Videnskabelige tidsskrifter frygter for deres levebrød

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen vil gøre forskningsartikler gratis og offentligt tilgængelige. Men det kan slå tidsskrifter ihjel, advarer en række redaktører.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen vil gøre forskningsartikler gratis og offentligt tilgængelige. Men det kan slå tidsskrifter ihjel, advarer en række redaktører.
Den danske videnskabsminister risikerer at slå benene væk under de videnskabelige tidsskrifter, lyder advarslen i kølvandet på et nyt forslag fra ministeren Charlotte Sahl-Madsen (K).
Hun vil gøre det nemmere for alle at få adgang til forskning – og derfor skal forskningsartikler gøres gratis tilgængelige via nettet. Nu bringes den slags artikler i tidsskrifter, der hovedsageligt lever af abonnementsindtægter.

Det skriver Politiken i dag.

Tidsskrifterne har også tidligere advaret om, at de føler sig truet på deres levebrød.

I Foreningen af Danske Videnskabsredaktører advarer de om, at ideen vil tvinge nogle tidsskrifter til helt at dreje nøglen om. Andre vil skære ned i antallet af artikler og i den bearbejdning, de har råd til at give artiklerne.

»Vi vil gerne lægge tingene på nettet gratis. Der skal bare være nogle til at betale vores omkostninger til sekretærer, layout og korrekturlæsning,« siger Jørgen Burchardt, formand for Foreningen af Danske Videnskabsredaktører, til Politiken.

Tidsskrifterne er i forvejen trængte. I 2005 mistede de portostøtten, og samtidig har en af de store kunder, de danske biblioteker, færre penge til indkøb.

I et læserbrev i Politiken advarer Torben Kitaj fra Ugeskrift for Læger mod forslaget. Han har en række tidsskriftsredaktører som medunderskrivere på protesten.

»Danmarks frie videnskabelige presse er ved at forsvinde. Hovedparten af landets 500 videnskabelige og populærvidenskabelige tidsskrifter er truet på livet,« skriver de i læserbrevet.

Forslaget om at gøre forskning gratis tilgængeligt er endnu kun på tegnebrættet. Det er resultatet af arbejdet i det såkaldte 'Open Access'-udvalg. Derfor opfordrer Charlotte Sahl-Madsen tidsskrifterne til at »væbne sig med tålmodighed«.

Men ministeren understreger, at forskning bør være gratis tilgængelig for alle.

»Hvis vi i dag bedriver banebrydende forskning, som vores virksomheder slet ikke får indsigt i, så går der selvfølgelig en stor værdi tabt der,« siger Charlotte Sahl-Madsen til Politiken.

0 Kommentarer