Magnus vil bremse lønhop til topledelsen i JP/Politikens Hus

”Hvis jeg bliver valgt ind, vil jeg stemme imod ethvert forslag om at give lønstigninger og bonusser til direktion og bestyrelse.” Sådan lyder løftet fra Finans’ debatredaktør, Magnus Barsøe, der stiller op til valget som medarbejderrepræsentant i bestyrelsen for JP/Politikens Hus

Nej til flere lønstigninger til direktion og bestyrelse. Fuld gennemsigtighed om løn og bonusser på topledelsesniveau. Gyldne håndtryk til alle eller ingen.

Sådan lyder de tre valgslogans, som Magnus Barsøe, debatredaktør på Finans, går til valg på, når han i næste måned vil stemmes ind i JP/Politikens Hus’ bestyrelse som medarbejderrepræsentant. 

”Jeg under virkelig dygtige folk at få en god løn. Men der bør være sammenhæng mellem, hvad der sker på redaktionerne og i toppen. Og når man ser et lønniveau i toppen, der er helt afhægtet fra medarbejdernes, så synes jeg, det er værd at spørge, om det er rimeligt,” siger Magnus Barsøe.

Bestyrelsen fordoblede sin løn

Magnus Barsøe fortæller, at han ofte blander sig i debatten, når topchefer giver sig selv store lønforhøjelser og har en løn, der stikker af fra medarbejdernes. Og den debat er ifølge ham også værd at tage i JP/Politikens Hus.

”I løbet af de seneste fire år er der givet et lønhop til bestyrelsen på 100 procent. Så alle de siddende bestyrelsesmedlemmer nu tjener en kvart million. Og det kom på et tidspunkt, hvor vi som medarbejdere i huset lige havde oplevet en fyringsrunde og måtte se langt efter lønstigninger,” siger Magnus Barsøe. 

Han peger særligt på, at han har dygtige unge kolleger ansat på ét-årige kontrakter til 25.000 kroner. I 2017 tjente direktionens daværende fire medlemmer til sammenligning 14,5 millioner kroner tilsammen, ifølge årets regnskab. I snit svarer det til en månedsløn på lidt over 300.000 kroner til hver.

”Gabet er ved at vokse sig for stort,” siger Magnus Barsøe.  

”Og hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg de næste fire år stemme imod ethvert forslag om at give lønstigninger eller bonusser til direktion og bestyrelse,” lover han.

Tjener selv 43.000 kr. om måneden

Magnus Barsøe fortæller, at han og kollegerne jævnfør deres overenskomst hvert år stiger med inflationen og ”en lille smule mere”. Derudover kan man søge en pulje med personlige tillæg.

Som medarbejdere stiger I jo lidt i løn hvert år. Bør ledelsen ikke også det?

”Når man lige har reguleret sin egen løn så markant op, som bestyrelsen har gjort, så ser jeg ikke nogen grund til at justere yderligere op,” mener Magnus Barsøe.

Han går desuden til valg på, at der kun bør gives gyldne håndtryk ved fratrædelser i JP/Politikens Hus, hvis de gives til alle. Og så bør der ifølge ham være fuld gennemsigtighed i topledelsens løn og årlige bonusser – også på chefredaktør-niveau.

”Gennemsigtighed om løn på topledelsesniveau er en stor debat i erhvervslivet lige nu. Og jeg synes faktisk, det ville være klædeligt, hvis vi som publicistisk hus gik forrest og lagde lønnen frem,” siger han.

Det har han selv gjort:

”Jeg tjener selv 43.000 kroner om måneden som debatredaktør. Det er en god løn, som jeg er glad for og åben omkring. Og sidste år lavede vi på min redaktion et åbent lønregister i Google Docs, fordi vi netop gerne ville have gennemsigtighed,” siger Magnus Barsøe.

Debatten er vigtig

Journalisten har forelagt Magnus Barsøes kritik af lønniveauet i direktion og bestyrelse for administrerende direktør Stig Kirk Ørskov og bestyrelsesformand Lars Munch. De skriver begge to, at de ikke har nogen kommentarer.

”Vi har den største respekt for medarbejdernes frie valg af repræsentanter til bestyrelsen og ønsker derfor ikke at blande os i valget med holdninger til de enkelte kandidaters valgprogram,” skriver Stig Kirk Ørskov i en mail.

Journalisten har tidligere forsøgt at få Stig Kirk Ørskov og en række andre mediechefer til at oplyse deres løn i artiklen 'Mediechef, hvad tjener du selv?'. Det ville kun en håndfuld af dem – Stig Ørskov var ikke en af dem. 

Medarbejderne i huset kan stemme fra den 4. til den 20. februar. I alt stiller syv op til at blive medarbejderrepræsentant i bestyrelsen. Tre kan vælges ind, og dertil kommer tre suppleanter.

Hvad er din fornemmelse  har du medarbejderne med dig på dine valgslogans?

”Det ved jeg ikke. Men jeg synes altid, det er sundt med et kampvalg. Og hvis det her kan gøre, at der bliver lidt en debat om de her ting, så er mit formål opfyldt,” siger Magnus Barsøe.

1 Kommentar

Sune Fischer
24. JANUAR 2019
Kommer der så også interviews
Kommer der så også interviews med de øvrige opstillede?