Mandemagasinet Cover Man, der udkom første gang for mindre end to år siden, sætter nu udgivelsesfrekvensen op med en ny chefredaktør i spidsen.
Den nye mand i redaktørstolen hedder Chris Pedersen og er en modemand med stort M. Han har tidligere været moderedaktør på Euroman, og på det seneste har han været vært på en række DR K-programmer om mode. Chris Pedersen lægger heller ikke skjul på, at det vil komme til at præge Cover Man fremover:
»Mode er jo efterhånden min spidskompetence, og det vil man også kunne se på Cover Man. Vi kommer til at satse mere på mode og stil,« siger den nye redaktør, som dog understreger, at Cover Man ikke skal udvikle sig til et decideret modemagasin.
Der skal fortsat også være både sport, litteratur og politik, fastslår han.
Ikke købt indhold
I oktober viste en læsertalsmåling, at Cover Mans læsertal er vokset med ni procent siden samme tidspunkt sidste år. Læserne er ifølge Chris Pedersen unge urbane mænd med internationalt udsyn og stor interesse for mode, stil og populærkultur.
Det lyder som et relativt lille segment i et land som Danmark. Kan I blive ved med øge læserfremgangen?
»Hvis vi holder os skarpe, så kan vi. Jeg tror, der er mange flere i målgruppen derude. Den mandlige forbruger har virkelig taget tøj til sig, og unge mænd køber meget mere tøj og interesserer sig generelt mere for livsstil nu end før. Så jeg tror bestemt, der er et marked,« siger han.
Journalisten skrev for nylig, at moderedaktørerne på flere magasiner tager bijobs som stylister for de tøjmærker, de jævnligt udvælger til bladet. Vil den slags kunne gå på Cover Man med dig som redaktør?
»Historisk set har moderedaktører stort set altid været meget tæt knyttet til modeindustrien. Jeg kan sagtens se det etiske dilemma, men jeg synes ikke, det er problematisk. Det er en del af gamet. Og indholdet i Cover Man er i hvert fald ikke købt – heller ikke med mig som redaktør,« lover Chris Pedersen.
Forvent at få det nye
Til gengæld er det et erklæret mål, at magasinet skal blive mere aktuelt, fortæller den nye redaktør, der som chefredaktør på Cover Mans søstermagasin Cover siden 2010 også har været inde over udviklingen af Cover Man.
Det øgede fokus på aktualitet kommer som en konsekvens af, at magasinet går fra at være et kvartalsmagasin til i stedet at udkomme hver anden måned.
»Når du udkommer hver anden måned, skal du være lidt mere obs på aktualitetsbegrebet. Og det bliver hele øvelsen for os. Vi skal simpelthen gøre Cover Man til et magasin, hvor du altid kan forvente at få det nye. Også inden for tøj og stil,« siger Chris Pedersen.
Erfaringen viser ifølge den nye redaktør, at forsiden mister sin nyhedsværdi, før salgsperioden er udløbet. Det er også en af grundene til, at bladet skal udkomme oftere.
»Vores første tid har vist, at der kun er en vis del af salgsperioden, hvor bladet har nyhedsinteresse. Forsiden dør hurtigt ude på magasinhylderne, og derfor skal vi ganske enkelt lidt op i kadencen,« siger han.
Behov for flere skribenter
Den øgede udgivelsesfrekvens betyder også, at det måske er nu, du som freelancejournalist på jagt efter nye kunder skal lægge billet ind hos Cover Man. Flere udgivelser betyder nemlig også et øget behov for faste skribenter, som primært er den arbejdskraft, Cover Man benytter sig af.
»Vi har en stor familie af faste skribenter og fotografer. Og det her betyder jo, at vi kan knytte flere skribenter og fotografer til den stab,« siger Chris Pedersen, som håber, at det vil være med til at ruste dem bedre til konkurrencen på magasinmarkedet:
»Cover Man koster lige nu 65 kroner, og for bare 10-15 år siden sad de penge altså væsentligt løsere på folk. Forbrugerne tager ikke længere bare hovedløst et blad ned fra hylden – og det er en udfordring for os, ligesom det er for resten af magasinbranchen. Det gælder om at holde brandet skarpt,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.