I statsminister-partiet Venstre siger partisekretær Claus Richter, at der ”utvivlsomt” kommer forsøg på påvirkningskampagner fra andre lande i den danske valgkamp.
”Vi kan konstatere fra andre valg, der har været både i USA og i Europa, at der har været et element af påvirkningskampagner udefra,” siger han, blandt andet med henvisning til, at nogle kandidaters kampagnestabe i USA og Frankrig har været hacket i forbindelse med præsidentvalg.
Derfor har Venstre investeret i nye og sikrere it-systemer og ændret partiets procedurer om kodeord, ligesom ansatte i partiet er blevet undervist i, hvilke mails de skal undgå at åbne.
”Vi har oprustet sikkerhedsmæssigt for at undgå at blive udsat for hackerangreb. Og det har vi gjort, fordi vi mener, der er en trussel om, at det kan ske,” siger Claus Richter.
Derimod frygter han ikke så meget påvirkning fra bots og falske profiler på sociale medier under valgkampen.
”Jeg ved heller ikke, hvilke forholdsregler man i givet fald skulle tage. Det bedste, vi kan gøre, er at melde det ind til de rette myndigheder, når vi for eksempel oplever falske profiler, som ser mærkelige ud,” siger Claus Richter.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.