i min hjerne, at jeg ikke magter det.
Hvorfor taler mit fagblad ned til mig? Og kunne man ikke have forklaret hvad en hingstekåring er, istedet for at forsimple det i en grad, hvor det ender med, ikke at give nogen mening...
Fremhævet af Journalisten
Thomas Møller Larsen
18.05.20 17:28
Hej Jesper

Hestemiljøet benytter selv betegnelsen "hestefest" om arrangementer, hvor der både er mange heste og mange mennesker. Se fx her:

https://www.ridehesten.com/nyheder/en-hestefest-med-foder-til-alle-heste/71588

Og her:

https://www.rideforbund.dk/da/Information/Nyheder/2019/10%20oktober/20191021-World%20Cup%20hattrick%20og%20hestefest%20i%20Herning.aspx

Andre medier benytter sig også af betegnelsen "hestefest":

https://www.dr.dk/sporten/ridning/hestefest-i-herning-bliv-klaedt-paa-til-world-cup-i-dressur

https://www.avisen.dk/forskere-usandsynligt-at-hestefest-i-herning-fik-sm_596609.aspx

Bh. Thomas / Journalisten
Fremhævet af Journalisten
Morten Christensen
18.05.20 17:41
Jeg blev også irriteret over det udtryk. Var det en fest for heste?
Fremhævet af Journalisten
Thomas Møller Larsen
18.05.20 17:46
Hej Jesper

Hestemiljøet benytter selv betegnelsen "hestefest" om arrangementer, hvor der både er mange heste og mange mennesker. Se fx her:

https://www.ridehesten.com/nyheder/en-hestefest-med-foder-til-alle-heste/71588

Og her:

https://www.rideforbund.dk/da/Information/Nyheder/2019/10%20oktober/20191021-World%20Cup%20hattrick%20og%20hestefest%20i%20Herning.aspx

Andre medier benytter sig også af betegnelsen "hestefest":

https://www.dr.dk/sporten/ridning/hestefest-i-herning-bliv-klaedt-paa-til-world-cup-i-dressur

https://www.avisen.dk/forskere-usandsynligt-at-hestefest-i-herning-fik-sm_596609.aspx

Bh. Thomas / Journalisten
Fremhævet af Journalisten
Claus Mellon Hermansen
20.05.20 19:45
Nok ikke første gang de holder hånden under sig selv.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen