Mediebilledet er blevet for højredrejet. Ny netavis skabt af Henrik Sass Larsen og tidligere kommunikationschef i 3F skal udfordre de borgerlige debattører. »Vi skal være skarpe, men ikke onde.«Der er behov for en netavis, der ligger mellem de to yderfløje i dansk politik – de revolutionære på venstrefløjen og liberalisterne i Venstre og Liberal Alliance.
Det mener kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i 3F, Palle Smed. Sammen med Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, har han taget initiativ til netavisen Piopio.dk, opkaldt efter Louis Pio.
Sitet skal være midterpolitikkens svar på 180grader – bare mindre aggressivt, siger Palle Smed.
»Vi skal ikke være så hadefulde som på 180 grader eller Nationen, hvor tonen ofte er ubarmhjertig. Vi vil gerne være skarpe, men vi vil ikke være onde, som de især er på højrefløjen. Tiden kalder på fornuftige svar. Der mangler medier med kant, der kan udfordre de borgerlige debattører,« siger Palle Smed til journalisten.dk.
Ligger de fleste medier ikke inde på midten?
»I de senere år er nogle medier trådt mere i karakter, især BT og Børsen er blevet meget højredrejede i deres debat, verdensbillede og vinkling. Det er de i deres gode ret til, men de mangler modspil. Samtidig er Cepos vokset fra at være et studentikost sammenrend til at være en ret markant spiller. Hidtil har ingen formået at gå imod. Vi vil gerne præsentere det modsatte synspunkt.«
Ifølge Palle Smed er netavisen skabt på initiativ af ham og socialdemokraten Henrik Sass Larsen, dengang "Sass Larsen sad på bagerste række i Folketinget og kedede sig, og jeg havde sagt mit job op i 3F".
Siden blev Henrik Sass Larsen udnævnt til politisk ordfører, og i dag spiller han ifølge Palle Smed ikke en voldsom aktiv rolle i foreningen. Han er dog en af skribenterne på sitet.
»Men det er mig, der tegner billedet udadtil,« siger Palle Smed.
I går var der på sitet for eksempel en analyse, der gik tæt på "Berlingskes orakel" Thomas Larsen, der havde skrevet om Helle Thorning-Schmidts mulige exit fra dansk politik. Analysen bliver sammenlignet med Thomas Larsens "værtshus-dom" i 2009 om, at Anders Fogh Rasmussen ikke var på vej til et job i NATO.
Et faktatjek undersøger, hvor meget VK-regeringen investerede i uddannelse. Og Henrik Sass Larsen skriver i en kommentar, at han synes, det er mærkeligt, at Jyllands-Posten på lederplads harcelerer mod skattetryk og offentlige tilskud, mens avisen selv har "snabelen dybt nede i statskassen, både hvad angår distributionsstøtte og nulmoms".
Ifølge Palle Smed er en af tankerne bag Piopio.dk, at sitet skal angribe de uangribelige – journalister, kommentatorer og chefredaktører.
Men er de ikke under angreb hver dag?
»Der er selvfølgelig Presselogen på TV 2. Men når de skal pege på fejl i deres egne medier, er det småting som en forkert billedtekst eller en halvnøgen pige, der ikke var afmasket. Det tjener ikke den fjerde statsmagt til ære.«
Ifølge Palle Smed kører Piopio på lavbudget. Siden er lavet i WordPress, og det meste af arbejdskraften er frivillig. Han giver netavisen et år til at vise sin værdi. Han siger, at avisen ikke spekulerer i, om netavisen muligvis kan få mediestøtte, når mediestøtten omlægges.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Endnu et rødt tågehorn blandt de utallige venstreorienterede medier. Men lad dem endeligt trampe hinanden ned på den såkaldte midte ude på venstrefløjen. Hvordan var det nu den seneste undersøgelse af journalister faldt ud ... var det ikke 80% der stemte på et af de skingertrøde partier?
De lever i en fantasiverden, selvom socialismen er gået både mentalt og økonomisk konkurs samtlige steder man har fulgt denne umenneskelige ideologi på jordkloden, Det samme er tilfældet med socialisternes kærlighed til og alliance med en anden fascistisk ideologi, islam. Den er moralsk og økonomisk bankerot samtlige steder, hvor de stakkels befolkninger må lide under ideologien den dag idag.
Her tror jeg da nok lige, at Journalistens skribent kom til at afsløre sin egen observans. Når man ved, hvordan journalister generelt stemmer, er dette socialdemokratiske medie givetvis "midten" - om ikke direkte højreorienteret (Sass AKA "Blå Bjarne").
Men virkeligheden (læsere, seere, lyttere - I ved nok...) er jo ganske anderledes. PioPio er blot endnu et partsindlæg. Samme koncept som fx. 180 grader, Den korte avis og Uriasposten - blot med modsat fortegn.
I øvrigt ganske interessant med denne tilbagevenden til forne tiders partipresse. Mainstream og omnibus er snart noget, man slår op i historiebøgerne.
Mvh
Søren Bang Hansen
Nu er det jo ikke noget nyt, at personer med stærkt politisk engagement er irriterede over de medier, der ikke lige taler dem efter munden. Min erfaring er, at det gør de færreste, seriøse medier, uanset om en politiker så er fra Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokraterne eller SF.
Og når man ikke kan lide lugten i bageriet, så må man jo bygge sit eget. Det er fint nok. Lad os da bare få nogle netaviser, eller hvad vi nu skal kalde dem.
I den brede offentlighed forbliver de nok - i modsætning til BT, Berlingske, JP, Dagbladet og JV - ukendte. Der er grænser for, hvor mange læsere, der er til nyheder, der ikke er nyheder, men bare meninger, der bliver skrevet af og for dem, der er enige med hinanden. Det bliver lidt trivielt i længden.
Men pøj-pøj, Pio. Om ikke andet er her endnu et sted på nettet, hvor folk kan bekræfte hinanden - eller måske diskutere med nogle, der kun er der, fordi de vil provokeres. Dem er der mange af.
Liberal Alliances Ole Birk Olesen opfandt 180grader.dk, som i dag - så vidt jeg lige vurderer - lever af, at folk anbefaler artikler og links, som andre har skrevet, og tophistorien på Ralf Pittelkow og Karen Jespersens (hvem er det nu, de var?) denkorteavis.dk er en udstilling på Ordrupgaard med den franske impressionist Berthe Morisot.
Det rykker lige så meget som historien om Den Blå fra Berlingske - Thomas Larsen.
Det er svært for socialdemokrater og flere andre politikere i en offerrolle at forstå, at der faktisk bliver bedrevet journalistik derude, som bliver bedrevet uden særlige bagtanker. Nu har de forsmåede magthavere endnu et sted. For socialdemokrater, fra socialdemokrater. Nyheder til folket... eller nogle promille af det.
Det ville da være fint hvis man kunne få et objektivt nyhedsmedie, der fokuserede på at fremlægge uvinklede fakta, og så ellers selv lade folk bestemme hvad de vil mene. Et medie, der ikke fokuserede på irrellevante tåbeligheder og opblæste overskrifter, men som i stedet stilede efter at være sagligt velfunderet. Et medie, der ville fremlægge synspunkter fra begge politiske fløje, og som vil sammenligne udtalelser fra div. eksperter, og sammenholde deres udtalelser med den almindelige fagvidenskab på området, og vurdere udtalelserne ud fra et den anerkendte teori på området.
Sandsynligheden for at få sådan et medie er imidlertid nul. Piopio vil forestille sig at være et midterorienteret medie, og samtidig have udspring i en Socialdemokratisk politiker og en tidligere 3F ansat. Sorry, men det udgangspunkt er ikke politisk i midten. Det udgangspunkt er politisk til venstre for midten. Alene den følelsesladede udtalelse om at debatten på 180grader er "hadefuld" og "ubamhjertig" er politisk og i den grad subjektivt ladet.
Debatten på 180grader er ikke mere "hadefulde" end på nogen af de tilsvarende venstreorienterede medier. Den eneste forskel imellem sådanne medier er det politiske udgangspunkt.
"vi vil ikke være onde, som de især er på højrefløjen"
&
"Sitet skal være midterpolitikkens svar på 180 grader" om en side, hvor LA kaldes et 'sygt og farligt parti'.
Bliver disse venstreorienteret politikkere aldrig selv trætte af den manipulative tone, hvor de udråber sig selv til gode og rigtige, og de uenige til onde og dumme?
Og bliver vælgerne dog aldrig trætte af at høre på det?
Flere