Ny Horsens-avis skal bo hos fodboldklubben

Lokalavisen Horsens har indgået annonceaftale med fodboldklubben AC Horsens. Som del af aftalen får redaktionen kontor i fodboldklubbens lokaler på stadion. »Hvis der er anledning til at skrive en kritisk historie om AC Horsens, så vil vi gøre det,« forsikrer lokalredaktør

For første gang i årtier får Horsens Folkeblad nu konkurrence på lokaljournalistik af den nye ugeavis Lokalavisen Horsens. Avisen udkom første gang i slutningen af sidste uge og bliver omdelt gratis til 55.000 husstande. 

Den nye avis er en del af Politikens Lokalaviser, der udgives af JP/Politikens Hus. Den skal ses som et modtræk i konkurrencen mod Jysk Fynske Medier, som Horsens Folkeblad er en del af.

Samarbejdsaftale med fodboldklubben

Et af de stærke konkurrenceparametre bliver dækningen af den lokale fodboldklub AC Horsens, der lige nu frister en tilværelse i 1. division efter en længere årrække i Superligaen.

Onsdag meddelte Lokalavisen Horsens, at den har indgået en omfattende samarbejdsaftale med AC Horsens.

Aftalen handler primært om gensidig annoncering for fodboldklubben i avisen og for avisen på AC Horsens' stadion Casa Arena. Sådan en aftale har klubben også med Horsens Folkeblad.

Men som en del af aftalen får redaktionen på Lokalavisen Horsens, bestående af tre journalister, kontor i et af fodboldklubbens kontorlokaler på stadion.

Lokalredaktør forsikrer redaktionel uafhængighed

Lokalredaktør Jeppe Rafn forsikrer, at Lokalavisen Horsens vil have en uafhængig og kritisk tilgang til dækningen af AC Horsens.

»Vi vil dække dem som alle andre. Jeg går ud fra, at både vi og AC Horsens er professionelle nok til at skille tingene ad. Hvis der er anledning til at skrive en kritisk historie om AC Horsens, så vil vi gøre det,« siger Jeppe Rafn.

Kan det give jer en konkurrencefordel i dækningen af AC Horsens, at I får redaktion i klubbens egne lokaler på stadion?

»Det tror jeg umiddelbart ikke. Vi kommer fysisk tættere på nogle folk i klubben, men jeg tror ikke, at vi får en anderledes behandling af fodboldklubben end andre medier, herunder Horsens Folkeblad,« siger Jeppe Rafn.

Salgschef: Ingen huslejerabat

Kasper Allermann, der er regional salgschef i Politikens Lokalaviser, forklarer, at der er tale om en ren kommerciel aftale om gensidig annoncering.

»I journalister har jo ytringsfrihed. Jeg står for den kommercielle del, men jeg har ingen indflydelse på, hvad avisen skriver om fodboldklubben eller hvor meget,« siger Kasper Allermann.  

»Men det er vigtigt for os som lokalavis at være en del af erhvervsnetværket i Horsens. Det er ikke en større by, end at fodboldklubben er et enormt samlingspunkt for det lokale erhvervsliv. Derfor er vi klar til at gå langt for at få et samarbejde med AC Horsens, fordi det giver os adgang til at møde mange lokale erhvervsfolk,« siger Kasper Allermann.

Giver fodboldklubben jer gratis eller nedsat husleje som modydelse for jeres annoncering?

»Nej, vi har lejet et kontor på stadion på samme vilkår som andre. Vi har en standardlejekonkontrakt, og prisen er almindelig i forhold til størrelse og beliggenhed,« siger Kasper Allermann.

Ingen kommentarer fra konkurrenten

Hos Horsens Folkeblad har man ingen kommentarer til den nye konkurrents samarbejdsaftale med AC Horsens.

»Det mener jeg ikke noget om. Jeg går ud fra, at de passer deres butik, og så passer vi vores,« siger chefredaktør Sven Grønborg.

0 Kommentarer