Med 230 underskrifter kræver Dansk Journalistforbunds medlemmer nu en ny generalforsamling i ferieforeningen. Hele ledelsen er på valg igen. Formanden svarer igen ved at rundsende et spørgeskema i Fagbladet Journalisten.
Nu er oprøret blevet virkelighed. Kredsformændene startede med at samle underskrifter ind for at kræve en feriebolig i København på Fagligt Forum, og nu har de sendt 230 underskrifter af sted.
Det betyder, at der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i Journalisternes Ferieforening. Hele ledelsen er på valg igen, fortæller Jette Hvidtfeldt. Hun er formand for Kreds 2 og en af initiativtagerne.
»Succeskriterierne for den her generalforsamling er, at der skaffes lydhørhed for alle medlemmernes ønsker. Vi har en fornemmelse af, at der ikke er foretaget en seriøs undersøgelse af markedet for en feriebolig i København,« siger hun til Journalisten.dk.
Formanden for Ferieforeningen, Jørgen Bache, var i første omgang målløs over kravet fra kredsene. Men nu reagerer han på furoren, dog via Feriefonden, som han også er formand for.
De har indrykket en annonce i næste udgave af Fagbladet Journalisten, der er et spørgeskema til medlemmerne. Her kan de blandt andet krydse af, om de ønsker en feriebolig i hovedstaden.
»Det er et helt legitimt ønske, at folk, der bor uden for København, er interesserede i at få en lejlighed her. De glemmer bare økonomien. Vi har indrykket annoncen, fordi vi gerne vil vide, hvad vores kunder ønsker,« siger formanden.
Hvorfor er der i spørgeskemaet ikke gjort plads til et navn eller et medlemsnummer, så de samme ikke kan sende flere skemaer ind?
»Det er et rigtigt godt spørgsmål. Det er simpelthen en svipser. Det er ren og skær uvidenhed.«
Er der så ikke fare for, at nogen medlemmer kan snyde?
»Nu nævner du det for mig, og så skal der nok være en eller to, der kan finde på sådan noget. Men det tror jeg rent faktisk ikke om mine kolleger,« siger Jørgen Bache.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
NU KOMMER JYDERNE TIL STADEN...
Endelig. Selvfølgelig skal vi jyde-hoveder have muligheden for at leje os ind i Copenhagen City. Vi vil hverken til Villa Vagn eller andre steder - vi vil til staden.
Jyske knejte - kom nu frem på banen i dette oprør, som helt sikkert får DJ til at vende på en tallerken. Vi er mange nok til at vælte deres arrogance og selvhøjtidelighed. Jyder skal have mulighed for at leje en bolig i Cph - færdig, bom-bommelum.
Jeg stemmer JA til lejlighed i København.
> »Nu nævner du det for mig, og så skal der nok være en eller to, der kan finde på
> sådan noget. Men det tror jeg rent faktisk ikke om mine kolleger,« siger Jørgen Bache.
Magen til vrøvl skal man lede længe efter. Er der mulighed for at snyde ved at stemme flere gange, så kan man til hver en tid stille spørgsmålstegn ved resultatet. Regn ikke med min stemme.
Desuden er det tænkværdigt, at der skal laves en spørgeskemaundersøgelse om en feriebolig i København. Jeg selv bor i hovedstaden, og jeg har ikke brug for en feriebolig her, og lur mig om ikke de fleste af DJ's medlemmer bor i hovedstadsområdet, og at de heller ikke har brug for sådan en bolig.
Derfor kan ønsket jo være legitimt nok, og hvis flertalet i provinsen ønsker en feriebolig i København, så skal jeg nok bakke op om det.
Men løsagtige spørgeskemaundersøgelser, dem gider jeg ikke bruge tid på. Sorry, Bache.