Et helt subsite på Jp.dk med meningsmålinger, video, artikler, fotos og Q&A om din praktikansøgning. Jyllands-Posten prøver med et hidtil uset initiativ at tiltrække de bedste praktikanter op til panikdagen.Selv om der vil være et overskud af praktikanter ved den kommende panikdag på Danmarks Journalisthøjskole, så går Jyllands-Posten nye veje og har netop lanceret et helt subsite jp.dk/praktik for at tiltrække de bedste praktikanter.
"Praktikanterne er selv meget fremme i skoene med webistes og personlige hjemmesider. Vi har oplevet, at de efterspurgte, at man kunne læse noget om JP. Oplysningerne foreligger, og vi har interesse i at fortælle, hvad vi er for et sted, og hvad vi kan tilbyde," siger praktikantvejleder Marie Bering.
På sitet kan man læse, at praktikanter både bliver behandlet stort set som færdiguddannede, kommer på forsiden og bliver passet på:
"Alle praktikanter får en mentor, som normalt vil være en af de nærmeste kolleger. Mentoren står til rådighed for at svare på spørgsmål, coache i forbindelse med konkrete historier og give feedback. Desuden følger mentoren praktikantens udvikling på tæt hold og sikrer, at der sker faglige fremskridt i løbet af praktikperioden."
Samtidig kan man se video og en række udtalelser fra nuværende praktikanter i et fotogalleri. De er alle positive.
"Der er nærmest ingen grænser for, hvad man kan få lov til at lave, så længe historien holder og har en vis journalistisk tyngde," siger for eksempel Henriette Tang Vinkel.
Med de mange lovord om JP som praktiksted kunne man få den tanke, at sitet er mere markedsføring end journalistik.
– Er det markedsføring eller journalistik?
"Det er information og oplysning. Jeg ved ikke, om man kan kalde det markedsføring. Vi vil gerne tiltrække flere og bedre ansøgere og samtidig give et reelt billede af, hvordan det er at være i praktik her," siger praktikantvejleder Marie Bering.
6