Nazi-plakat ved landmands-demo: ’Alvorligt’ for minkavlerne

En plakat med Mette Frederiksen i nazi-uniform ved landmandsdemonstration i Sønderjylland kan skade minkavlerne i de aktuelle forhandlinger om erstatning, vurderer kommunikationsrådgivere

En plakat med statsminister Mette Frederiksen i nazi-uniform var stillet op, da landmandsforeningen Agerskovgruppen onsdag havde arrangeret demonstration om sympati for danske minkavlere i den lille sønderjyske by Agerskov.

Og de uniformerede SA-officerer omkring Mette Frederiksen havde også fået andre ansigter på: Pia Olsen Dyhr, Pernille Skipper og Morten Østergaard.

Siden demonstrationen har billeder af plakaten cirkuleret på sociale medier midt i de uafsluttede politiske forhandlinger om, hvor store erstatninger minkavlerne skal have for at have nedlagt deres erhverv.

 

Plakaten kan betyde, at minkavlerne mister den sympati, de har opbygget i befolkningen den seneste tid, siger flere kommunikationsrådgivere.

”Hvis man ser det fra minkavlernes perspektiv, så tror jeg, det er alvorligt. Traditionelt er minkerhvervet ikke særligt populært i den brede befolkning. I virkeligheden er det uhørt populært lige nu på grund af den kommunikation, der har været de seneste uger i medierne, hvor vi er kommet tæt på menneskeskæbnerne i branchen,” siger Asbjørn Haugstrup, direktør og partner i kommunikationsbureauet Radius Cph.

Han hæfter sig ved, at de traditionelle diskussioner i offentligheden om minkbranchens økonomi og dyrevelfærd har været skubbet i baggrunden af de seneste ugers mange mediehistorier om minkavlere, der åbent har fortalt om tragedien ved at skulle aflive deres dyr og nedlægge deres erhverv.

Det er en kommunikation, der også blev rost af rådgivere i første episode af Journalistens podcast ‘Budskab’.

”Hvis man er minkbranche, så er det et klart mål nu at konvertere den sympati, man har opnået, til størrelsen på den erstatning, der bliver udmålt i de politiske forhandlinger,” siger Asbjørn Haugstrup.

Og hvor det altid er kommunikativt dumt at trække Hitler-kortet, så er det ekstra-dumt, når der står offentlige statsmilliarder på spil.

”Hitler-kommunikation er altid tudetosset, for det er ikke sympatisk. Minkavlernes bedste aktiv i den økonomiske sag, de kører nu, er den sympati, de har vundet gennem de seneste par uger at kommunikere historien om den lille selvstændige erhvervsdrivende, som får tæppet trukket væk under sig,” siger Asbjørn Haugstrup.

Karne Lykkebo, managing partner hos Geelmuyden Kiese, er enig i, at minkavlerne er ude i en balanceakt, hvor det gælder om at fastholde befolkningens sympati på et for landbruget usædvanligt højt niveau. Og det er aldrig klogt at spille Hitler-kortet.

”Hvis det er plakaten, der bliver historien, snarere end historien om et erhverv, der føler sig dårligt behandlet, så er det klart, at det afsporer debatten,” siger hun.

Karne Lykkebo mener dog ikke, at Hitler-plakaten har fået tilstrækkeligt stor eksponering til at skade minkavlernes sag.

Ytringsfrihed med måde

Holger Iversen er landmand og medlem af Agerskovgruppen, som arrangerede demonstrationen i Sønderjylland onsdag. De lægger afstand til Hitler-plakaten, som blev stillet op ved demonstrationen.

”Vi vil gerne have vores ytringsfrihed, men med måde,” siger Holger Iversen og tilføjer om Hitler-plakaten:

”Jeg mener, den skyder ved siden af skiven og har ingen sympati for den.”

Holger Iversen fortæller, at han ikke selv så den afbildede plakat ved demonstrationen. Men at en anden demonstrant ankom til demonstrationen med en plakat med en anden Hitler-reference, og han blev af Agerskovgruppen bedt om at tage plakaten væk fra demonstrationen.

Torsdag lagde også Landbrug & Fødevarer afstand til Hitler-plakaten. Som det ’står på side et i manualen’, ifølge Karne Lykkebo.

 

”Plakaten må ikke blive en central del af deres kommunikation. Generelt, hvis noget kammer over til en demonstration, så handler det om: Ned med det, væk med det, det har ikke noget med os at gøre, og så kan vi tale om det, der rent faktisk er vigtigt. Vi skal overhovedet ikke tale om en nazi-plakat,” siger Karne Lykkebo.

Asbjørn Haugstrup mener også, det er klogt at lægge afstand. Men:

”Det virker altid i mindre grad, end man tror. Der vil altid være en lille snert af mistanke om, om de alligevel var en del af det. Det er jeg faktisk fuldstændigt sikker på, at Landbrug & Fødevarer ikke var her. Men det er træls for dem, for i stedet for at fremstille erhvervet som nogen, man kan have sympati med, så kommer de til at fremstå som nogen, der ikke har proportionerne i orden,” siger han.

Demonstrationer fortsætter 

Både han og Karne Lykkebo mener, landbruget fint kan fortsætte med at holde demonstrationer, sådan som de ifølge Holger Iversen har planer om at gøre i de større byer i den kommende weekend. Men selvsagt uden Hitler-plakater.

”Jeg er ikke bekymret over, at de viser vrede og sorg, for de har noget at have det i,” siger Karne Lykkebo.

Holger Iversen i Sønderjylland frygter heller ikke, at hverken onsdagens eller weekendens demonstrationer rokker ved befolkningens opbakning til minkavlerne.

”Det har i hvert fald ikke været hensigten. Jeg skal selvfølgelig beklage, at den plakat eller to har været der. Men der bliver altså lagt pres på fra et helt land her, det er da en fordel, når man forhandler,” siger han.

 

Rettet 20.11 kl. 13.25: Det har tidligere stået, at de uniformerede personer på plakaten var ’SS-officerer’. Men de er SA-officerer. Journalisten beklager fejlen.

0 Kommentarer

Læs også

Podcast: Følelsesladet kommunikation styrker minkavlerne

Podcast: Følelsesladet kommunikation styrker minkavlerne

19. NOVEMBER 2020
<span class=Bag billedet: Billeder af massegrave går verden rundt">

Han tog billederne af mink-massegrave, som går verden rundt

16. NOVEMBER 2020