Står det til regeringen, PET og Forsvarets Efterretningstjeneste, så er der en alvorlig risiko for, at Rusland vil blande sig i den offentlige meningsdannelse og forsøge at påvirke valgkampen, når danskerne snart skal til folketingsvalg.
Men det bliver ikke de etablerede medier, som går i fælden og bringer oplysningerne videre – i hvert fald ikke, hvis man skal tro tre større mediehuse, som Journalisten har talt med.
”Jeg vurderer ikke truslen som specielt alvorlig. Nu må vi se, om der i det hele taget skulle dukke sådan noget op,” siger Peter Orry, chefredaktør for Jysk Fynske Medier.
”Vi mener langt hen ad vejen, at med en ordentlig kildekritik og nogle ordentlige forholdsregler for, hvad kriterierne er for vores historier, så vil vi også være gearet til at dæmme op for sådan en påvirkningskampagne,” siger Jacob Kwon, nyhedschef på TV 2 Nyhederne.
”Min egen vurdering er, at Danmark simpelthen er for uinteressant til, at russisk propaganda vil sætte ind for alvor – dermed ikke være sagt, at vi ikke skal være på vagt over for det,” siger chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen.
”Vi vil skærpe alle sanser”
Han er ikke i tvivl om, at en række aktører vil forsøge at påvirke medierne under valgkampen, også med misinformation, men det vil være aktører med et dansk udgangspunkt. Derfor bliver det også en opgave for Ekstra Bladets redaktioner at gå til oplysninger og holdningsinput med ekstra omtanke under valgkampen.
”I en valgkamp vil vi skærpe alle sanser og sætte endnu flere ressourcer ind på at faktatjekke det, vi bliver mødt med. Journalisterne skal hele tiden være opmærksomme på nye metoder til at påvirke os,” siger Poul Madsen.
Peter Orry vurderer, at truslen om misinformation først og fremmest gælder for de sociale medier.
”I de etablerede medier bedriver vi jo journalistik. Vi viderebringer de oplysninger, som vi mener at kunne stå inde for, og som vi har tjekket og kan dokumentere,” siger han.
TV 2 har nedsat en taskforce af chefredaktører, som skal følge valgdækningen tæt og også kunne træde sammen med kort varsel, hvis de får mistanke om, at mediehuset er udsat for en påvirkningskampagne.
”Vi skal være forberedte på, at det kan ske, og vi skal have nogle procedurer for, hvad vi så gør. Men personligt ville jeg ikke blive superoverrasket, hvis vi, når valget er ovre, konstaterer, at det ikke kom til at spille nogen stor rolle,” siger Jacob Kwon.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.