Debatten om mediernes rolle i Israel-Palæstina-konflikten raser. En underskriftindsamling har opsporet, at det danske korrespondentkorps i Israel er ”zionistiske, gift israelsk eller bosat og opvokset i Israel” og kræver, at ”politikere som udbetaler mediestøttemidler til DR og TV 2, reagerer på denne ulighed i dækningen af konflikten!” 

Den ideologiske kæmpe Jacob Mchangama angriber i sin blog den klodsede underskriftindsamling for at være anti-jødisk. Et sikkert stik, der (næsten) kan afslutte enhver debat. Jacob efterlyser konkrete eksempler på pro-israelsk bias – et langt mere frugtbart spor end at kaste beskyldninger efter hinanden. For er der noget om snakken, så kan det selvfølgelig underbygges med eksempler.

Samtidig med at Jacob skriver sin blog, ser jeg DR’s 8:00 nyhedsudsendelse (3. august 2014). Tophistorien er »Den unge israelske soldat, som har været frygtet tilfangetaget, er dræbt i tjeneste«. Vi får at vide, at soldaten er ung og har ’været frygtet tilfangetaget’, men DR bekender ikke, hvem det er, der har den frygt. Er det Israel? Eller er det mon DR?

Selve ordvalget og sætningskonstruktionen inviterer til identifikation med soldaten og Israel. Og overskriften kommer da også til at styre resten af indslaget, der er en oplæsning af officielle israelske positioner. Først til sidst i indslaget, som en parentes, bringes en væsentlig nyhed: »Landet har tænkt sig at fortsætte sin mission i Gaza, selv om Israel har afsluttet sin primære mission med at ødelægge tunneller under grænsen.«

Ud fra en diskursanalytisk betragtning gør indslaget et markant og væsentligt arbejde for Israel: Det producerer identifikation med Israel og nedtoner væsentlige nyheder om det fortsatte angreb og civile tab i Gaza. På den måde kommer indslaget umærkeligt til at flugte perfekt med Israels mediestrategiske mål: At udskyde det internationale samfunds uundgåelige krav om våbenhvile som følge af civile tab, så man kan ’gøre arbejdet færdigt’. 

På den konkurrerende kanal kan man se langt efter en afbalancering af den tandløse dækning på DR. På TV 2 beskrives den mulige krigstilfangetagelse helt konsekvent som en ’kidnapning’! Er det en redaktionel beslutning, TV 2?

Desværre er det ovenstående bare én tilfældig dag på ét tilfældigt medie. Der er en lang række sproglige strategier i medierne, der arbejder for at undskylde Israels handlinger og placere skyld hos andre. Blandt andet svarer Israel altid igen, mens palæstinenserne er den angribende part. Besættere er bosættere, krigsfanger er enten terrorister (når det er palæstinensere) eller kidnappede (når det er israelere), og jeg kan blive ved.  

Hvor kommer dette falskhedens vokabularium fra, og hvorfor bliver der ikke grebet ind over for det på redaktionerne? Jeg har én gang forsøgt at få en forklaring af sprogbrugen fra læsernes redaktør på Politiken. Det interessante ved hans første svar var egentlig, hvor ureflekteret det var: Ordvalget var et udtryk for en slags common sense, der skulle komme læseren til gode, måtte jeg forstå. 

Redaktørens svar kan være et udtryk for, at en pro-israelsk diskurs har opnået hegemonisk status på de danske redaktioner. I diskursanalysen siger man, at en (medie)diskurs har opnået hegemoni, når den er blevet common sense – en antagelse om verden, der er så selvfølgelig, at den er usynlig og uforklarlig for dem, der udtrykker den. 

Jeg spurgte selvfølgelig nysgerrigt ind til baggrunden for ordvalget, og i det sidste svar fra læsernes redaktør var fall back-argumentet, at det meste af sprogbrugen egentlig kom fra et internationalt telegrambureau. Der er måske et generelt problem i, at alle bureauer og korrespondenter er baseret i Israel og bliver påvirkede af den samme propaganda og (forståelige) paranoia i Tel Aviv.

I det lys er danske medier måske også ofre for en international propagandaindsats og nogle strukturelle forhold, som all-round journalister hjemme på redaktionerne er ubevidste om. Men hvad så med alle de højt estimerede mellemøstkorrespondenter, hvorfor bringer de ikke balance i dækningen?

Og så er vi tilbage ved underskriftindsamlingen, som jeg synes unødigt går i detaljer med arten af de personlige tilhørsforhold til Israel og kommer med et dårligt forslag om, at politikerne skal regulere medierne. Når det er sagt, så synes jeg, at selve kritikken af korrespondentsammensætningen er relevant og stort set uimodsagt. 

Jacob Mchangama kommer i sin blog med et lidt patetisk forsvar ved at påpege, at der skam også er en afghansk-født freelancejournalist i Gaza (?!). Som mediebruger er jeg dog mere interesseret i at høre et (selv)kritisk indlæg fra de danske Israel-korrespondenter. Kan I med hånden på hjertet sige, at der ikke er en bias? 

Anders Jørn Jensen er cand.mag. i historie og mellemøststudier og fuldmægtig ved Københavns Universitet

Præciseret 10.04: Indlægget fik ved en fejl undertitlen "Analyse". Det er rettelig en "Kommentar", som det også fremgår af underrubrikken, samt af den version, der er i det trykte Journalisten.