De journaliststuderende illustrerer medieverdenens store paradoks. De drømmer om fordybelse og klassiske job som korrespondenter – men bruger ingen penge på medier og henter sidste nyt på telefonen. De ved, at branchen er i knæ. Men de insisterer på at have en fremtid i faget.

»Jeg vil have Ulla Terkelsens job,« lyder det fra Annika Raunstrup fra hendes plads midt i auditoriet. Det er de nye journaliststuderendes første rigtige undervisningsdag på SDU.

Jeg har på min rundrejse overtaget katederet og spurgt morgendagens journalister, hvilket job de drømmer om at få, når de engang skal ud i den anden ende.
»Man sætter ikke spørgsmålstegn ved det, Ulla siger. Det er en fed plads,« tilføjer Annika Raunstrup. Studiekammeraterne fortsætter med at opremse stjerner. Clement Kjersgaard, Poul Høi, Hans Pilgaard.

Et nyt kuld på godt 350 nye journalister og kommunikationsfolk er på vej gennem SDU, RUC og DMJX. Mens de har knoklet for at få høje karakterer og point, er oplags- og seertal raslet den anden vej ned. Og de kender godt alvoren.

Peter Blæsild står med fuldskæg, ternet skjorte og lyserød rygsæk og formulerer fremtidsudsigterne:
»Jeg tror ikke, at der er et marked for noget som helst lige nu.«
Men de har selvfølgelig alle troen på, at netop de klarer den. Også Peter Blæsild:
»Man kan ikke gå ind i branchen, hvis ikke man er optimistisk.«
Og så må man jo bare tro på, at virkeligheden følger med:
»Jeg håber, at branchen kan nå at ændre sig, til når vi er færdige,« siger Anna Pedersen.

Studerende Emil Hermann smider med et klask en sammenfoldet udgave af dagens Politiken på cafebordet på Medietorvet på SDU. Det skal blive den eneste betalingsavis, jeg ser i hænderne på en studerende på min turne.

Abonnerer du?
»Nej, den har jeg sgu ikke betalt for. Det har jeg ikke råd til. De ligger fremme til os oppe på første sal.«
De studerende er dermed selv en del af branchens udfordring. De bruger ingen penge på journalistik – stort set.
»Jeg tjekker nyheder på app tre-fem gange om dagen, det er bare blevet rutine. Jeg ved ikke, om man kan tilpasse den automatik til kvalitetsjournalistikken,« siger Peter Blæsild. Og den bekymring deler han med mange.

Lars Düwel: »Journalistikken i dag er for hurtig, og jeg bliver næsten helt ked af at høre, at den nyhed, der kommer ud først, er den bedste. Vi skal have mere kvalitet frem for flere nyheder. Det handler om oplevelsen i læsningen,« siger han.

Anders Petersen, Cathrine Kiel Skovbjerg, Gitte Winneche og Kristian Lauritzen fra DMJX. – foto: Nicky Bonne

Måske derfor tænker mange af dem skævt og langt væk fra de etablerede medier, når de skal formulere fremtidens arbejdsliv. Forfatter for eksempel.
»Tag Anders Haahr Rasmussen. Han skriver bøger og beskæftiger sig med en niche i form af tennis. Han bliver headhuntet på grund af sin specialviden om blandt andet Caroline Wozniacki,« siger Maria Mikkelsen.
Også på DMJX luftes der koryfæer. Underviser Mette Mørk læser højt af Berlingske-reporter og Cavling-vinder

Poul Høis produktion for holdet af nyslåede journaliststuderende.
»Man skal ikke få stress, hvis man kommer her uden tanke om, hvor fanden man skal ende henne,« siger hun.
»Men vi må indse, at ikke særligt mange af jer kommer til at skrive på et dagblad.«

Og umiddelbart er afstanden stor til de gamle platforme. Studerende David Leth Williams fremhæver over for mig, at han kender én, der har fjernsyn.
»Det er ikke fleksibelt nok. Det der med at sætte sig ned og se nyhederne klokken 21.30, det passer måske ikke lige folk,« siger han – og forklarer, at tv som fælles husalter for længst er fortid hos denne generation.
»Netflix, YouSee eller tv2.dk. Et af de der on demand-tilbud,« forklarer David Leth Williams.

Maria Mikkelsen, Lars Düwel, Mette Glud Olsen og Peter Blæsild fra SDU. – foto: Nils Lund

Men selv om alle siger, at de gamle medier ikke rummer fremtidens job, så forbinder selv de nye studerende arbejdslivet med noget næsten nostalgisk.
»Jeg har faktisk tænkt radio. Det virker som sådan et roligt medie. Noget tungt kedeligt taleradio på P1 eller 24syv for eksempel,« siger Martin Gundesen.
»Udlandskorrespondent på lang sigt. Berlin for eksempel. Gerne noget med EU faktisk, for når man fatter det, så er det dødspændende,« fortæller Cathrine Kiel Skovbjerg.

Gitte Winneche er undtagelsen, der bekræfter reglen:
»Jeg ser op til nyhedsoplæserne, der laver liveudsendelser. Det er mega ophidsende at få lov til at sidde der live med risikoen for at kikse og muligheden for at debattere og diskutere i studiet,« siger hun.

Men heller ikke det virker nemt:
»Det kræver jo en masse erfaring, før man når så langt.«
Min rejse afslører, at Gitte er en af de eneste, der drømmer om at være den bedste til at levere hurtige nyheder. Det er fagets gamle dyder, der dyrkes. Kristian Lauritzen håber på at komme til at arbejde på Weekendavisen.
»De klassiske dagsaktuelle artikler burde de tone ned, for det er alligevel gammelt, når det udkommer,« siger han.

»Jeg tror ikke, at der er et marked for noget som helst lige nu.« Peter Blæsild, SDU – foto: Nils Lund

Samtidig med at det er fordybelse og indsigt, der har drevet dem til studierne, så føler de nye journaliststuderende sig også teknologisk ovenpå.

Hvorfor tror I, at netop I får job, når I bliver færdige?
»Vi har været med til at definere, hvordan vi bruger de elektroniske medier, og derfor har vi også særlige færdigheder,« siger Anders Petersen.
Underviser Mette Mørk kan ikke dy sig:
»Vi oplever altså enormt tit heroppe, at vi har studerende, som ikke ved, hvordan man søger på andet end Google.«

Og en ærlig stemme bekender:
»Jeg føler mig allerede overhalet af min lillebror, der er tre år yngre,« siger Julie Melgaard Smidt.
Men flertallet insisterer på, at de er noget særligt.
»Vi er vokset op med en mentalitet, der siger, at alt kan lade sig gøre,« siger Pernille Dreyer.

Den optimisme er endnu mere konkret i en fjern længe af journalisthøjskolen. Her ligger tv-auditoriet, hvor de nye kommunikations-studerende holder til. De ligner ikke de journaliststuderende. Frisure, påklædning og makeup er mere iøjnefaldende. De har heller ikke – i modsætning til mange af journalisterne – altid vidst, at det var det her, de skulle. Men nu er de her. Og det er godt:
»Vi har fået ørene blæst fulde af, at vi er the missing link. Erhvervslivet skriger på folk som os, der kan kombinere det teoretiske omkring kommunikation med det praktiske journalistiske arbejde,« siger Martin Eskesen, kommunikationsstuderende.
»For at være helt ærlig tror jeg, at vi har en bedre chance for at få job, når vi er færdige.«

Og mens journalisterne har skepsis over for erhvervslivet, så er Michael Jensen ligefrem inspireret af konsulentfirmaet McKinsey:
»De gav gode tips til, hvordan vi i TDC kunne kommunikere med dårlige betalere, så vi gjorde dem en tjeneste i stedet for at bide hovedet af dem,« forklarer han.
»Det fede er muligheden for at påvirke ting i den retning, man vil. For eksempel som spindoktor,« siger Michael Jensen.

»Det kræver en masse erfaring, før man når så langt.« – Gitte Winneche, DMJX – foto:Nicky Bonne

Vi er i en anden verden. Men journalisterne føler sig åbenbart stadig lidt finere.
Som kommunikationsstuderende Jette Støvring siger:
»Vi fik at vide første dag, at vi bliver betragtet som den mørke side af journalistikken, og at vi måske ikke var så populære.«

Hvad synes du om at få den besked?
»Vi har det jo meget for os selv her i tv-auditoriet. Og det er jo ikke til at se, hvem der læser hvad, så på den måde bliver vi hverken stemplet eller set ned på som enkeltindivider,« siger hun.
Line Luff supplerer:
»Altså, journalister kommunikerer jo også, men vi har bare en større viden om, hvordan man organiserer og kommunikerer. De er så lidt stærkere på skriveteknikker og sprog.«

De journaliststuderende på RUC sidder med hinandens populærvidenskabelige artikler. De skriver kritiske kommentarer og gode råd til hinanden. I hånden – hvilket er helt usædvanligt for mange.
»Jeg har faktisk ikke engang en kuglepen derhjemme,« siger Camilia Soltani.
På RUC er stilen umiddelbart mere sjusket og casual – men det er tydeligt, at morgenhåret på fyrene ikke hænger tilfældigt, men er stylet, så det matcher de sweaterklædte skuldre.
RUC'erne har overstået deres toårige basisuddannelse. De bruger begreber som »socialt betinget« og »procentpoint«, mens de diskuterer, hvordan de skal få lixtallet ned i deres artikler.

Og så lever idealismen i bedste velgående:
»Vi vil hellere sidde på en lokalavis og lave noget grundigt end spytte nyheder ud på Politiken hele dagen,« siger Christian Ingemann Bentsen.
»Men jeg frygter virkelig, at man bliver omvendt til at sidde ved et samlebånd og spytte artikler ud.«

Flere af RUC'erne ser journalistik som en chance for kreativ selvrealisering – men skepsissen lurer også her. De siger det bare på en lidt anden måde:
»Nu må vi se, hvor længe idealismen holder. Især når man tænker på, hvor institutionaliserede og ensrettede folk bliver i branchen,« siger Rasmus Dalland.
»Kan og bør kommer ikke til at mødes, hvis man vælger at indordne sig under de rammer, der gør sig gældende nu. Man må organisere sig på en anden måde,« siger Rasmus Dalland.

Jeg tror, jeg forstår ham.
»De, der synes, at det er trist, at aviserne forsvinder, er dem, der arbejder der,« siger Eva Østergaard.
»De nye forbrugere er ligeglade med papiraviserne. Man må udfordre medieplatformene i stedet for at forsøge at holde liv i en dårlig model. Jeg vil gerne udvikle en platform, så journalistik bliver noget, man ikke forventer er gratis.«

»Nu må vi se, hvor længe idealismen holder.« – Rasmus Dalland, RUC – foto: Tobias Selnæs Markussen