search

Kvalificerede julegætterier

Julen er højtid for kalenderjournalistik, som Bent Falbert kalder det. I denne analyse giver den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet et detaljeret bud på, hvilke gengangerhistorier de danske redaktioner vil diske op med i juledagene

Julen er højtid for kalenderjournalistik, som Bent Falbert kalder det. I denne analyse giver den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet et detaljeret bud på, hvilke gengangerhistorier de danske redaktioner vil diske op med i juledagene

Op mod jul er der noget trygt ved at læse avis og se såkaldte nyheder i tv. Det er ligesom at komme hjem til mor og far: Vi taler om det samme, som vi talte om sidste gang. Jeg kalder det kalenderjournalistik.

Danmarksmesteren i denne usle disciplin hed Thorkild Behrens. Ældre folk på egnen har malende beskrevet, hvordan han som redaktionssekretær på Ekstra Bladet 1950-64 terroriserede journalisterne med sine daglige lyserøde sedler, som han til folks fortvivlelse dryssede rundt i boksene med opfordring til at rapportere om årets første lærke eller landets billigste juletræ.

Behrens udbredte i 1966-91 sin iderigdom til Journalisthøjskolen, hvilket bidrog til stedets ramponerede rygte.

I pagt med vor tids tryktekniske elendighed er deadline for nærværende artikel 5. december, skønt Journalisten først udkommer 19. december – og på trods af, at jeg er bedt om en analyse af journalistikkens beskaffenhed efter denne dato. Det spiller ingen rolle. Jeg véd nøje, hvor alle medier lægger trykket op til de to store begivenheder 24. og 31. december.

I Deadline på DR2 vil smukke Nynne Bjerre Christensen over to temaaftener i fuldt alvor drøfte, om dansk jule-tam-tam virker unødigt intimiderende på vore muslimske landsmænd, som må tåle synet af granguirlander og frokoster med 10 slags gris, uanset hvor de ser hen.

Debatdeltagerne bliver folkepartist Marie Krarup, direktør for Menneskefrelserinstituttet Jonas Christoffersen og Uffe Ellemann-Jensen fra Alices Plejehjem.

Debatten vil begge aftener ende med Nynnes kendte remse: "Vi opnår vist ikke enighed om emnet – men tak fordi I kom, alle tre."

På BT holder Nynnes mand, redaktionschef Simon Andersen, kaffemøde med alle praktikanterne. Som vor tids Behrens deler han opgaver ud: Find opskriften på risalamanden, som ikke feder. Sådan gør du sværen sprød. Hvordan beroliges hundene nytårsaften? Og nytårsdag tager yngste mand tjansen med at opspore det efterhånden svindende antal øjenskader. Simons arbejdsrubrik lyder: 'Fotomodel får glasøje'.

På Ekstra Bladet kommanderer igangsætter Mogens Bille en værgeløs reporter til at komponere historien om, at alle charterrejser er udsolgt på grund af det dårlige vejr.

'Hvem spørger jeg?' vil den ideforladte skriver vide.

'Ring til Stig Elling. Han er altid god,' brummer Bille på vej mod rygerummet.

Og dét er Elling. Stående på ét ben kan han døgnet rundt redegøre for al ferietrafik. Herunder, at han sjældent selv forlader landet. På den måde er han også solidarisk med dem, der ikke har råd til at flygte udenlands.

Redaktionschef Billes næste, traditionelle fremstød består i for 19. år i træk at udfritte den tyske vejprofessor Wolfgang Röder. Ingen andre havde hørt om profeten, før Bille gjorde ham stor.

Tyskeren udmærker sig ved hvert år at lægge navn til Billes yndlingsrubrik: 'Vi får fimbulvinter'. Unge læsere aner ikke, hvad glosen dækker – men den lyder herligt truende og kan nappe pløkken en blød decemberdag.

Poul Madsen har derimod travlt med at dele julekurve ud sammen med Dansk Folkehjælp. I år er målet 7.000 og køen lang. Katrine Winkel Holm raser dog i Berlingeren over, at kurvene er renset for svinekød. 'Madsen kryber for muslimerne,' gjalder hun.

Jyllands-Postens analytiske tilgang til julen resulterer i en kompliceret Rambøll-opgørelse af kirkegangsfrekvensen juleaften, juledag og to søndage på hver side af julen. Arbejdsrubrikken 'Færre går i kirke' ryger i avisen uden ændringer. Den svagt dalende kirkeinteresse (0,59 procent) udpensles i fire store skemaer over et opslag. En seksspaltet rubrik lyder: 'Størst kirkesøgning i Jylland'.

Berlingske har formeret en juleredaktion på 29 medarbejdere. Syv af dem er afsat til at forklare abonninerne, hvordan man afværger indbrud i større villaer. Andre står for en enquete blandt tv-meteorologer om chancen for hvid jul. Da det er svært at aftvinge vejrmændene bindende løfter, må visen helt ud blandt meteorologistuderende for at samle snemeldinger.

Information nøjes med at bringe kulturredaktør Rune Lykkebergs fire siders essay 'Julen som aarhusiansk tankeeksperiment'. Ved en fejl trykker bladet 2011-udgaven af samme artikel. Ingen opdager det.

Næ, Thorkild Behrens har ikke levet forgæves. Hans kalenderjournalistik trækker et bredt spor gennem pressen. Til gengæld behøver læserne af denne artikel nu ikke at bruge ét sekund på at genopleve mine forudsigelser i diverse medier i de kommende uger. Der er dømt læseferie.

'Panik-Helle lukker telefonen', skriver Ekstra Bladet, som knivskarpt gør nytårsstatus med hensyn til besættelsen af hendes 12.500 jobs. Der er kun opfundet 342 jobs – og ingen udsigt til at nå målet. Statsministeren nægter at kommentere elendigheden, og spindoktor Noa Reddington er i ølejr på Tenerife.

Børsen finder ham og afslører planen: 'Vil stikke af i Noas ark'.

Jo, jeg har det med aviser omkring jul, som jeg har det med Alt for Damerne året rundt. Ikke godt. Ugebladet ser for mig ud, som om det lige så godt kunne være udgivet samme uge for et, to, tre år siden. Men denne systematiserede fantasiløshed er netop julens største kunst.

Den kaldes tradition.

Kvalificerede julegætterier

Julen er højtid for kalenderjournalistik, som Bent Falbert kalder det. I denne analyse giver den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet et detaljeret bud på, hvilke gengangerhistorier de danske redaktioner vil diske op med i juledagene

Julen er højtid for kalenderjournalistik, som Bent Falbert kalder det. I denne analyse giver den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet et detaljeret bud på, hvilke gengangerhistorier de danske redaktioner vil diske op med i juledagene.

Op mod jul er der noget trygt ved at læse avis og se såkaldte nyheder i tv. Det er ligesom at komme hjem til mor og far: Vi taler om det samme, som vi talte om sidste gang. Jeg kalder det kalenderjournalistik.

Danmarksmesteren i denne usle disciplin hed Thorkild Behrens. Ældre folk på egnen har malende beskrevet, hvordan han som redaktionssekretær på Ekstra Bladet 1950-64 terroriserede journalisterne med sine daglige lyserøde sedler, som han til folks fortvivlelse dryssede rundt i boksene med opfordring til at rapportere om årets første lærke eller landets billigste juletræ.

Behrens udbredte i 1966-91 sin iderigdom til Journalisthøjskolen, hvilket bidrog til stedets ramponerede rygte.
I pagt med vor tids tryktekniske elendighed er deadline for nærværende artikel 5. december, skønt Journalisten først udkommer 19. december – og på trods af, at jeg er bedt om en analyse af journalistikkens beskaffenhed efter denne dato. Det spiller ingen rolle. Jeg véd nøje, hvor alle medier lægger trykket op til de to store begivenheder 24. og 31. december.

I Deadline på DR2 vil smukke Nynne Bjerre Christensen over to temaaftener i fuldt alvor drøfte, om dansk jule-tam-tam virker unødigt intimiderende på vore muslimske landsmænd, som må tåle synet af granguirlander og frokoster med 10 slags gris, uanset hvor de ser hen.

Debatdeltagerne bliver folkepartist Marie Krarup, direktør for Menneskefrelserinstituttet Jonas Christoffersen og Uffe Ellemann-Jensen fra Alices Plejehjem.
Debatten vil begge aftener ende med Nynnes kendte remse: "Vi opnår vist ikke enighed om emnet – men tak fordi I kom, alle tre."

På BT holder Nynnes mand, redaktionschef Simon Andersen, kaffemøde med alle praktikanterne. Som vor tids Behrens deler han opgaver ud: Find opskriften på risalamanden, som ikke feder. Sådan gør du sværen sprød. Hvordan beroliges hundene nytårsaften? Og nytårsdag tager yngste mand tjansen med at opspore det efterhånden svindende antal øjenskader. Simons arbejdsrubrik lyder: 'Fotomodel får glasøje'.

På Ekstra Bladet kommanderer igangsætter Mogens Bille en værgeløs reporter til at komponere historien om, at alle charterrejser er udsolgt på grund af det dårlige vejr.
'Hvem spørger jeg?' vil den ideforladte skriver vide.
'Ring til Stig Elling. Han er altid god,' brummer Biller på vej mod rygerummet.

Og dét er Elling. Stående på ét ben kan han døgnet rundt redegøre for al ferietrafik. Herunder, at han sjældent selv forlader landet. På den måde er han også solidarisk med dem, der ikke har råd til at flygte udenlands.
Redaktionschef Billes næste, traditionelle fremstød består i for 19. år i træk at udfritte den tyske vejprofessor Wolfgang Röder. Ingen andre havde hørt om profeten, før Bille gjorde ham stor. Tyskeren udmærker sig ved hvert år at lægge navn til Billes yndlingsrubrik: 'Vi får fimbulvinter'. Unge læsere aner ikke, hvad glosen dækker – men den lyder herligt truende og kan nappe pløkken en blød decemberdag.

Poul Madsen har derimod travlt med at dele julekurve ud sammen med Dansk Folkehjælp. I år er målet 7.000 og køen lang. Katrine Winkel Holm raser dog i Berlingeren over, at kurvene er renset for svinekød. 'Madsen kryber for muslimerne,' gjalder hun.

Jyllands-Postens analytiske tilgang til julen resulterer i en kompliceret Rambøll-opgørelse af kirkegangsfrekvensen juleaften, juledag og to søndage på hver side af julen. Arbejdsrubrikken 'Færre går i kirke' ryger i avisen uden ændringer. Den svagt dalende kirkeinteresse (0,59 procent) udpensles i fire store skemaer over et opslag. En seksspaltet rubrik lyder: 'Størst kirkesøgning i Jylland'.

Berlingske har formeret en juleredaktion på 29 medarbejdere. Syv af dem er afsat til at forklare abonninerne, hvordan man afværger indbrud i større villaer. Andre står for en enquete blandt tv-meteorologer om chancen for hvid jul. Da det er svært at aftvinge vejrmændene bindende løfter, må visen helt ud blandt meteorologistuderende for at samle snemeldinger.

Information nøjes med at bringe kulturredaktør Rune Lykkebergs fire siders essay 'Julen som aarhusiansk tankeeksperiment'. Ved en fejl trykker bladet 2011-udgaven af samme artikel. Ingen opdager det.

Næ, Thorkild Behrens har ikke levet forgæves. Hans kalenderjournalistik trækker et bredt spor gennem pressen. Til gengæld behøver læserne af denne artikel nu ikke at bruge ét sekund på at genopleve mine forudsigelser i diverse medier i de kommende uger. Der er dømt læseferie.

'Panik-Helle lukker telefonen', skriver Ekstra Bladet, som knivskarpt gør nytårsstatus med hensyn til besættelsen af hendes 12.500 jobs. Der er kun opfundet 342 jobs – og ingen udsigt til at nå målet. Statsministeren nægter at kommentere elendigheden, og spindoktor Noa Reddington er i ølejr på Tenerife.
Børsen finder ham og afslører planen: 'Vil stikke af i Noas ark'.

Jo, jeg har det med aviser omkring jul, som jeg har det med Alt for Damerne året rundt. Ikke godt. Ugebladet ser for mig ud, som om det lige så godt kunne være udgivet samme uge for et, to, tre år siden. Men denne systematiserede fantasiløshed er netop julens største kunst.

Den kaldes tradition.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen