OK-aftale for 2.000 journalister forsinket af corona

DMA-forhandlingerne – som handler om 2.000 journalisters vilkår – skulle være afsluttet i dag. Men på grund af corona er de forsinket. Hele medie- og kommunikationsdanmark er ramt

Senere i dag skulle forhandlingerne om en ny overenskomst for cirka 2.000 journalister gå i slutspurt.  Men det er aflyst på grund af corona-virussen.

Efter statsministerens udmelding om skærpede tiltag i aftes, har forhandlingsparterne aftalt at droppe det afsluttende forhandlingsmøde, som skulle være foregået i dag. I stedet mødes delegationslederne og lægger en ny plan.

”Vi har stor respekt for de samfundstiltag, regeringen har indført, og tager hele situationen meget alvorligt. Vi vil nu drøfte med DMA, hvordan vi får forhandlet overenskomsten på plads under disse omstændigheder,” siger Christian Dølpher, forhandlingskonsulent i Dansk Journalistforbund.

Kan det undgås, at resultatet bliver forsinket på grund af det her?

”Det vil helt sikkert blive forsinket. Hvor meget ved jeg ikke. Men alene af den årsag, at vi havde håbet at lave afsluttende forhandling i dag, og det bliver det ikke,” siger han.

Der kan også ske forsinkelser uden for forhandlingslokalerne – for eksempel i hovedbestyrelsens behandling af en eventuel aftale, hvis DJ aflyser møder.

FAKTA: Hvem handler det om?

Forslaget til ny overenskomst dækker medarbejdere under følgende overenskomster:

Ekstra Bladet og Politiken

Jyllands-Posten

Berlingske

Kristeligt Dagblad

24timer-aftalen (dækker bl.a. Watch Medier og Politiken Nicher)

Dagbladenes Bureau

Ritzaus Bureau

Wunderkind

Fællesoverenskomsten (flere medier, bl.a. Politikens Lokalaviser)

Praktikantaftalen

Forhandler aftale for 2.000 journalister

Dansk Journalistforbund og Danske Medier Arbejdsgiver skulle være mødtes – i regi af Forligsinstitutionen – for at prøve at blive enige om en overenskomst for DMA-området. Aftalen dækker cirka 2.000 mediefolk, langt de fleste dagbladsjournalister – herunder medarbejdere på Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Ritzau.

Der forhandles om en ny overenskomst for de næste tre år.

Dansk Journalistforbund og Danske Medier Arbejdsgiver har i et par måneder forhandlet om en aftale for DMA-området. Efter et maratonmøde den 21. februar blev forhandlingerne sat på pause – og skulle altså genoptages i dag.

Medie- og kommunikationsbranchen lagt ned

Corona-virussen påvirker store dele af medie- og kommunikationsbranchen, ikke mindst efter at statsministeren i aftes meldte skærpede forhold ud på et live-transmitteret pressemøde.

Flere medier har opfordret medarbejdere til at arbejde hjemmefra, og alle offentligt ansatte, som ikke udfører kritiske funktioner, er sendt hjem – herunder mange kommunikationsfolk. Institutioner og skoler lukker fra på mandag, hvilket også vil påvirke arbejdsmarkedet drastisk.

Dansk Journalistforbund er også påvirket. To store arrangementer er aflyst i weekenden: Gallafest og prisuddeling i den midt- og vestjyske Kreds 5 er aflyst, som Journalisten beskrev i går, og senere på dagen meddelte Freelancegruppen, at deres store årlige festival også er streget.

Desuden har forbundet aflyst alle eksterne møder og samtaler af hensyn til medarbejderne.

 

0 Kommentarer

Læs også

Allan Boye Thulstrup

Gallafest og prisuddeling aflyst på grund af corona

11. MARTS 2020
Nu skal DJ også have ny kommunikationschef

Overblik/ Her står kampen om overenskomsterne

15. JANUAR 2020