
Jesper Gisli foreslår, at beboerne i gader med et livligt handelsliv kan donere til deres handelsforening – for eksempel her i Elmegade på Nørrebro i København. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Medierne bør ikke kun rapportere fra coronakrisen. Vi skal gå aktivt ind, tage stilling og bruge vores journalistik til at løse krisen.
Det mener Jesper Gisli, chefredaktør i Hovedstadens Mediehus, der udgiver en række bydelsaviser i København.
”Som alle andre lokalpatrioter ville jeg være virkelig ked af, hvis butikkerne døde i en krisesituation som denne. Det er allerede alvorligt for butikkerne, det kan man jo se og høre på gaderne. Men vi ved også, at folk kerer sig om det lokale handelsliv. Det vil vi gerne bakke op om, så vores lokale butikker overlever,” siger Jesper Gisli.
Derfor har han skrevet ud på alle mediehusets lokale Facebook-sider med en opfordring til læserne:
”Hvordan kan vi sammen sikre, at de virksomheder og arbejdspladser, der var her for en uge siden, også er her, når vi kommer ud på den anden side? Vi stiller gerne vores medie-kanaler og vores kræfter til rådighed. Nogen forslag?”
Kære læsere. Kære erhvervsdrivende. Den nuværende Corona-situation har gjort det rigtig svært for utroligt mange…
Posted by Nørrebro/Nordvest Bladet on Sunday, March 15, 2020
Journalistikken skal redde butikker
Han fortæller, at der er kommet mange forslag på de forskellige lokale sider. De fleste har foreslået, at aviserne hjælper med at reklamere for de lokale butikker, som kan sælge gavekort eller varer på ”omvendt klods” – altså at kunderne køber nu, men først får varerne om flere måneder.
Hvad betyder det, at I vil stille kanaler og kræfter til rådighed?
”Vi kan stille plads til rådighed på både web, print og Facebook, ligesom vi vil bruge journalistiske kræfter på at sige til folk, at de skal gå ned og købe et gavekort til frisøren eller fire gode slagterbøffer til om otte uger. Det er gratis reklame i en vis udstrækning,” siger Jesper Gisli.
Et andet forslag har været, at beboerne i gader med et livligt handelsliv kan donere til deres handelsforening – for eksempel i Elmegade eller Blågårdsgade, begge på Nørrebro i København – og så kan foreningen sammen med lokalavisen holde en kæmpe fest senere, når coronaen er drevet over.
”Det handler om at give butikker og handelsforeninger likviditet lige nu. Sådan nogle initiativer kunne vi sagtens arrangere sammen med butikkerne,” siger Jesper Gisli.
Alle medier bør hjælpe til
Han er ikke bekymret for, at hans lokale medier på den måde krydser grænsen mellem journalistik og reklame eller aktivisme.
”Vi er lokalsamfundets forsamlingshus. Hvis vi ikke hjælper, hvem skulle så gøre det? Vores journalistik vil altid være objektiv, når den skal være det, men vi er subjektive i forhold til vores bydel. Valby Bladet holder med Valby. Det her er et godt eksempel på, at vi kan samle og hjælpe bydelen,” siger Jesper Gisli.
Han mener, at resten af mediebranchen skal overveje at gøre noget lignende for at hjælpe samfundet trygt igennem coronakrisen. Niche- og fagmedier kan lave journalistik, der hjælper deres målgrupper – for eksempel Journalisten.
”Kun fantasien sætter grænser, og man bliver ikke et underlødigt medie af at hjælpe til. Halvdelen af journaliststanden kan ligge på langs med grov corona om en halv uge, hvorfor skulle I ikke prøve at redde situationen?”
Det samme gælder de landsdækkende medier.
”Hvorfor hjælper de landsdækkende medier ikke til? Det er en krisesituation. Hvorfor laver TV 2 ikke en indsamling for de selvstændige? Alle skal byde ind,” siger Jesper Gisli.
Han tilføjer, at det ikke er ment som kritik, men inspiration til medierne.
“Vi er i en ekstraordinær situation, og den slags kræver ekstraordinært samarbejde,” siger han.
Opdateret klokken 13.30: Jesper Gisli har ønsket at uddybe efter publicering, og det sidste citat er tilføjet.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
København - landets hovedstad, største kommune og arbejdsplads - er stort set uden indsigtsfuld kritisk mediedækning, og det forsamlingshus, der omtales, er de facto en hyggeklub og rygklapperforening fuld af boligannoncer med priser, som ingen med almindelige indkomster har råd til at betale.