Uforklaret konflikt

Det undrer mig, at praktisk talt ingen medier har valgt at gå rigtigt ned i substansen i konflikten mellem KL og DL. Dækningen i medierne afspejler ikke, hvor meget den konflikt fylder og betyder – ud over generne ved lockout.

I dag (2. april) mødtes cirka 800 lærere fra de frie skoler i Kerteminde. Pressen var indbudt. Der kom ikke et øje. (Det er redaktionerne og ikke journalisterne, der bestemmer, om en historie er væsentlig.)

Som tidligere medarbejder i tv-branchen spørger venner og familie mig, hvorfor journalister ofte efterlader et indtryk af at være dårligt forberedt og ikke at kunne sætte historien ind i et perspektiv, der går længere tilbage end til sidste uges overskrifter.

Mit svar er, at det er, fordi der ikke bliver sat tid nok af til forberedelse!
Kulturministerens spontane reaktion var som min. Det ser ud, som om alle har valgt at hænge en hel faggruppe ud som en visionsløs, forkælet og doven flok, der bare holder på sin ret – herunder retten til at forhandle løn og arbejdsvilkår. Samtidig har man på FAA’s forside kunnet læse lønoplysninger, som desværre ikke passede. Det ville have været godt for lærerne.

Manglende tid til research?
Hvad er der med den forberedelsestid? Skal tømreren kun lønnes, når han har en tændt boremaskine i hånden? Kommisen kun, når han sidder ved kassen, og journalisten kun, når hun sidder ved tasterne?
Findes der ikke også medarbejdere i andre fag, som hellere vil pleje egne interesser end at bruge arbejdstiden, som den er tænkt?

Der er seniorordninger på alle ordentlige arbejdspladser. Hvordan kan KL så slippe af sted med i en annonce at beklage sig over, at lærere der har rundet de 60, får nedsat arbejdstid?
Hvis lærerne ikke bestiller nok, er det vel skoleledelsen, man skal se efter i sømmene.
Hvad handler denne konflikt reelt om? Altså ud over at finde besparelser? Og vise handlekraft …

Hvad kan et indgreb i en så dårligt belyst sag føre til for andre faggrupper? Dækningen efterlader flere spørgsmål end svar.

– Beth Lehner, medlem af DJ

0 Kommentarer