»Vi glæder os til at få vores første praktikant!« griner Anne Bollerslev i telefonen, da jeg taler med hende lige før weekenden for at aftale alt det praktiske om mit to dage lange praktikforløb i den kommende uge.

Hun er uddannet journalist og sidder som ansvarlig for den interne kommunikation på Aalborg Universitet. I to dage skal hun også være min praktikantvejleder. Heldigvis var Aalborg Universitet klar på at få mig som lånepraktikant i et par dage, selv om det var med kort varsel. 

Der manglede praktikplads til 19 studerende i år, men alligevel har ingen bidt på stillingen hos Aalborg Universitet. Pladsen blev godt nok slået lidt sent op, og de har aldrig før haft en journalistpraktikant, men det undrer mig alligevel, at ingen har henvendt sig til dem. Men ville jeg selv have søgt pladsen, hvis jeg var en af de 19? Sandsynligvis ikke.

Debatten om de kræsne journaliststuderende har kørt i et stykke tid. Og jeg er en af dem. Jeg har kun søgt stillinger i København og kunne ikke drømme om at skulle til Aalborg og lave kommunikation. Ikke fordi det er i Aalborg, for jeg er selv jyde. Det er det med kommunikationen, jeg ikke kan komme op at køre over. Jeg forestiller mig, at jeg bare skal skrive pressemeddelelser hele dagen. Det er vel det, man laver som kommunikatør, er det ikke?

Aalborg Universitet skriver, at praktikanten får mulighed for at finde ud af, om man er en god skribent, strateg og sælger. En god sælger?

Jeg er en elendig sælger. Jeg bliver dog enig med mig selv om at tage ja-hatten på. Jeg forventer ikke at blive omvendt til at elske kommunikation, men om ikke andet kan jeg da blive klogere på, hvad man egentlig laver. Måske indeholder Aalborg Universitet flere spændende opgaver, end min fordomsfulde hjerne kan tænke sig til.

Foto: Anne Mette Welling

Dag 1
Da jeg står af bussen, står jeg midt i en labyrint. Røde murstenskasser, der minder om bunkere, danner en forskerby, hvor alt ligner hinanden. Jeg er allerede forvirret og holder mig tæt til Google Maps på min telefon.

Anne tager smilende imod mig på sit lille kontor. Bygningen er meget steril. Hvid og indrettet med lange gange med kontorer på begge sider.

»Jeg har fundet nogle opgaver til dig, så må vi se, hvor meget du kan nå,« forklarer hun og rækker mig et stykke papir med en plan over de to dages aftaler og mulige skriveopgaver. Som ventet ser jeg ordet ”pressemeddelelse” – men samtidig står der også noget om et magasin, de kalder AAU Matchmaker, og et interview med en campingforsker. Ordet magasin tænder mig lidt. Jeg spørger Anne, om de også søgte kommunikationsstuderende til deres praktikantstilling. »Nej, vi vil helst have en journaliststuderende. Kommunikatørerne bliver lidt for strategiske, og vi vil helst have en, som er god til at skrive,« forklarer hun.

Vi begynder rundvisningen på kontoret ved siden af. Her sidder Jens Thomsen, som også er journalist. Inden han kom til universitetet, var han selvstændig, og han har også været ansat hos både Børsen og Ritzau, hvor han holdt til i Bruxelles. Det lyder virkelig fedt, synes jeg. Jeg kan ikke få mig selv til at spørge, hvorfor han skiftede job.

»Vil du tage notater eller billeder?« spørger Anne mig. Jeg griber kameraet.

Vi er til translokation for nogle administrative medarbejdere, 
som har gennemført en form for videreuddannelse, så der skal skrives en artikel til universitetets medarbejdernet. Den nyligt ansatte rektor er en af talerne. Jeg lytter til talerne med et halvt øre. Medarbejderne bliver rost for deres gåpåmod og deres flotte eksamensresultater. Indimellem har der sneget sig lidt universitetshumor med i talerne.

Alle griner højt af en indforstået reference til en mand, som jeg aldrig har hørt om. Jeg smiler og griner med.

Campingforskeren Marie Vestergaard Mikkelsen sidder over for tre kvindelige journalister, som på skift stiller spørgsmål til hendes forskning. »Det er jo næsten ligesom en pressekonference,« griner hun.

Susanne H. Knudsen er journalist på Det Humanistiske Fakultet og skriver blandt andet artikler til magasinet AAU Matchmaker. Anne og jeg er med, så jeg kan få et indblik i, hvilke historier man også kan få lov til at skrive som praktikant. Magasinet er til for at brande universitetet over for nuværende og mulige samarbejdspartnere.

Marie er et pragteksempel til næste nummer. Hendes ph.d.-projekt har op til flere samarbejdspartnere og handler om fremtidens campingplads. Interviewet er meget venskabeligt og glider nogle gange mere over i en samtale. Susanne og Marie kender tydeligvis hinanden i forvejen. Alle i rummet arbejder sammen om den kommende artikel. Jeg får også selv stillet nogle spørgsmål: »Hvordan skal fremtidens campingpladser tiltrække udenlandske gæster?« Jeg tager ivrigt notater.
 
Foto: Anne Mette Welling

Dag 2
Carsten Nielsen sidder på det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, og han skal vise mig et eksempel på forskningshistorier, som ville være oplagt at få afsat til medierne.

Det er nemlig ikke altid lige sexet at skrive om forskning, så opgaven er at hænge det op på noget, som almindelige mennesker kan forstå, forklarer han.

Mens vi sidder og snakker om hans arbejde, ser jeg mit snit til at stille et spørgsmål, som har luret i baghovedet: 

Men når I hele tiden skal fortælle den positive historie, savner I så aldrig at lave de mere kritiske ting?

Både Carsten og Anne kigger lidt undrende på mig, og jeg når lige at tænke, at jeg har trådt dem over tæerne. Men så svarer Carsten: 

»Vi er jo også kritiske over for forskerne, når de kommer med historier til os. Det er jo ikke alt, som de synes er en god historie, som rent faktisk er spændende for medierne. Her skal vi være gode til at sortere. Vi har ikke så mange skurke at forholde os til, men vi skal stadig være djævlens advokat, når vi interviewer til vores artikler.« 

Pæn-pige-genet kommer op i mig, og jeg kan ikke rigtig få mig selv til at spørge mere ind, selv om jeg ikke helt fik svar på, om det var noget, han savnede.

I dag skal vi besøge nogle ingeniør-nørder, som bygger satellitter, der bliver sendt ud i rummet. 

»Nogle gange spiller vi lidt på det der image med, at nogle nørder har opfundet en eller anden ny dims. Det gør det lidt lettere for medierne at fordøje, og så er de lidt mere villige til at bringe historien,« forklarer Carsten mig, mens vi går mod den bygning, som nørderne befinder sig i. 

Jeg forestiller mig nogle ranglede fyre med briller, som udelukkende lever af pizza og cola.

Faktisk ser de ret almindelige ud, men rundt om dem roder det med computere og matematiske udregninger. Satellitterne er heller ikke som forventet. På bordet ligger en kube med solceller på 10x10x10 centimeter. Større er den ikke. Satellitterne bliver testet af det Europæiske Rumagentur, og den næste skal sendes af sted sammen med den første danske astronaut.

Da det desværre var lidt knapt med tiden til, at jeg kunne nå at producere artiklen med campingforskeren, er jeg blevet enig med Anne om, at jeg kan skrive om en uddannelse til AAU Matchmakers uddannelsesfokus i stedet for. Det drejer sig ikke om mere end 2.000 anslag, så det burde være ret let.

Men efter at have læst de tidligere udgaver er det klart for mig, at jeg på en måde skal brande uddannelsen over for virksomhederne. Den disciplin er jeg ikke så stærk i. Det var helt sikkert det, de mente med, om man var en god sælger. Gad vide, hvad jeg skal lægge vægt på? ”Denne sommer blev de første dimittender fra Aalborg Universitets kandidatuddannelse i Folkesundhedsvidenskab udklækket. Hermed er en hel ny gruppe klar til at finde løsninger på samfundets sundhedsudfordringer,” begynder jeg. Til sidst får jeg skrevet et efter egen bedømmelse halvdårligt udkast, som jeg sender af sted til redaktøren Pia Skammelsen med en note om, at hun må bruge det, hvis hun kan.

Mens jeg i flyet kigger på skyerne fra oven, tænker jeg over, om jeg er blevet klogere på, hvad det vil sige at være journalist i en kommunikationsafdeling. Sandsynligvis har jeg kun fået indblik i en brøkdel af de opgaver, som man kan komme ud på.

Lidt har jeg da lært: Min fordom om, at kommunikatører kun skriver pressemeddelelser, er gjort til skamme. På nogle områder er jeg faktisk overrasket over, hvor mange muligheder der er for at prøve forskellige ting. Opgaverne er meget mere alsidige, end jeg først regnede med. Faktisk ser det ud til, at en praktikant får mulighed for at komme med masser af ideer. 

Jeg blev dog bekræftet i, at kommunikation ikke er mig. Det er det der med sælgeren, der er problemet. Det er ikke det, jeg drømmer om at lave, når jeg er færdig med min journalistuddannelse. På Journalisthøjskolen lærer man jo netop at finde en kritisk vinkel og huske at stille de kritiske spørgsmål.

Konklusionen er, at jeg stadig er en af de kræsne journaliststuderende, som kun vil have praktikplads som kritisk journalist i København. Om end med en udvidet horisont. 

Mine fordomme – og en evaluering

»Pressemeddelelser er en del af jobbet, men langtfra det hele,« siger praktikantvejleder Anne Bollerslev, da vi gennemgår min artikel til Journalisten og min indsats som praktikant. Hun understreger, at der også er mulighed for at arbejde kritisk, selv om man skal sælge budskaber – især i den interne kommunikation.

»Man skal være djævlens advokat og prøve diverse udsagn og argumenter af, så man sikrer, at historien holder. Det er meget karakteristisk for vores arbejde, at vi agerer både fødselshjælper og oversætter for forskerne, så vi får formidlet historien på den rigtige måde. 

»Man er jo ikke journalist, som afslører kritiske forhold, og det er der nok nogen, der har svært ved at se det spændende i. Vi ønsker med vores praktikplads at give den studerende mulighed for at prøve forskellige dimensioner af faget. Derfor står der faktisk også i vores opslag, at ”du har mulighed for at finde ud af, om du er en god skribent, en god strateg, en god sælger – eller måske det hele på én gang.” Du er nok ikke den eneste, der er skeptisk over for sælgerrollen, men som journalist arbejder du jo dagligt som sælger, når du forsøger at afsætte dine historier ved redaktionsmøderne og siden til læserne.«

Anne Bollerslev vil ikke evaluere min indsats, fordi jeg ikke havde tid nok til at fuldføre opgaverne, men kun fik smagt lidt på det hele. Dog siger hun:

»Du nåede at aflevere en enkelt artikel om en uddannelse. Havde vi haft tid, ville jeg have kaldt den en ”ommer”. Teksten bar præg af, at du ikke helt havde forstået, hvad sagen handlede om. Og måske heller ikke, hvem målgruppen var. Et råd vil derfor være: Spørg, hvis du er i tvivl. Spørg, til du forstår, hvad det handler om. Også selv om det betyder, at du skal snakke med dine kolleger eller ringe til kilden igen.«